Gå til indhold

Nyhedsbrev 1/2026

Udsendt 5. januar 2026

Så er OK26 skudt i gang

Søndag formiddag blev OK26 for alvor gået i gang. Her blev kravene udvekslet og drøftet mellem Overlægeforeningens formand, Susanne Wammen, forperson for Yngre Læger, Wendy Sophie Schou og Lars Gaardhøj fra Danske Regioner, der er formand for Regionernes Lønnings- og Takstnævn (RLTN). 

Overlægeforeningen og YL stiller for første gang op med en fælles forhandlingsdelegation. Det sker ud fra et ønske om at sikre bedre vilkår og sammenhængende karriereveje for alle speciallæger og overlæger. 

Du kan læse mere i Ugeskrift for Lægers fælles interview med Susanne Wammen og Wendy Sophie Schou her.
OK26: En kamp om fleksibilitet og lønmidler | Ugeskriftet.dk

Arbejdsgivernes krav til OK26 kan ses her. 

Får du den efterdannelse, du har ret og pligt til?

Siden 2008 har Overlægeforeningen undersøgt om medlemmerne får de ti dages efteruddannelse, som overenskomsten giver ret og pligt til. Resultaterne er vigtige i vores dialog med regionerne.

På onsdag den 7. januar sender vi igen spørgeskema til alle medlemmer, om hvor meget efteruddannelse, du fik i 2025. Det tager kun fem minutter at svare, og det håber vi, at så mange som muligt vil gøre.

Læs om sidste års undersøgelse og reglerne om efteruddannelse i dette 
temanummer af nyhedsbrevet.

Godt nytår

Kære kollega

Uanset om du har haft travlt på dit arbejde eller har fejret jul og nytår med familie og venner, vil jeg ønske dig og dine et rigtig godt nytår.

2026 bliver et spændende år med både udfordringer og muligheder.

Den første udfordring bliver forhandlingerne om OK26. Der er lagt op til svære forhandlinger både om den samlede lønramme og vores egne forhandlinger med regionerne, hvor vagtarbejde, flere tjenestesteder, seniorvilkår m.m. er i fokus.

Fælles forhandlinger med Yngre Læger

Heldigvis er vi godt rustet. For første gang møder vi op med fælles krav og en fælles forhandlingsdelegation med Yngre Læger. Det gør vi for at stå så stærkt som muligt. Og for at kunne komme med konstruktive forslag, der sikrer mere ensartede vilkår, der kan gavne arbejdsmiljøet og gøre hverdagen nemmere på sygehusene for alle parter. 

Det bliver svært, og om det lykkes, ved jeg ikke. Men jeg ved, at vi gør alt, hvad vi kan, for at sikre de bedst mulige resultater for medlemmerne både nu og i fremtiden.

Mens vi forhandler, er hele sundhedsvæsenet ved at føre sundhedsreformen ud i livet.

Vi har i Overlægeforeningen fra starten bakket op om reformen. Det er bydende nødvendigt at få uddannet flere speciallæger og sikre bedre lægedækning. Og vi skal styrke det nære sundhedsvæsen, så vi på sygehusene kan fokusere på vores kerneopgaver og bruge vores ekspertise bedst muligt.

Brug for bedre lægedækning

Det er en kæmpe opgave, og vi vil møde udfordringer undervejs. Lige nu sættes der loft over antallet af speciallæger på universitetshospitalerne, og nogle steder risikerer man at skulle afskedige folk, f.eks. på Odense Universitetshospital.

Samtidig er det svært at få overblik over, hvor mange nye stillinger der slås op, der hvor manglen på speciallæger er størst. I Overlægeforeningen presser vi på for, at regionerne lever op til reformens helt centrale krav om bedre lægedækning, og derfor er vi i løbende dialog med dem om udviklingen.

Det dur selv sagt ikke, at sygehusene nedlægger stillinger, uden at der slås nye op. Det kan hverken patienterne eller sundhedsvæsenet være tjent med.

Som ledere og eksperter skal vi være med til at sikre, at alle sygehuse kan tilbyde den bedst mulige behandling. Det kræver stærke faglige miljøer som fundament for både uddannelse og kvalitet i udredning og behandling. Og det kræver stærk lægelig ledelse.

Derfor har Overlægeforeningen fra starten peget på partnerskabsafdelinger, hvor man er fælles om at løfte både udvikling og hverdagens opgaver. Vi ser flere eksempler på, at den type samarbejde fungerer godt – og langt bedre end at sende tilfældige læger til udetjeneste på afdelinger, de ikke har noget tilhørsforhold til.

Sygehusene og det nære sundhedsvæsen

Vi kommer også til at understøtte det nære sundhedsvæsen langt mere end hidtil. Jeg er overbevist om, at der er et stort potentiale her både i form af hjemmebehandling og nye tilbud i nærområderne. Det er nødvendigt for at mindske ulighed i sundhed, samtidig med at det kan mindske presset på sygehusene.

På den måde kan arbejdet med sundhedsreformen bruges ikke kun til at løfte kvaliteten i behandlingen, men også til at lette arbejdspres og gavne arbejdsmiljøet på sygehusene. Men det kræver, at vi vælger de kloge løsninger og har viljen og ressourcerne til at opbygge de stærke faglige miljøer, der er en afgørende forudsætning.

Rigtig godt nytår
Susanne Wammen, formand for Overlægeforeningen