Gå til indhold

Forebyggelse kan aflaste det pressede sundhedsvæsen

Det er efterhånden klart for enhver, at sundhedsvæsnet er presset. Den udbredte mangel på arbejdskraft og udsigten til, at der kommer flere og flere ældre med behov for behandling, vil de kommende år lægge yderligere til det pres. Der er ikke noget quickfix på de mange udfordringer, der er i sundhedsvæsenet, og det er en situation, der kalder på handling på flere fronter.

Af Camilla Noelle Rathcke, formand for Lægeforeningen
Bragt i Sundhedsmonitor den 12. maj 2023

Der er ikke noget quickfix på de mange udfordringer, der er i sundhedsvæsenet, og det er en situation, der kalder på handling på flere fronter. En front, der er et stort potentiale i at sætte ind på, er strukturel forebyggelse af sygdomme, der kan undgås. At forebygge sygdom og for tidlig død er selvfølgelig først og fremmest til gavn for det enkelte menneske, der vil kunne leve et mindre sygdomsbesværet liv. Men det er også en effektiv og overset vej til at lette presset på sundhedsvæsenet i de kommende år og dermed give bedre mulighed for at kunne give alle patienter den nødvendige behandling. 

Lægeforeningen har udarbejdet en ny analyse, der sætter tal på, hvor mange indlæggelser i sundhedsvæsenet, der helt konkret kan forbygges med forskelligartede indsatser, der virker på kort og lang sigt. Den viser, at man kan dæmpe tilstrømningen af patienter ret effektivt.  

Det er muligt at forebygge flere af de livstilssygdomme, som er meget ressourcekrævende. For eksemplets skyld vil jeg her dykke ned i, hvordan forebyggelse af rygning kan lette presset på hospitalerne. I Danmark er der næsten 16.000 tobaksrelaterede dødsfald om året. Det er et katastrofalt højt tal, og dødsfaldene er den yderste konsekvens af rygerelateret – og forebyggelig – sygdom, der igennem flere år belaster både den enkelte patient, sundhedsvæsenet og samfundet. 

Lægeforeningens nye analyse viser, at man ved at sætte ind og forebygge rygning kan forhindre mere end 50.000 indlæggelser i sundhedsvæsenet årligt. Det kan man med konkrete initiativer som højere priser på tobak – gerne 100 kroner, som allerede fremført fra politisk hold – og tværfaglige indsatser mod rygning på grundskoler og på ungdomsuddannelser, altså tiltag som hverken er bekostelige eller trækker ressourcer i sundhedsvæsnet.

Og rygning er blot et af de områder, hvor det giver mening at dreje på forebyggelseshåndtaget. Analysen har gennemgået 25 konkrete indsatser, der kan forebygge indlæggelser. Det er langt fra en udtømmende liste, så der er mere. 

Lægeforeningens klare budskab er, at der skal fuldt blus på alle indsatser, der både gavner folkesundheden og aflaster sundhedsvæsenet. Jeg vil opfordre regeringen til at sætte ind nu, så flere mennesker undgår at blive indlagt, og presset på sundhedsvæsenet bliver mindre.