Mere patientnær forskning: Kommercielle interesser kan ikke stå alene

Langt den største del af sundhedsrelateret forskning i Danmark udføres i danske virksomheder for private penge. En væsentlig del af de offentlige institutioners forskning finansieres ved at private fonde søges af forskere fra det offentlige. Det er godt, at vi har stærke virksomheder og fonde i landet, der er parate til at investere så markant i forskning og udvikling på sundhedsområdet - også indenfor den offentlige forskning. Det er til gavn for patienterne, når der gøres nye landvindinger indenfor sundhedsforskningen.

Men vi skal også gøre os klart, at den privatfinansierede forskning, som virksomheder og fonde gør mulig, ikke kan stå alene. Helt naturligt har de indflydelse på, hvad der forskes i. Det kan være forskning lige netop indenfor de områder, hvor de har deres spidskompetence. De har selvfølgelig også kommercielle interesser, som er afgørende for, hvilke forskningsområder, der er værd at understøtte.

Så selvom det er positivt, at private midler bidrager til sundhedsforskningen, kan det skabe nogle blinde pletter, hvis der ikke samtidig investeres bredt for offentlige midler. Det skaber en ubalance i dansk sundhedsforskning, når der er sygdomme og patientgrupper, som ikke oplever, at der udvikles og afprøves behandlinger til dem, fordi der ikke er kommercielle kilder til at finansiere den offentlige forskning.

Derfor er forskningen i Danmark nødt til at gå på to ben. Som samfund må vi opprioritere den forskning, som ikke nødvendigvis har kommerciel interesse, men som kan udvikle, forbedre eller luge ud i eksisterende behandlinger til gavn for en lang række patienter.

For der findes grupper af patienter, hvis sygdomme er sjældne eller så komplicerede, at forskning i ny behandling og bedre medicin til dem ikke har kommerciel interesse. Men der er også brug for at teste nogle af de eksisterende behandlinger, som allerede er taget i brug. Ofte vil resultaterne ikke føre til opfindelser af nye teknologier eller ny medicin, som der kan tjenes penge på. Alligevel kan det være afgørende for f.eks. at finde ud af, om en bestemt type medicin fortsat har en virkning, eller om den måske fungerer lige så godt, hvis man giver den i en mindre dosis.

Derfor er der brug for offentlige midler til den forskning, der ikke er drevet af kommercielle interesser. Dette er helt afgørende for, at vi kan udvikle de behandlinger, der ikke nødvendigvis er penge i for private virksomheder, men som helt konkret vil hjælpe patienter uanset.

Set i det lys er det derfor også problematisk, at man de seneste år har kunnet se, hvordan der fra politiske side lægges øget vægt på, at offentligt finansiererede forskningsprojekter skal udvælges efter, om de har kommerciel interesse. F.eks. bruges Innovationsfonden i stigende grad som finansieringskanal. Det betyder, at offentlige midler målrettet til klinisk forskning udmøntes via en fond, der lægger vægt på, at kommercielle parter ser forskningsprojekterne som interessante. Ligeledes virker det pudsigt, at man vælger at lægge midler til klinisk forskning som en del af life-science-strategien ind under Erhvervsministeriet.

Selvsagt burde det være lige omvendt. Offentlige midler skal støtte den forskning, som der netop ikke er kommerciel interesse i. Ikke for at modarbejde industrien, men tværtimod i forståelse og gensidig respekt for den arbejdsdeling, som er mellem private og offentlige finansieringskilder.

Lige nu mangler politikerne forståelse for, at offentlige forskningsinvesteringer i sundhed har en afgørende rolle i at understøtte den forskning, vi har brug for, men som private aktører ikke finansierer. Her har forskningen lige præcis en blind plet, der skal kastes lys på. Som samfund skal vi sætte flere midler af til den sundhedsforskning, der ikke har kommerciel interesse, men som retter sig direkte mod patienternes behov. Det gælder både i finanslove og i regionernes budgetter, hvor netop udviklingen af patientbehandlingerne bør prioriteres højt.