Gå til indhold

Tvang tryller ikke lægemanglen væk

Mangler der praktiserende læger, der hvor du bor? Hvis ja, så er du ikke alene. Desværre. En ny opgørelse fra de Praktiserende Lægers Organisation viser, at i 2023 vil antallet af danskere uden en fast læge vokse til omkring 300.000.

Debatindlæg af Andreas Rudkjøbing, formand for Lægeforeningen
Bragt i Lolland-Falsters Folketidende 24. februar 2020

I dag står næsten 140.000 borgere uden fast læge. De tal kalder på, at der findes langsigtede løsninger, som reelt løser udfordringerne omkring lægemanglen.

Sundhedsminister Magnus Heunicke har været ude at gentage Socialdemokratiets forslag om at indføre tjenestepligt for helt " grønne" læger. Jeg mener, det er den forkerte vej at gå. Tvang, som tjenestepligt jo egentlig er, løser ikke problemet.

Jeg kan ikke se, hvad det skulle kunne løse at stavnsbinde helt unge læger seks måneder et sted, som de måske ikke ønsker at være. Og mener ministeren, at borgerne i de lægedækningstruede områder skal " nøjes" med læger, der lige har forladt medicinstudiet, når det er speciallæger i almen medicin, der er brug for? Tilbage står, at tjenestepligt ikke vil påvirke antallet af praktiserende læger, som går på pension, og tjenestepligt vil heller ikke mindske antallet af patienter, som i dag står uden adgang til almen praksis mærkbart. Faktisk vil det forsinke uddannelsen af de praktiserende læger, der er så stor mangel på, med yderligere et halvt år per læge.

Derfor ser Lægeforeningen langt hellere, at der uddannes flere praktiserende læger, og at man gør det mere attraktivt at blive praktiserende læge i lægedækningstruede områder.

Vi har forskellige forslag til at afhjælpe lægemanglen, som vi anslår i løbet af et par år vil kunne skaffe, hvad der svarer til mellem 400 til 600 ekstra lægeårsværk til almen praksis.

Det vil kunne gøre en kæmpestor forskel for patienterne. Vi mener blandt andet, at man skal gøre mere for at fastholde ældre praktiserende læger i lægedækningstruede områder, uddanne langt flere speciallæger og være bedre til at tiltrække almenmedicinere fra sygehuse til almen praksis.

For tvang tryller ikke lægemanglen væk på magisk vis. Så sæt fut på kedlerne og uddan flere speciallæger og gør det mere attraktivt at være praktiserende læge i lægedækningstruede områder. Det vil for alvor rykke lægedækningen i den rigtige retning.