Gå til indhold

Om delingen af notater fra almen praksis til patienter og resten af sundhedsvæsenet

Her informerer PLO om status på det igangværende projekt om deling af journalnotater fra almen praksis til patienter og resten af sundhedsvæsenet.

Det er med Aftale25 besluttet, at journalnotater fra almen praksis skal deles med patienter og det resterende sundhedsvæsen inden udgangen af 2026. Frem mod dette indgår PLO i en større afklaringsfase, der beskrives herunder. 

En foranalyse til det igangværende projekt har givet svar på tekniske forudsætninger ved at dele notater på en ensartet måde via lægepraksissystemernes fællesplatform ("PLSP").

På baggrund af analysen blev det konkluderet, at de tekniske forudsætninger for at dele notater fra almen praksis i vidt omfang allerede er til stede, eller er i gang med at blive etableret.

I kølvandet på dette arbejde besluttede repræsentanter fra PLO og Danske Regioner, at der også var behov for at undersøge klinikkens arbejdsgang og evt. udfordringer ved at dele notaterne, herunder fx en kortlægning af behovet for at kunne oprette notater/noter, som ikke deles, og en afklaring af, hvad sundhedspersonale i regioner og kommuner har af behov og ønsker. 

Projektet har involveret relevante organisationer (bl.a. DSAM), fagpersoner og styringsfora for at skabe overblik over faglige udfordringer og bidrage til et teknisk roadmap og leverancekatalog over tiltag, der sikrer en god overgang til delingen af journalnotater fra almen praksis.

Status på projektets tekniske spor pr. januar 2026

Partsforum for data og digitalisering, som består af både PLO og Danske Regioner, og som er ansvarlig for det samlede projekt, har i starten af oktober 2025 godkendt organiseringen af det tekniske arbejde og de arbejdspakker som hver involveret part skal bidrage med.

Det drejer sig om bl.a. konkrete opgaver til lægepraksissystemerne, Sundhedsdatastyrelsen, leverandøren bag Min Læge-app og sundhed.dk. Se organisering nedenfor.

Der er i forbindelse med projektet også udpeget en almen praksis-referencegruppe, der består af medlemmer fra PLO, DSAM og FYAM. Gruppen giver løbende inputs til projektet, eksempelvis til den kommende pilottest. 

For nuværende er PLO i gang med at planlægge den kommende pilottest, der finder sted i marts 2026.

Pilottesten foregår i udvalgte klinikker i to lægepraksissystemer, hvor journalnotater fra alle klinikkens patienter deles i Min Læge-appen, i en periode på tre uger.

Der bygges derfor også en visning i Min Læge-app, hvor patienterne kan se deres journalnotater. Visningen på sundhed.dk indgår ikke i denne pilottest.

Ved siden af dette arbejde pågår udvikling af den it-standard (FHIR), som skal benyttes, når notaterne skal deles med sundhed.dk via forespørgsel gennem den nationale infrastruktur. MedCom og Sundhedsdatastyrelsen samarbejder således om at udvikle it-standarden og gøre infrastrukturen klar. 

Det overvejes, om der efter 2026 skal igangsættes en eventuelt tredje fase, der skal have til formål at udvikle mere avancerede løsninger, som fx anvendelsen af AI og kobling til øvrige data med henblik på dannelse af notatresumer, hvilket kan bidrage til øget værdi af notatdelingen for fx hospitalernes sundhedspersonale.

Spørgsmål og svar

Deling af notater sikrer, at alle sundhedspersoner har adgang til brugbare oplysninger om patienten, hvilket kan forbedre behandlingskvaliteten og patientsikkerheden. For patienterne betyder det, at de får bedre indsigt i deres egen behandling og helbredstilstand, hvilket kan øge deres forståelse og engagement i deres egen sundhedspleje. Delingen af journalnotater fra almen praksis skal deles på en betryggende måde for såvel patienter som sundhedspersoner. 

Et journalnotat i almen praksis er en tekstuel registrering af en patients sundhedsoplysninger med henblik på patientbehandling ifm. et hjemmebesøg, en video-, telefonisk eller fysisk konsultation. 

(opdateret januar 2026)

Interne noter skal ikke deles. Det er vigtigt at skelne mellem relevante kliniske oplysninger, der skal deles, og klinikinterne noter, som kun bruges mellem personalet for at få en dagligdag til glide og møde patienterne forberedt. Retningslinjer vil blive udarbejdet for at hjælpe med denne vurdering og det undersøges om der skal ske tilretninger i klinikkernes it-systemer.

Notaterne skal deles med patienterne selv samt sundhedspersoner, der er involveret i patientens behandling, såsom plejepersonale, læger og sygeplejersker i kommunerne, i den øvrige praksissektor og på hospitalerne. Notaterne vil over for patienten være tilgængelige i bl.a. Min Læge-appen og på sundhed.dk. Sundhedspersoner kan tilgå dem via Sundhedsjournalen. 

Hurtigt og direkte adgang til relevante helbredsoplysninger giver mulighed for bedre behandling og øger dermed patientsikkerheden – især i sektorovergange og akutte situationer. Samtidig ser myndigheder med alvor på uretmæssigt opslag på journaloplysninger. Det bliver ofte opdaget, når sundhedspersoner ikke følger reglerne. Dette kan føre til afskedigelse.

Reglerne siger, at en adgang til en patientens helbredsoplysninger kun må ske, når man som sundhedsperson har en patient i aktuel behandling.

For at kontrollere ovenstående eksisterer tekniske sikkerhedsløsninger, som først og fremmest tjekker om sundhedspersonen har en behandlingsrelation med patienten. Dernæst får patienten mulighed for at følge en log, der fortæller, hvem der har tilgået patientens helbredsoplysninger og dels en løsning, der giver patienten mulighed for selv at frabede sig deling af udvalgte oplysninger.

PLO bakker op om disse sikkerhedsløsninger, og de indgår i den måde, som almen praksis i dag og i fremtiden deler patienters oplysninger om aftaler, forløbsplaner, diagnoser og journaloplysninger fra almen praksis.

Det er med Aftale25 besluttet, at notater fra almen praksis skal deles med patienter og det resterende sundhedsvæsen inden udgangen af 2026. Frem mod at dette sker, indgår PLO i en større afklaringsfase. Som en del af arbejdet skal der fastsættes en skæringsdato, hvorfra notater deles fremadrettet. PLO varsler klinikkerne om denne skæringsdato i god tid.

Nej, kun notater skrevet efter den kommende skæringsdato skal deles. Tidligere notater vil ikke blive påvirket af de nye retningslinjer for deling. Ønsker patienten adgang til tidligere notater skal patienten anmode lægen om dette direkte eller bede om aktindsigt i egen journal.

Ja, patienter har ret til at anmode om, at visse oplysninger ikke deles. Der vil ved delingen af notater være procedurer på plads for at håndtere bl.a. sådanne anmodninger. Det vil være muligt for lægen at markere i lægepraksissystemet, at et journalnotat ikke skal deles.

Notatdeling sker i overensstemmelse med gældende databeskyttelseslove og -regler for at sikre patientens privatliv og fortrolighed. Hvis du vurderer, at en patient er bedst tjent med, at notater ikke deles, skal du efterspørge patientens samtykke hertil. 

Det er vigtigt at have klare procedurer i klinikken for at sikre, at alle notater er korrekte og opdaterede, samt at der er mulighed for at redigere i et notat efter endt konsultation.

I det igangværende projekt kigges der på, hvordan man teknisk håndterer opdateringer af notater, og hvordan dette påvirker deling, hvis opdateringen af et notat sker efter, det er delt første gang. Det indgår i  pilottesten, der foregår i marts 2026 i udvalgte klinikker.

Det undersøges, om der efter 2026 skal igangsættes en tredje fase, der skal udvikle mere avancerede løsninger, såsom udnytte anvendelsen af AI og kobling til øvrige data for at danne notatresumeer. Dette vurderes at kunne bidrage til bl.a. at lette administrationen i klinikken. 

PLO vil med mellemrum opdatere denne side med status for arbejdet, så du her kan holde dig informeret om de seneste fremskridt og ændringer. Væsentlige nyheder vil optræde i nyhedsbrevet PLO'rientering. 

Siden er senest opdateret 28. januar 2026