Formanden om OK26: Større fokus på din arbejdstid
I dette nyhedsbrev vil jeg fortælle om to nye arbejdstidsbegreber i den nye overenskomst: Normperiode og ikke skemalagte disponible arbejdstimer (ISDA). Begge vil gælde fra 1. april 2027, og begge vil give dig større gennemsigtighed, fleksibilitet og mulighed for selv at planlægge dele af arbejdstiden – eventuelt som hjemmearbejde. Ledende overlæger og cheflæger er ikke omfattet af normperiode og ISDA.
ISDA er et nyt arbejdstidsbegreb, som dækker opgaver, du kan løse uafhængig af tid og sted. Det kan være administration, forberedelse, forskning eller andet.
Fremover skal du og din leder sammen aftale, hvor meget tid der skal sættes af til disse opgaver. Herefter bestemmer du selv, hvor og hvornår du vil løse opgaverne. Målet er, at du reelt får afsat arbejdstid til opgaverne, og at du får større fleksibilitet, ligesom mange andre faggrupper kender det i dag.
Konkret fungerer det sådan, at hvis du og din chef aftaler, at du for eksempel skal bruge 5 ISDA-timer til at løse administrationsopgaver om ugen, så kan du i gennemsnit kun planlægges med 32 timers skemalagt arbejde for at opnå normtiden på 37 timer.
Den faktiske tid, du bruger på opgaverne, tæller ikke i dit timeregnskab. Hvis du bruger mere tid på dine ”ISDA”-opgaver, tæller det således ikke som merarbejde. Men det kan være en anledning til at tale med din chef om at justere på timetallet fremadrettet.
Dit merarbejde vil generelt blive mere synligt med den nye overenskomst. Dels fordi du nu faktisk får afsat tid til opgaver, som i dag ofte er usynlige. Dels fordi vi samtidig indfører et andet nye begreb: Normperiode.
Normperioden er på typisk 14 uger, hvor du i gennemsnit arbejder 37 timer om ugen (normtid). Når normperioden udløber, bliver din arbejdstid gjort op. Hvis du har flere timer end normtiden, tæller de som merarbejde.
Som noget nyt vil mertransporttid og alle timer i vagten tælle med i din normtid (medmindre andet aftales og med varierende sats afhængig af tid og belastning). Dertil kommer de aftalte ISDA-timer.
Merarbejdet tæller 1:1,5. I udgangspunktet skal du afvikle overskydende timer som frihed inden for en måned efter normperiodens udløb. Herefter går timerne til udbetaling.
Mål: Fleksibilitet og fokus på arbejdstid
Indførelsen af ISDA og normperiode er to af de elementer, som jeg er særligt glad for – og spændt på i den nye overenskomst.
De betyder, at vi skal tænke arbejdstid på en ny måde. De giver os mulighed for at synliggøre nogle af de mange usynlige timer som overlæger arbejder. Og de giver den enkelte overlæge større fleksibilitet og mulighed for selv at planlægge dele af arbejdstiden og selv at beslutte, om arbejdet skal honoreres med tid eller penge.
Venlig hilsen
Susanne Wammen
Formand for Overlægeforeningen
Læs mere om OK26
Læs Susanne Wammens artikel om vagthonorering her