Gå til indhold

Brug for ny garanti

Debatindlæg af Camilla Noelle Rathcke, formand for Lægeforeningen
Bragt i Nordjyske den 2. november 2022

Den nuværende behandlingsgaranti er urealistisk at leve op til for landets hospitaler, fordi mangel på personale og lange ventelister reelt ikke efterlader hospitalerne mulighed for at overholde den. Det er blevet til en garanti for nogle, men reelt kun skrift på papir for andre. Det er nemlig ikke alle patienter, der kan gøre brug af tilbuddene i det private sundhedsvæsen. Derfor er der akut brug for en behandlingsgaranti version 2.0.

Aktuelt medfører overskridelse af den nuværende behandlingsgaranti på 30 dage i det offentlige, at de mindst syge og de patienter med mindre komplicerede tilstande bliver tilbudt behandling på privathospitaler, mens de komplicerede patienter er overladt til at vente længe.

Det går ud over de patienter, der har behov for specialiserede behandlinger. Men det går eksempelvis også udover patienter med hjerte- eller lungesygdom, der på trods af tilbud i privat regi om fx operation af ryggen eller skift af hofte eller knæ, er for kronisk syge til, at privathospitalerne kan tilbyde dem behandling.

Igen advarer kirurger i samlet flok nu indtrængende om, at denne gruppe af patienter, som henvender sig med en sygdom, der kræver én type indgreb, i ventetiden udvikler komplicerede akutte tilstande, der kræver mere omfattende kirurgi med høj risiko for komplikationer efterfølgende.

Det ville ikke være sket, hvis læger kunne prioritere de sygeste patienter først. Men dette sætter den nuværende behandlingsgaranti en stopper for. Den dikterer, at det er først til mølle for patienterne, også selv om nogle med mindre alvorlige sygdomme sagtens ville kunne vente mere end 30 dage.

Lægeforeningen ønsker ikke behandlingsgarantien fjernet, men vi har længe ønsket den mere fleksibel. Mangel på arbejdskraft og lange ventelister har gjort dette endnu mere aktuelt end før, men vi står også med mange år foran os, hvor vi har en aldrende befolkning og samlet et stigende behov for behandling, mens arbejdsstyrken pga. de små generationer ikke tilsvarende følger med.  Det er på tide at se realistisk på, hvordan behandlingsgarantien skal justeres, så den bedre stemmer overens med det, sundhedsvæsenet kan og skal kunne, og så den reelt bliver en garanti, alle patienter kan bruge.

Det nye Folketing er nødt til at se på behandlingsgarantien som ét af de instrumenter, der skal justeres på, for at løse krisen i sundhedsvæsnet. Fordi den aktuelle krise ikke kan løses med et snuptag. Vi har brug for en behandlingsgaranti 2.0.