Fremtiden kalder på faglig prioritering: Vi skal bruge de begrænsede ressourcer klogt
Debatindlæg af Camilla Noelle Rathcke, formand for Lægeforeningen
Bragt på Altinget den 24. maj 2022
Hvad skal sundhedsvæsenet gøre mindre af – eller slet ikke gøre – i fremtiden? En del af svarene finder man i overskrifterne på nogle af de indlæg, som hidtil er blevet bragt i temadebatten. Politikerne kan ikke blive ved med at love borgerne mere af det hele, som Christina Krzyrosiak Hansen, KL, eksempelvis skriver. På samme måde kan hverken befolkning, politikere eller embedsmænd udpege hvilke konkrete sundhedsydelser, vi ikke skal lave, som Hans Okkels Birk, skriver. Prioriteringen skal nemlig bero på et fagligt grundlag, som Michael Dall skriver.
Begrænsede ressourcer kalder på prioritering
Fremtiden – og nutiden for den sags skyld - kalder på politisk og faglig prioritering. Det er en nødvendighed, fordi sundhedsvæsenet ikke har råd til alt, ligesom vi i disse år er ramt af udbredt mangel på sundhedspersoner på tværs af faggrupper. Aktuelt er det sundhedsvæsenets største problem. Det vilkår, at ressourcerne (midler, hoveder og hænder mm.) er for få i forhold til opgaverne og forventningerne understreger, at der er brug for en forventningsafstemning mellem regeringen og Folketinget på den ene side og så befolkningen på den anden side. Det skal stå klart for alle, at der må prioriteres. For de ressourcer, sundhedsvæsenet har og får til rådighed, skal bruges klogt.
Derfor bør det være sådan, at læger og andre sundhedsprofessionelle får det nødvendige råderum af politikerne til at foretage faglige prioriteringer. Det gælder blandt andet i forhold til behandlingsgarantien. For mens det giver god mening med en udredningsgaranti indenfor 30 dage, så den enkelte får hurtig vished om, hvad de fejler, giver det ikke mening at have en fastlåst behandlingsgaranti på samme tidsrum. For ikke alt er lige alvorligt eller kræver samme tempo på behandlingen, og udredningen giver jo netop et fagligt grundlag for en lægelig prioritering af, hvilke patienter som skal behandles først. Og dermed også hvem der bedre kan vente – ikke lang tid, men lidt længere. Derfor har Lægeforeningen foreslået en differentieret behandlingsgaranti for ikke-akut sygdom indenfor 30 til 60 dage, som kan understøtte læger og sundhedsvæsenet i at prioritere de patienter, som har størst behov for behandling først. Sundhedsvæsenet bør baseres på et sådant fagligt fundament. Derfor bør rettigheder og garantier også fastsættes med omtanke af politikere, så de ikke eroderer en fagligt klog prioritering af ressourcerne.
Differentiering er klog prioritering
Men prioriteringen skal ikke stoppe her. Det er nødvendigt med en faglig prioritering i og af de sundhedstilbud, den enkelte patient skal have. For de patienter, der kan meget selv, vil mere hjemmemonitorering, færre ambulante kontroller og andet være det rette. Dermed kan vi bruge ressourcerne på de patienter med større behov. Differentiering er klog prioritering. Men det forudsætter naturligvis en forventningsafstemning med den enkelte patient i forhold til, hvor meget eller hvor lidt de selv kan. Eksempelvis ved at bruge teknologiske og digitale løsninger. Herudover skal det også stå klart, hvad målet med behandlingen er for både patient og læge.
Det gælder også i forhold til meget ældre eller svagelige mennesker, eller patienter, hvor behandlingsmulighederne er ved at være udtømte eller udsigtsløse. Vi skal være meget bevidste om, hvordan vi tager hånd om dem, når vi møder dem først som sidst i sundhedsvæsenet. Alle patienter skal være trygge i lægers hænder, men tryghed skabes ikke nødvendigvis med mere eller længerevarende behandling, og det kan undertiden være et større overgreb at igangsætte eller fortsætte behandling end at undlade eller stoppe den. Den dialog med den enkelte patient og dennes pårørende er vores ansvar som læger, og vi skal blive endnu bedre til at tage de nødvendige samtaler, men også opleve, at de politiske rammer understøtter dem.
Digitalisering skal give flere ”hænder”
Noget, vi også skal være meget bevidste om, er de øgede muligheder, digitaliseringen giver os. Pladsen tillader ikke at gå i dybden med emnet her, men helt overordnet skal vi bruge de nye teknologier i sundhedsvæsenet – og det skal vi gøre klogt.
Vi skal både bruge digitalisering til at finde og løse opgaver, som hænder ikke nødvendigvis behøver at løse. Samtidig skal digitale muligheder bistå diagnostikken i videre omfang og understøtte patienter og læger i sygdomskontrol hos den enkelte. Der er et stort potentiale i mere digitalisering og teknologiske løsninger. Kunstig intelligens kan høste afgørende data, så vi hurtigere kan forbedre behandlinger og rydde ud i eksisterende behandlinger, som tiden er løbet fra. Fra Lægeforeningens side deltager vi derfor gerne konstruktivt i det videre arbejde med regeringens nye digitaliseringsstrategi. Digitalisering er en præmis for den fremtidige udvikling af sundhedsvæsenet, men også med en opmærksomhed på patienternes digitale kompetencer, så vi sikrer de rette tilbud til den enkelte.
Dette bidrag til debatten er ikke udtømmende, for både nutiden og fremtiden kalder på konstant prioritering. Som samfund og som sundhedsvæsen skal vi så at sige prioritere prioritering – og dermed bruge de begrænsede ressourcer klogt.