Generelt om attester

Ved en attest eller lægeerklæring forstår man enhver skriftlig udtalelse om en persons sundhedstilstand eller dødsårsag, man som læge laver, som er bestemt til at finde anvendelse i privat eller offentligretlige retsforhold. Juridisk er der ingen forskel på, om man kalder dokumentet for en lægeattest eller for en lægeerklæring.

Lægers attester kan have betydelige retsvirkninger og økonomiske konsekvenser. De anvendes f.eks. på social- og sundhedsområdet, når en kommune skal tage stilling til, om en patient er berettiget til helbredsbetingede ydelser, i forsikringssager og på arbejdsmarkedsområdet. Der er derfor stærke samfundsinteresser involveret, når en læge skal lave en attest.

Rammerne for afgivelse af en lægeattest er derfor også nærmere reguleret i sundhedslovgivningen, bl.a. findes der regler om kravene til attesters indhold, form og afleveringsfrister.

Epikriser, lægebreve og udskrivningsbreve er ikke attester. Disse dokumenter har i stedet til formål at sikre god dokumentation og kommunikation om konkrete behandlingsforløb.

Som læge må man i et vist omfang benytte medhjælp, når der laves en attest. Men det skal altid være en autoriseret læge, der underskriver attesten og som er ansvarlig for indholdet.

Autorisationslovens § 20, stk. 1 pålægger en læge at udvise omhu og uhildethed i forbindelse med udstedelse af attester. Det vil sige, at du som læge skal være objektiv, når du laver attesten.

Sundhedsstyrelsens bekendtgørelse nr. 908 fra den 18. august 2011 om afgivelse af erklæringer angiver rammerne for lægers pligter i forbindelse med udstedelse af attester.

Man må alene afgive erklæring om sygdomme eller forhold, som man har fornødent fagligt kendskab til.

Hvis man giver urigtige oplysninger i en attest, kan man i yderste konsekvens risikere straf. Dette er nærmere reguleret i straffelovens §§ 162, 163, og 175, stk. 1.

Man må alene afgive erklæring om sygdomme eller forhold, som man har fornødent fagligt kendskab til.

Ved anvendelse af lovbestemte blanketter og standardiserede attest-blanketter, der er aftalt mellem involverede parter, er det tilstrækkeligt, at en erklæring indeholder de i blanketten forlangte oplysninger.

I alle andre situationer skal en erklæring indeholde flg. oplysninger:

• Patientens navn, personnummer og adresse.
• Sundhedspersonens navn, autorisationsID, virksomhedsadresse og uddannelse (herunder eventuelle speciallægetitel).
• Hvilke oplysninger i erklæringen der beror på sundhedspersonens egen undersøgelse af patienten, og hvilke der stammer fra patienten selv, tredjemand eller patientjournaler m.v.
• Hvorvidt patienten sædvanligvis benytter den sundhedsperson, der har udfærdiget erklæringen.
• Sundhedspersonen skal anføre sin vurdering af patienten og medtage de forhold i erklæringen, som sundhedspersonen finder relevant for at kunne opfylde formålet med erklæring.
• Erklæringen skal være dateret og forsynet med sundhedspersonens underskrift eller på anden måde entydigt kunne henføres til sundhedspersonen.
• I erklæringer, der udstedes til brug for personer, myndigheder eller institutioner, der ikke kan forudsættes at være i besiddelse af sundhedsfaglig viden, skal der så vidt muligt benyttes danske eller almindeligt accepterede betegnelser for sygdomme og anatomiske forhold mm.

En erklæring kan udstedes på papir, elektronisk eller andet læsbart medie. Hvis der foreligger en lovbestemt blanket, skal denne benyttes.

En læge skal efter at have undersøgt den pågældende patient udfærdige erklæringen uden unødigt ophold.

Hvis en erklæring udfærdiges på baggrund af oplysninger, som sundhedspersonen allerede er i besiddelse af ved modtagelsen af anmodningen om at afgive en erklæring, skal erklæringen udfærdiges inden for rimelig tid, efter at anmodningen er modtaget.

Hvis det er en offentlig myndighed, som anmoder om en erklæring vedrørende en af lægens patienter til brug for myndighedens vurdering af, om og i givet fald i hvilket omfang, den pågældende er berettiget til pension eller anden offentlig hjælp, skal sundhedspersonens erklæring sendes til den offentlige myndighed hurtigst muligt og senest 8 uger efter, at sundhedspersonen har modtaget anmodningen.

Erklæringer til offentlig brug skal underskrives af en autoriseret læge. En autoriseret læge må således ikke delegere udfærdigelse af lægeerklæringer til offentligt brug til en medhjælp.

Lægen kan dog godt delegere til en anden at udføre de undersøgelser mv., der ligger til grund for erklæringen. En læge må gerne lade for eksempel en kliniksygeplejerske lave de undersøgelser, som ligger til grund for attesten. Dette vil dog skulle fremgå af erklæringen i det omfang, det er relevant.

Lægen kan også benytte teknisk bistand fra en sekretær til selve skrivningen af erklæringen.