Gå til indhold

Vi skal have tårnhøje ambitioner for psykiatrien

Vi havde aldrig tilladt, at sygehusene f.eks. afslutter en kræftpatients strålebehandling før tid, fordi den næste patient skal ind ad døren. Det er desværre virkeligheden for mange psykiatriske patienter i dag, og det kan vi ikke være bekendt.

Af Camilla Noelle Rathcke, formand for Lægeforeningen
Bragt i Dagens Medicin den 20. august 2020

Hvornår kommer der en langsigtet plan for psykiatrien? Det spørgsmål har vi i Lægeforeningen og andre organisationer spurgt sundhedsministeren om igennem det seneste år.

I denne uge kom hele 44 organisationer, som kender psykiatrien – herunder Lægeforeningen – med et historisk og stærkt fælles udspil om fremtidens psykiatri kaldet PsykiatriLøftet. Her kommer vi i samlet flok med otte vigtige anbefalinger til en nødvendig styrkelse af psykiatrien.

Lige så ambitiøse som med kræftbehandling

Det længeventede arbejde med den kommende 10-års plan for psykiatrien er netop sat i gang, og min opfordringen til ministeren er meget klar: Vi skal være lige så ambitiøse med at hæve kvaliteten af behandlingen i psykiatrien, som vi har været med kræftplanerne, når vi skal beskrive løsningerne.

Siden den første kræftplan så dagens lys i 2000 har i alt fire storstilede kræftplaner bidraget til en markant forbedring af behandlingskvaliteten på kræftområdet. Vi havde aldrig – med fed streg under aldrig – tilladt, at sygehusene for eksempel afslutter en kræftpatients strålebehandling før tid, fordi den næste patient skal ind ad døren. Men det er desværre virkeligheden for mange psykiatriske patienter i dag.

Vi kan ikke være det bekendt

Vi skal sikre en psykiatri på niveau med resten af sundhedsvæsenet, og ambitionerne for kvaliteten i fremtidens psykiatri bør være tårnhøje. Vi kan ikke være andet bekendt. For vi er stadig meget langt fra at kunne konstatere, at psykiatrien er ligestillet med resten af sundhedsvæsenet, og det skylder vi patienterne at rette op på.

Der er meget at tage fat på i psykiatrien. Først og fremmest må og skal vi gøre mere for de sværest  syge. Det kan være mennesker, som har brug for at være indlagt, men som ikke kan få en sengeplads, eller som pga. mangel på samme desværre udskrives for hurtigt igen.

Det kan også være patienter som for eksempel både lider af skizofreni eller anden svær psykisk sygdom og slås med et misbrug. De skal tilbydes behandling ét sted, som er højt specialiseret til at behandle personer med ’dobbeltdiagnoser’, og derfor bør misbrugsbehandlingen også samles i regionerne. Også for at sikre et samlet højt fagligt niveau.

Kludetæppe af bevillinger

Psykiatrien har lidt under et økonomisk efterslæb i mange år, og finansieringen af psykiatrien har været et kludetæppe af drypvise bevillinger. Men nu er det tid til at skabe en stabil og solid økonomisk ramme om hele psykiatrien, så vi kan give patienterne den nødvendige behandling og investere i forskning og kvalitetsudvikling til gavn for patienterne.

Jeg må sige, at vi og mange andre organisationer er mere end klar til at mødes om denne vigtige del af sundhedsvæsenet, som desværre har været forsømt i årtier. Det skal der laves om på nu.