Gå til indhold

Nej, lægevidenskaben er ikke ”bullshit”

Forleden havde programmet ”Aftenshowet” på Danmarks Radio et længere indslag om alternativ behandling. Her fortalte Sarah Grünewald (SG), kendt fra Vild med Dans, blandt andet om, hvordan hun angiveligt havde behandlet coronavirus med en form for alternativ behandling, der sugede virus ud af kroppen.

Debatindlæg af Camilla Noelle Rathcke, formand for Lægeforeningen
Bragt i Berlingske den 10. maj 2021

Aftenshowet havde inviteret undertegnede til at være med i et kort og på forhånd båndet klip i samme indslag. Det stillede jeg selvfølgelig op til og fortalte i generelle vendinger, at jeg naturligvis forstår, at man som menneske ramt af en sygdom er søgende for at finde noget, der hjælper én. Jeg fortalte også, at læger ikke kan anbefale alternativ behandling - for vi skal passe på patienterne og kan selvfølgelig kun anbefale veldokumenteret behandling. Da der ikke er dokumentation for, at alternativ behandling virker – deraf betegnelsen ”alternativ” – er det naturligvis ikke noget, vi kan anbefale personer, der har brug for behandling.

Det faldt ikke i god jord hos SG, der i Aftenshowet afviste pointerne om lægevidenskaben og inddragelse af patienterne med ordene ”det er bullshit” – et udsagn, der desværre ikke blev skabt dialog om.

Programmet kastede derfor ikke meget mere lys på den grundlæggende forskel på henholdsvis lægevidenskab og alternativ behandling. Den forudsætningsløse seer kunne få det indtryk, at de to er lige gyldige, og at man blot vælger mellem to lige gode behandlingsformer. Men det er netop ikke tilfældet. Dette havde jeg gerne forklaret nærmere i direkte dialog i studiet, men sådan var indslaget ikke skruet sammen. På bagkant kan man ærgre sig over, at et program, som tager et så alvorligt emne op under en epidemi, ikke lykkedes bedre med at oplyse seerne.

Der skal ikke gøres mere ud af ordvekslingen fra Aftenshowet her. I stedet skal vi arbejde videre med at oplyse om, hvad alternativ behandling er og kan - og hvad det ikke kan. Lægeforeningen har flere gange foreslået – med Danske Patienter og Kræftens Bekæmpelse – at der skal oprettes et statsligt vidensråd om alternativ behandling.

Mange danskere forsøger at lindre konsekvenserne af kronisk eller alvorlig sygdom med alternative behandlingsformer, men det er fuldstændigt uoverskueligt for dem at finde ud af, hvad der virker og ikke virker. Et vidensråd om alternativ behandling vil være en stor hjælp, fordi det netop kan løse oplysningsopgaven på et videnskabeligt grundlag. Samtidig vil det kunne sikre, at både patienter, læger og andre kan få én samlet indgang til viden baseret på den seneste forskning. I Norge har man etableret et sådant vidensråd, NAFKAM. Vi bør gå samme vej.

Med dokumentation fra vidensrådet vil borgerne nemmere kunne skelne mellem, hvad der er ”bullshit”, og hvad der ikke er. Udbredelse af viden om henholdsvis alternativ behandling og lægevidenskaben vil til syvende og sidst øge patienternes sikkerhed. Måske en dag via et indslag i Aftenshowet.