Din rolle som tillidsvalgt for stressramte kolleger
Som tillidsvalgt (TR, FTR eller AMIR) er det vigtigt at støtte kolleger, der oplever mistrivsel eller stress. Få et overblik her og se, hvordan du kan hjælpe yngre læger.
Som tillidsvalgt har du forskellige opgaver, alt efter medlemmets individuelle situation. Det kan være både før eventuel overbelastning, under en sygemelding og ved tilbagevenden til arbejde.
Du behøver ikke have alle svar – men din tilstedeværelse og handlekraft kan være afgørende. Kontakt din fællestillidsrepræsentant eller sekretariatet, hvis du har brug for sparring.
Husk også, at det er ledelsens ansvar at sikre et sundt arbejdsmiljø, og at der er overensstemmelse mellem krav og ressourcer i arbejdet.
Vær opsøgende og opmærksom hvis en kollega ændrer adfærd
Hvis du bemærker, at en kollega ændrer adfærd – fx virker fraværende, irritabel, trækker sig eller overpræsterer – så tag kontakt i en anerkendende og nysgerrig tone. Det kan føles grænseoverskridende, men langt de fleste sætter pris på at blive set og mødt.
Aftal evt. en uformel snak, hvor du får mulighed for at høre, hvordan det går. Hvis kollegaen afslår, så respekter det – og overvej, om en anden kollega med tættere relation kunne tage samtalen. Hvis et medlem er indkaldt til en sygefraværssamtale, er det vigtigt, at du tilbyder at deltage i samtale som bisidder.
Kontakt sekretariatet ved tjenstlige samtaler
I de tilfælde, hvor medlemmet er indkaldt til en tjenestelig samtale, skal du altid kontakte Yngre Lægers sekretariat.
Henvis til rette hjælp
Hvis et medlem er overbelastet eller i tvivl om de er overbelastede, kan du:
- Opfordre til at kontakte egen læge – særligt, hvis der er overbelastningsreaktioner.
- Tilbyde at bistå medlemmet i at kontakte den nærmeste ledelse for at høre om muligheder for støtte og/eller arbejdstilpasninger, der kan nedbringe belastningen.
- Gøre opmærksom på relevante tilbud.
Vær bevidst om din egen rolle
Du er ikke behandler, men støtter medlemmet og sørger for, at arbejdsgiveren agerer forsvarligt i forhold til at afhjælpe overbelastningen.
Kend rammerne – men du skal ikke kunne det hele
Du behøver ikke kunne al jura omkring sygefravær. Det vigtigste er, at du:
- Har kendskab til arbejdspladsens politikker og retningslinjer for sygdom og trivsel
- Stiller dig til rådighed som sparringspartner og bisidder
- Kender dine kollegers muligheder – både på arbejdspladsen og hos Yngre Læger
- Bruger Yngre Læge-møder til at afdække, om der er individuelle og/eller generelle udfordringer med et for højt belastningsniveau og stress
- Indleder en dialog med den nærmeste ledelse, hvis der er udfordringer med stress
- Er bevidst om §24, stk. 5, samt at arbejdsmiljøproblemer kan tages op i MED systemet.
Hvis du er i tvivl, er du altid velkommen til at kontakte Yngre Læger.
Mange stressramte har kognitive udfordringer og gavn af en bisidder, der hjælper med at huske og afkode, hvad der blev aftalt.
Din støtte betyder noget
Under en kollegas sygemelding kan du som tillidsvalgt:
- Holde kontakten med medlemmet (efter aftale)
- Tilbyde at være bindeled mellem medlemmet og arbejdspladsen
- Orientere om støttemuligheder fra Yngre Læger
Efter en sygemelding skal der i langt de fleste tilfælde laves en arbejdsjustering, så den sygemeldte ikke vender tilbage til den samme mængde opgaver og belastning.
Det er som udgangspunkt arbejdsgiverens ansvar at sikre, at det er forsvarligt for den sygemeldte, at starte arbejdet igen. Men det kan være en stor hjælp, hvis du også tilbyder at bistå den sygemeldte.
Ved en kollegas tilbagevenden til arbejdet kan du som tillidsvalgt:
- Tilbyde at være bisidder ved tilbagevendelsessamtaler
- Bistå den stressramte med at sikre, at der i tilbagevendelsesforløbet tages højde for opgaveindhold og -mængde, skånehensyn samt tempo og fleksibilitet
- Hjælpe med at synliggøre, at der er tale om en genoptrapning – ikke fuld belastning fra start
- Huske ledelsen på, at melde klart ud om genoptrapningen, hvilke opgaver den sygemeldte kommer til at varetage, og hvordan forløbet bliver.
Læs mere om tilbagevenden til arbejde her:
Mulighedserklæring
En mulighedserklæring kan være et godt redskab i forhold til at klarlægge, hvilke skånehensyn, der er behov for.
Der findes forskellige skemaer, der kan bruges ved tilbagevenden til arbejde. Hvis arbejdspladsen ikke har et skema, kan du finde et eksempel på et skema her og vejledningen til skemaet her. Du kan med fordel printe eller sende materialet til kollegaen eller ledelsen – det hjælper alle med at få et fælles sprog og blik for processen.
Eksempel på tilbagevendelsesplan:
Københavns Kommune: Trin-for-trin tilbage (PDF)
Københavns Kommune: Vejledning til Trin-for-trin tilbage (PDF)