Gå til indhold

Typer af tilknytning til industrien

Der findes en række forskellige former for tilknytning til lægemiddel- og medikovirksomheder samt specialforretninger, som du enten skal anmelde til Lægemiddelstyrelsen eller have tilladelse til fra Lægemiddelstyrelsen.

Ikke alle lægemiddel- og medikovirksomheder og specialforretninger er omfattet af reglerne. Du finder en liste over de omfattede virksomheder på Lægemiddelstyrelsens hjemmeside.

Forskning og undervisning

Du skal anmelde til Lægemiddelstyrelsen, hvis du har tilknytning i form af forskning eller undervisning. Det gælder eksempelvis, hvis du deltager i kliniske forsøg, ikke-interventionsforsøg eller klinisk afprøvning, samt hvis du holder foredrag og lignende om forskningsresultater eller behandlingsformer.

Aktier og værdipapirer

Du skal anmelde det til Lægemiddelstyrelsen, hvis du har aktier, anparter, obligationer, værdipapirer eller lignende i en lægemiddel- eller medikovirksomhed til en værdi af højst 200.000 kr. på erhvervelsestidspunktet.

Du skal søge om tilladelse fra Lægemiddelstyrelsen, hvis du har aktier, anparter, obligationer, værdipapirer eller lignende i en lægemiddel- eller medikovirksomhed til en værdi over 200.000 kr. på erhvervelsestidspunktet.

Det er ikke tilladt for speciallæger i øre-, næse- og halssygdomme, der arbejder eller bistår med høreapparatbehandling til patienter, at erhverve ejerskab i virksomheder med detailsalg af høreapparater, medmindre ejerskabet er erhvervet inden den 1. juli 2019.

Tillidsposter

Du skal søge om tilladelse, hvis du eksempelvis har en bestyrelsespost eller lignende i en lægemiddel- eller medikovirksomhed. Du skal også søge tilladelse i de tilfælde, hvor du ikke modtager et honorar for tillidsposten.

Rådgivning i øvrigt

Du skal søge Lægemiddelstyrelsen om tilladelse, hvis du udfører forskellige former for rådgivning som eksempelvis konsulentbistand, deltagelse i advisory boards eller redaktionelt arbejde som f.eks. artikelskrivning, blogs, brevkassebesvarelse eller lignende.

Økonomisk støtte til faglige aktiviteter i udlandet

Du skal anmelde det til Lægemiddelstyrelsen, hvis du modtager økonomisk støtte fra en lægemiddel- eller medikovirksomhed til at deltage i et fagrelevant arrangement i udlandet, såsom en kongres, konference, et symposium eller lignende. Det samme gælder internationale fagrelevante kongresser og konferencer i Danmark. Du skal først anmelde det til Lægemiddelstyrelsen, når du får betalt din aktivitet.

Tilknytning til en specialforretning med medicinsk udstyr

Ved tilknytning til en specialforretning med medicinsk udstyr, gælder der de samme regler for anmeldelse og ansøgning, som ved tilknytning til lægemiddel- og medikovirksomheder.

Det er dog ikke tilladt for speciallæger i øre-, næse- og halssygdomme, der arbejder eller bistår med høreapparatbehandling til patienter, at erhverve ejerskab i virksomheder med detailsalg af høreapparater, medmindre ejerskabet er erhvervet inden den 1. juli 2019.

Ændringer i gældende tilknytninger

Du skal huske at opdatere de indberettede oplysninger, hvis der sker ændringer i forhold til det, du tidligere har indberettet. Det kan f.eks. være, at tilknytningen ændrer form eller indhold, hvis det faktiske udbetalte beløb afviger fra det tidligere aftalte beløb eller hvis en hvis en aktivitet ændrer omfang eller indhold eller er blevet aflyst.