Den forsømte forebyggelse
Tobak, alkohol og nikotin er ikke for børn. Derfor burde Folketingets forebyggelsesaftale bruge alle de mest virksomme værktøjer til at beskytte børn og unge mod netop det. Men på de to vigtigste felter, tobak og alkohol, byder aftalen på forsømmelser frem for ambitiøs forebyggelse. Det går ud over den enkelte, som rammes af forebyggelig sygdom, og samtidig presser det sundhedsvæsenet endnu mere end nødvendigt.
Af Camilla Noelle Rathcke, formand for Lægeforeningen
Bragt i Avisen Danmark den 23. november 2023
At forebyggelsesaftalen, som et Folketingsflertal blev enige om forleden, blev en fuser, var desværre lige dele forventeligt og forstemmende. Forventeligt, da meldingerne fra forhandlingerne, tydede på et lavt ambitionsniveau. Forstemmende, fordi aftalen bryder med anbefalingerne fra Sundhedsstyrelsen – landets øverste sundhedsfaglige myndighed – så enten var det rysten på hånden eller også valgte man politisk med åbne øjne at gå imod anbefalingerne fra sin egen myndighed
I stedet for at tage de svære, men nødvendige beslutninger vedrørende alkohol og tobak og præsentere en effektiv og ambitiøs forebyggelsesplan, kom man primært med forskellige symbolske tiltag med begrænset effekt og altså en aftale, der ikke lever ikke op til dens eget formål om at beskytte børn og unge.
Lægeforeningen – og mange andre med os – har klart efterlyst, at priserne på en pakke cigaretter skal op på 100 kroner, og at der skal være en 18-årsgrænse for køb af al alkohol plus markant højere priser på de våde varer. Det har vi naturligvis gjort, fordi al viden indenfor området viser, det er det, der skal til. Og fordi tobak og alkohol er store syndere i forhold til at skabe sygdom, hvilket de 15.920 årlige tobaksrelaterede dødsfald og 2.465 alkoholrelaterede dødsfald med tydelighed viser. Det er dermed også de faktorer, som skaber mest pres på sundhedsvæsenet i form af indlæggelser og andet, som kunne være forebygget, hvis Folketinget ellers ville. På langt sigt kan markant højere priser på tobak plus f.eks. tværfaglige indsatser mod rygning på grundskoler og på ungdomsuddannelser forhindre mere end 50.000 indlæggelser om året. Den seneste sygdomsbyrderapport fra Sundhedsstyrelsen viser i øvrigt, at rygning årligt koster sundhedsvæsenet svimlende 13,2 milliarder kroner og samfundet 33,9 milliarder kroner i tabt produktion. Det er mere end 50 milliarder kroner samlet set. Så spar os, tak, for de pinlige meldinger om, at det koster 5,5 milliarder at sætte prisen på tobak op.
Og når vi nu ved, at der i Danmark i 2030 kommer til at mangle 40.000 sundhedsprofessionelle, medmindre vi gør noget radikalt anderledes, så burde det ligge lige for med ambitiøse tiltag til at forebygge sygdomme og dermed aflaste sundhedsvæsenet.
Men nej, der var ikke højere priser på tobak med i aftalen. For den sags skyld var der ej heller højere priser på alkohol på tapetet eller en 18-års aldersgrænse for køb af alkohol. I Danmark er det vigtigere, at 17-årige kan købe en øl, end at politikerne bruger deres mandat – endda med større opbakning i befolkningen end nogensinde før – til at vedtage nogle bedre rammer om en sundere alkoholkultur blandt unge.
Ret skal dog være ret. Når det kommer til nikotinprodukterne, som både er skadelige og i stor stil bruges af børn og unge, tager man faktisk højere priser i brug. 12 kroner stiger prisen på en typisk dåse med nikotinposer. Det er værd at bide mærke i. Ikke så meget prisstigningens størrelse, men den begrundelse, der fremgår af aftaleteksten for at bruge højere priser som et værktøj:
”Prisstigninger er generelt effektive i forhold til at nedbringe forbruget. Effekten er størst hos dem, der er mest prisfølsomme, hvilket bl.a. gælder børn og unge”, som der står.
Tænk lige over det en ekstra gang: I den forebyggelsesplan, som skal nedsætte børn og unges forbrug af tobak, alkohol og nikotinprodukter skriver man det ind i selve aftaleteksten, at højere priser er effektive til at nedbringe forbruget – især hos børn og unge, som er mest følsomme over prisstigninger – hvorefter man undlader at bruge selvsamme effektive værktøj i forhold til tobak og alkohol. Den lader vi lige stå et øjeblik.
Det giver ikke mening, men vi må konstatere, at den ambitiøse forebyggelse desværre blev forsømt i denne omgang. Det er endnu mere uforståeligt, når vi fra regeringens side hører om arbejdskraft som ’dyrebar valuta’, hvad enten i samfundet bredt set eller i sundhedsvæsenet. Fra politisk side burde man have benyttet muligheden for at tage større livtag med netop tobak og alkohol, som skaber så meget sygdom – og så mange opgaver. På den måde ville man have værnet om både sundhedsvæsenet og de mennesker, som skulle levere den omtalte arbejdskraft.
Fra Lægeforeningens side kommer vi fortsat til at presse på for, at det sker. Til gavn for den enkelte, der undgår sygdom, og for os i det pressede sundhedsvæsen.