Den gode vejledersamtale mellem KBU-læge og vejleder
Som KBU-læge skal du have mindst tre vejledersamtaler: introsamtale, justeringssamtale og slutevalueringssamtale. Her får du gode råd om, hvordan du kan forberede dig og tips til selve samtalen. Rådene kan også bruges, hvis du er ansat i en intro-stilling.
Din vejleder skal indkalde dig til en introsamtale, når du er startet i din kliniske basisstilling (KBU) inden for de første 14 dage af ansættelsen.
Samtalen skal foregå i rolige omgivelser, f.eks. på vejlederens kontor eller i et booket lokale.
Introsamtale
Som led i din forberedelse bør du:
- Sende din vejleder emner til dagsorden, hvis du har særlige ønsker hertil.
- Orientere dig i Sundhedsstyrelsens målbeskrivelse og afdelingens/praksis' uddannelsesprogram, som er en konkretisering af de nationale målbeskrivelser.
- Forberede CV eller udfylde “Baggrund” i uddannelsesplanen, som er din personlige konkretisering af uddannelsesprogrammet.
En typisk introsamtale vil indeholde følgende punkter:
- Din baggrund, kompetencer, personlige egenskaber og ønsker til forløbet.
- Intro til afdelingen som uddannelsessted.
- Afklaring af afdelingens/praksis’ kompetencevurderingsmetoder.
- Evt. trivsel - hvordan går det med at arbejde på afdelingen?
- Evt. karrierevejledning - afhængig af karriereønsker, kan der være muligheder på afdelingen for at lave karrierefremmende arbejde.
- Udfyldelse af uddannelsesplan med udgangspunkt i uddannelsesprogrammet.
Sørg for at afklare gensidige forventninger mellem dig og din vejleder, herunder:
- Hvordan og hvor ofte du skal mødes med din vejleder.
- Hvilke(n) kompetence(r) du skal fokusere på frem til næste vejledermøde.
- Hvad der skal til for at få en kompetence godkendt.
Aftal næste møde
Afslut med at aftale dato for næste vejledersamtale.
Justeringssamtale
Din forberedelse:
Send din vejleder emner til dagsorden, hvis du har særlige ønsker hertil.
En typisk justeringssamtale vil indeholde følgende punkter:
- Status på indbyrdes samarbejde.
- Trivsel - hvordan går det med at arbejde på afdelingen?
- Feedback fra vejleder.
- Justering af uddannelsesplanen.
- Godkendelse af de kompetencer, der er klar til at blive godkendt.
- Aftale hvilke(n) kompetence(r) du skal fokusere på frem til næste vejledermøde.
- Evt. karrierevejledning - brug evt. refleksions- og dialogværktøjet. Karriereværket.
Aftale næste møde
Afslut med at sætte mål og aftale dato for næste vejledersamtale.
Slutevalueringssamtale
Din forberedelse:
Send din vejleder emner til dagsorden, hvis du har særlige ønsker hertil.
En typisk slutevalueringssamtale vil indeholde følgende punkter:
- Evaluering af dit ophold og det indbyrdes samarbejde.
- Status af dine faglige, organisatoriske og personlige mål.
- Karrierevejledning - brug evt. Karriereværket
- Sidste godkendelse af kompetencer og vejledermøder af vejleder samt attestation for tid af UAO.
UAO: Uddannelsesansvarlig overlæge.
Andre emner, du kan tage op ved vejledersamtaler
Brug vejledersamtalerne til at drøfte de emner og spørgsmål, der er relevante for dig. Du kan for eksempel tale med din vejleder om:
Fokuserede ophold
På de fleste afdelinger har du som KBU-læge mulighed for at komme på et eller flere fokuserede ophold. Her følger du arbejdet på en anden afdeling i en eller flere dage og får indblik i deres arbejdsgange og patientforløb.
Tal med din vejleder om muligheden tidligt i ansættelsen. Det kan tage tid at planlægge opholdet, da det skal koordineres mellem din egen uddannelsesansvarlige overlæge (UAO) og UAO'en på den afdeling, du ønsker at besøge.
Forskning
Er du interesseret i forskning, kan du tale med din vejleder om, hvilke muligheder der findes på afdelingen, og hvordan du kan komme i gang.
Undervisning
Er du i tvivl om, hvilket emne du skal undervise i under din ansættelse, kan din vejleder hjælpe dig med idéer og sparring.