Gå til indhold

Regionens ulighed i sundhed er en landspolitisk udfordring

Debatindlæg af Johan Ludwig Reventlow, formand for Lægeforeningen Sjælland
Bragt i Sjællandske den 13. oktober 2022

Valgtrommerne buldrer, og vælgerne har klart givet udtryk for, at sundhedsvæsenet er det vigtigste tema for dem i valgkampen.

Når vi står på den anden side af valgkampen, så er det en bunden opgave for et nyt folketing at forholde sig til, hvordan det sikres, at de mest syge borgere i Danmark ikke også får de dårligste sundhedstilbud.

Fordi sådan forholder det sig desværre i dag, hvor der i Region Sjælland i mange år som eksempel har været væsentligt færre speciallæger i forhold til indbyggertallet sammenlignet med de andre regioner. En stor del af den sociale ulighed i sundhed starter længe inden, at borgerne går ind ad døren til sundhedsvæsenet, og det er ingen hemmelighed, at der er flere ressourcestærke mennesker i fx Hellerup end i Nakskov.

Det kan man blandt andet se, hvis man kigger på, hvordan forekomsten af diabetes har udviklet sig. En rapport viser, at i Region Sjælland er andelen af borgere med type 2-diabetes steget fra fire pct.

i 2009 til syv procent i 2019, som er over landsgennemsnittet på seks procent. Samtidig er fordelingen skæv inden for selve regionen - mens hyppigheden af type 2-diabetes er 5,0 i Roskilde, er den 8,4 i Odsherred og 8,8 i Lolland Kommune.

Det samme gælder for de fleste andre sygdomme, som gør, at sundhedstilstanden generelt i regionen er væsentligt dårligere sammenlignet med resten af landet.

Selvom det er et velkendt faktum, så skal man i Region Sjælland stadig acceptere, at det er et af de områder med de ringeste sundhedstilbud.

Region Sjælland har i mange år haft for eksempel væsentligt færre speciallæger end de øvrige regioner.

Hvis man sammenligner med Region Hovedstaden, så er der samlet for hver 10 speciallæger i Region H kun syv i Region Sjælland i forhold til befolkningstallene.

Hvis man ser på praktiserende speciallæger, er det også galt. Inden for flere specialer er der flere speciallæger i Gentofte Kommune end i hele Region Sjælland.

Hvilken region man er bosat i, bør ikke være så afgørende for kvaliteten af de sundhedstilbud, man kan tilbydes, og det er barokt, at man i et lille land som Danmark ligefrem giver de mest syge det dårligste tilbud.

Region Sjælland har forsøgt - og forsøger fortsat - at gøre noget ved det. Men det har tydeligvis ikke været nok, for det har ikke virket, og vi må også bare sande, at regionen ikke har økonomien til selv at ændre det.

Det er en landspolitisk udfordring at få gjort op med uligheden i sundhed i Danmark, og jeg vil håbe på, at den kommende sammensætning af Folketinget husker på de mange udfordringer her i Region Sjælland.