Gå til indhold

Digitale løsninger kan frigive tiltrængte ressourcer i sundhedsvæsenet

Hvis det danske sundhedsvæsen også i fremtiden skal kunne give patienterne behandling af høj kvalitet, så skal vi handle nu.

Af Camilla Rathcke, formand for Lægeforeningen
Bragt i Politiken 22. maj 2023. 

Sundhedsvæsenet er nemlig allerede presset, og i 2030 er der behov for 40.000 sundhedspersoner ekstra, hvis patienterne skal tilbydes samme behandlingstilbud som i dag.

Heldigvis er der blandt andet et stort potentiale i at skrue mere op for digitaliseringen: En ny analyse fra Lægeforeningen ser nærmere på lang række eksisterende apps og hjemmemonitoreringsløsninger til forskellige patientgrupper. Analysen peger på i alt 14 løsninger, hvor det er veldokumenteret, at de effektivt bidrager til at reducere belastningen af sundhedsvæsenet - - uden at gå på kompromis med sikkerheden.

Analysen gennemgår erfaringer fra andre lande, og de viser en stor effekt af de forskellige løsninger. En digital løsning giver f.eks. en reduktion på næsten 60 procent i antallet af ambulante besøg for patienter med hjertesvigt, og for KOL-patienter kan en anden løsning reducere indlæggelsesrisikoen med en tredjedel.

Også for patienter med blandt andet type 1 diabetes, astma, nyresvigt eller HIV er der i analysen fundet frem til apps og hjemmemonitoreringsløsninger, der har påvist positive effekter og kan føre til for eksempel færre indlæggelser eller kontrolbesøg.

Der er altså et stort potentiale til at spare på de begrænsede personaleressourcer i sundhedsvæsenet og forbedre patientoplevelsen.

Flere af løsningerne vil også medføre en bedre kontrol over egen sygdom for patienterne og dermed give en større fleksibilitet i behandlingen.

Der er i høj grad brug for at aflaste det pressede sundhedsvæsen, og vi er som samfund nødt til at have en dialog om, hvordan vi skubber til den digitale udvikling både lokalt og nationalt.

Derfor bør vores nye analyse inspirere politikerne til at få sat skub på den udvikling. I aftaleteksten om sundhedsreformen fra 2022 lød visionen, at mere behandling skal foregå i eget hjem med digitale løsninger.

Ifølge en undersøgelse, som Danske Patienter lavede i 2020, så er der også stor interesse hos patienterne for flere digitale løsninger: Helt op til 55 pct. Af de adspurgte borgere i undersøgelsen var nemlig interes-serede i, at kontakten med sundhedsvæsenet i højere grad sker digitalt.

Når det nu viser sig, at der er evidens for, at en lang række eksisterende apps og hjemmemonitorerings-løsninger virker, så kan det nærmest kun gå for langsomt med at få dem afprøvet i en dansk kontekst.

Der er redskaber, der virker, og som vi kunne tage i brug allerede i morgen, når vi skal i mål med vores stadig mere begrænsede ressourcer til at løse de mange opgaver i sundhedsvæsenet.