Gå til indhold

PLO'rientering 09/2023

Nyhed PLO

Formanden orienterer om Honorarstrukturrådets rapport, og du kan læse om anbefalinger om praksis' hjemmeside, overgang til MitID, referat fra repræsentantskabsmødet, ny videoportal i det virtuelle venteværelse, DGE-modul om hjerteinsufficiens, DSAM's årsmøde, undersøgelse af erfaringer med ukrainske flygtninge og tilbud om at deltage i Pride-parade med Lægeforeningen.

Tabeller i forskellige farver med honorarer for ydelser i almen praksis
INDHOLD
  • Nyt fra bestyrelsen: Ny rapport kommer med forslag til forenkling af vores honorarsystem
  • Anbefalinger til indhold på praksis’ hjemmeside
  • Fra NemID til MitID: Både tekniske og organisatoriske opgaver, som kræver tid
  • Referat fra sidste møde i repræsentantskabet
  • Ny videoportal i det virtuelle venteværelse
  • Det gratis DGE-modul om hjerteinsufficiens er opdateret
  • 6. oktober holder DSAM årsmøde i Kolding
  • Vær med til at afdække erfaringer med ukrainske flygtninge 
  • Kom med Lægeforeningen til Pride-parade i august

Nyt fra bestyrelsen: Ny rapport kommer med forslag til forenkling af vores honorarsystem 

For et år siden nedsatte vi sammen med Danske Regioner det såkaldte Honorarstrukturråd, som fik til opgave at komme med forslag til en reform af honorarmodellerne i vores fælles overenskomstaftale. Den 3. maj udkom rådets forslag i rapporten ”Forenkling og faglighed med fokus på patienten”. Lige siden har vi været i gang med at tygge og fordøje forslagene – internt i bestyrelsen, indledningsvist i repræsentantskabet og med PLO-R.

Planen er nemlig, at vi skal drøfte forslagene sammen med Regionernes Lønnings- og Takstnævn (RTLN) frem mod forhandlingerne om den næste fornyelse af aftalen, som går i gang efter nytår.

Både vi og regionerne har udtrykt tilfredshed med rådets arbejde, og jeg vil gerne fortsætte med at sende et kæmpe tak til medlemmerne af rådet, herunder ikke mindst de tre praktiserende læger, for deres store arbejde. Det er åbenbart, at rådet har lagt et stort arbejde i rapporten og har tænkt ud af boksen for at løse den opgave, de blev stillet overfor. Jeg vil også gerne takke DSAM, som har ydet en meget væsentlig indsats med at levere de faglige beskrivelser, som forslagene hviler på.

Rapporten giver et bud på, hvordan vores honorarsystem kan se ud med langt færre ydelseskoder og typer af honorarer, og hvordan det kan bygges op, så det i højere grad støtter op om vores samarbejde med sygehuse og kommuner og ikke mindst om vores indsatser for de patienter, som har de største behov.

Det er vigtigt for mig at understrege, at rådets rapport ikke er en aftale mellem Danske Regioner og PLO.

Der er mange brikker, som vi skal vende i PLO, inden vi har et samlet overblik over vores holdning til alle de enkeltstående forslag og kan komme til forhandlingsbordet. Men jeg vil gerne understrege, at jeg er enig i en række af de mål, som rådet har gjort til pejlemærker for deres forslag, herunder ønsket om en forenkling, stærkere incitamenter til at hjælpe de patienter, der har de største behov, bedre lægedækning og incitamenter til at styrke samarbejdet på tværs af sektorer i sundhedsvæsenet.

I de kommende måneder vil vi dykke dybere ned i rådets anbefalinger, og jeg og andre medlemmer af bestyrelsen vil bl.a. besøge alle fem regionale PLO-bestyrelser, så vi i fællesskab kan tage en grundig drøftelse af forslagene i Honorarstrukturrådets rapport i god tid forud for de kommende forhandlinger med RLTN om en ny aftale.

Her er rapport og resumé:

Rapport fra Honorarstrukturrådet (pdf)

Resumé (pdf)


Jørgen Skadborg,
formand for PLO,
jsk.plobest@dadl.dk

Anbefalinger til indhold på praksis’ hjemmeside

Ifølge Overenskomst om almen praksis skal praksis tilbyde elektronisk tidsbestilling, elektronisk receptfornyelse og e-konsultation. Det kan ske via praksis’ hjemmeside eller i Min Læge App, hvor der ved receptfornyelse viderestilles til Medicinkort-appen.

Overenskomsten indeholder ikke krav om, hvad der skal fremgå af praksis’ hjemmeside. Til gengæld fremgår det, at alle klinikker skal have en praksisdeklaration, som er offentlig tilgængelig på sundhed.dk, jf. §42.

Praksisdeklarationen skal indeholde en lang række informationer om blandt andet:

  • praksisnavn, konsultationsadresse, telefonnummer,
  • hjemmesideadresse,
  • åbningstider (kl. 8-16 på hverdage), herunder hvornår der afholdes aftenkonsultation (mindst 1 gang pr. uge efter kl. 16) og tidspunkt for telefonkonsultation med lægen (samlet mindst 1 time dagligt),
  • navn, køn og alder på læger, også ansatte speciallæger i almenmedicin,
  • adgangsforhold, 
  • ferie og fravær udover 3 på hinanden følgende dage. 

Da patienterne i dag typisk orienterer sig om fx åbningstider og praksis’ forskellige tilbud på klinikkens hjemmeside eller via appen Min Læge, er det vigtigt, at informationerne her er i overensstemmelse med informationerne i praksisdeklarationen.

Ved at besøge forskellige hjemmesider kan sekretariatet konstatere, at mange praksis med fordel kan opdatere deres hjemmeside, således at den er i overensstemmelse med praksisdeklarationen og overenskomstens krav om tilgængelighed mv.

Hjemmesiden kan selvfølgelig indeholde mange andre informationer til nytte for patienten samt fx reklamer for Min Læge App og Sundhedskort-appen.

Et eksempel på elementer på en informativ hjemmeside kan ses her. 

Eksemplet samt denne tekst sender PLO også til systemhusene, som ofte bistår klinikkerne med at lave hjemmeside.

For yderligere oplysninger:
PLO Medlemsservice
Telefon 3544 8490, plo@dadl.dk

Fra NemID til MitID: Både tekniske og organisatoriske opgaver, som kræver tid

NemID Medarbejdersignatur har fungeret godt i mange år. Men større krav til sikkerheden og et ændret trusselsbillede kræver en ny løsning, der giver virksomheder og myndigheder en endnu bedre sikkerhed ved login på private og offentlige it-løsninger. Derfor erstattes NemID Medarbejdersignatur nu af MitId Erhverv. 

PLO anbefaler klinikkerne at gå i gang med overgangen nu. Fra juni måned fortsætter NemID med begrænset drift og afvikles gradvist frem til 31. oktober 2023. Efter 30. juni vil der ikke være adgang til telefonsupport eller hjælp via mail. Derfor bør klinikkerne overgå til MitID inden 30. juni

Selve skiftet er en teknisk opgave, som klinikkens lægesystemhus kan hjælpe med. 

Overgangen kræver imidlertid også en række ”organisatoriske” forberedelser, som bør foretages i god tid og kræver dialog internt i klinikken. Fx skal det afgøres, om medarbejdere skal bruge deres private MitID eller andre muligheder. Det skal også afgøres, om der skal logges ind på MitID med private telefoner, som kan medføre udfordringer i hverdagen ved fx glemt eller mistet telefon, eller om der skal bruges arbejdstelefoner, som måske kræver indkøb og opsætning af nye telefoner/devices. Det er ikke utænkeligt, at der kan opstå flaskehalse og ventetid hos forhandlere.

Få overblik over både de organisatoriske og de tekniske opgaver i denne guide fra Kap-S

For yderligere oplysninger:
Chefkonsulent Martin Bagger Brandt
Telefon: 35 44 83 02, mbb.plo@dadl.dk

Referat fra sidste møde i repræsentantskabet

PLO holdt repræsentantskabsmøde 29. april 2023 i København.

Du finder mødematerialerne her på denne side, hvor du nu også kan læse referatet fra mødet bag medlemslogin. 

For yderligere oplysninger:
Kommunikationschef Jonas Heltberg
Telefon: 3544 8464, joh.plo@dadl.dk

PLO får ny videoportal i det virtuelle venteværelse

Siden efteråret har PLO arbejdet på at få sin egen videoportal – i form af en ny videoklient – indført i det virtuelle venteværelse. Det er nu lykkedes og medfører, at den visuelle oplevelse af videorummet, som læge og patient kobler sig op til, når der afholdes videokonsultationer, ændres en lille smule. 

Formålet med at få egen videoklient er at højne driftssikkerheden for PLO’s videoløsninger. Ændringen vil gøre det lettere at finde ud af, hvad der er galt, når der opstår fejl under opkobling mellem læge og patient.

Den nye klient findes allerede i video-sms-løsningen, og de videokonsultationer, der afholdes via Min Læge App og Kontakt Læge App, vil i løbet af de nærmeste uger også overgå til den nye klient. Vi har hidtil gjort brug af videoklienten Pexip.

Som læge vil du opleve et nyt, mere enkelt visuelt udseende inde i videorummet, når du afholder videokonsultationer. Antallet af knapper er indskrænket for at gøre brugeroplevelsen så simpel som mulig, men det er ikke noget, som påvirker funktionaliteten ift. det, I i klinikken er vant til.


Husk at du altid kan kontakte videosupporten, hvis du oplever problemer med at holde videokonsultationer i PLO’s videoløsninger
For yderligere oplysninger:
Konsulent Lærke Steenberg Smith
Telefon: 3544 8455, lss.plo@dadl.dk

Det gratis DGE-modul om hjerteinsufficiens er opdateret

SGLT2-inhibitorer har ændret retningslinjerne for behandling af hjertesvigt. Har du styr på, hvem der har gavn af behandlingen og hvornår den skal opstartes? 

DGE-modulet om hjerteinsufficiens er opdateret, så både læringspunkter og cases berører SGLT2-I-behandlingen. Hvis det er lang tid siden, din gruppe har gennemgået dette modul, kan I overveje at tage det igen. Gentagelser er grundlæggende for, at vi kan øve os og lære mere. Derfor kan det læringsmæssigt give god mening at tage modulet flere gange.

Bestil et modul: Send mail til Fonden for Almen Praksis på euf.plo@dadl.dk med oplysninger om:

  • Tema
  • Navn på facilitator
  • Deltagerliste (for- og efternavn)
  • Start- og slutdato

Alle vores gruppebaserede moduler er gratis! Læs om de forskellige emner.  

For at køre et gruppebaseret modul (DGE, KGE, SGE) skal en i gruppen/klinikken være uddannet facilitator. Vi udbyder en lang række gratis 4-timers facilitatorkurser over hele landet. Læs mere og tilmeld dig et facilitatorkursus nu.  

For yderligere oplysninger:
Fonden for Almen Praksis
Telefon: 3544 8498, Euf.plo@dadl.dk

6. oktober holder DSAM årsmøde i Kolding

"Diversiteten og kontinuiteten i almen praksis udgør patienternes sikkerhedsnet. Hvordan sikrer vi, at der ikke går hul?"

Sådan lyder temaet til DSAM’s årsmøde, som er åbnet for tilmelding.

Temaet udforskes af skarpe oplægsholdere, og du kan deltage i posterwalk, to runder parallelle sessioner, underholdning samt Ph.d. Cup.

FYAM’s årsmøde finder også sted, og om aftenen kan du tilmelde dig middag med musik og dans. 

I årsmødet deltager medicinstuderende, yngre almenmedicinere og praktiserende læger fra hele landet samt enkelte relevante samarbejdspartnere, så der er alle muligheder for at danne relationer på kryds og tværs. 

Kom med og tag del i debatten om, hvordan vi sikrer vores sikkerhedsnet til landets patienter i primærsektoren. 

Årsmødet er tilskudsberettiget gennem Fonden for Almen Praksis, og uddannelseslæger kan bruge en returdag. Der er early bird-priser, hvis du tilmelder dig inden den 19. juni.

For yderligere oplysninger:
DSAM’s Sekretariat
Telefon: 7070 7431, dsam@dsam.dk

Vær med til at afdække erfaringer med ukrainske flygtninge 

De ukrainske flygtninges modtagelse og adgang til almen praksis undersøges nu af en gruppe forskere på Københavns Universitet.  Forskergruppen ledes af professor Marie Nørredam. 
Formålet er at undersøge praktiserende lægers erfaringer med modtagelsen af ukrainske flygtninge i almen praksis.

PLO opfordrer så mange som muligt til at svare på dette spørgeskema. 

Svartiden er på under 10 minutter

For yderligere oplysninger:
Kommunikationschef Jonas Heltberg,
Telefon: 3544 8664, joh.plo@dadl.dk

Kom med Lægeforeningen til Pride-parade i august

I august 2023 deltager Lægeforeningen i den årlige Copenhagen Pride Week, hvor du kan være med til at sende et klart signal om, at vi som læger er modstandere af enhver form for diskrimination i sundhedsvæsenet på grund af seksualitet og kønsidentitet.

Paraden gennem København finder sted den 19. august, hvor du kan deltage sammen med Lægeforeningen. Du kan køre med på paradevognen, hvis du er medlem. Her er der plads til ca. 40 deltagere. Hvis du har barnevogn, børn eller en partner med, der ikke er medlem, kan du gå med i paraden efter vognen. Her er der plads til 100 deltagere.

Meld dig til senest 31. maj i en mail til pride@dadl.dk - skriv antal deltagere, og om det er på vogn eller gående.

Derfor deltager Lægeforeningen i Pride:
Lægeforeningen som samlende paraplyorganisation for alle læger i Danmark ønsker gennem sin deltagelse i Copenhagen Pride at sætte fokus på LGBT+-sundhed på tværs af lægegrupper, så patienter og læger mødes med åbenhed og respekt i lægepraksis såvel som på sygehusene. Læs mere 

For yderligere oplysninger:
Lægeforeningen
Telefon: 3544 8500, dadl@dadl.dk