Økonomiaftale - ja, det lyder tørt, men har stor betydning for os alle

De fleste læger vil nok hurtigere rette blikket mod artikler om covid-19-håndtering, sygdomsbehandling eller de nyeste forskningsresultater end mod dem, der handler om »opvarmning til ny økonomiaftale«, når de bladrer i avisen eller scroller ned over en nyhedsside. Der er en grund til, at vi i sin tid valgte at læse medicin og ikke f.eks. økonomi.

Men faktum er, at der er al mulig grund til at interessere sig for de forhandlinger, der i skrivende stund er i fuld gang mellem regeringen og regionerne. Det er nemlig her, at grundlaget for økonomien i sundhedsvæsenet aftales, og det definerer fuldstændig, hvilke muligheder vi hver især har for at give de bedste behandlinger, at forske og udvikle vores fag og at have tiden til den enkelte patient.

Lige nu står vi over for den udfordring at få regeringen og Folketingets partier til at erkende, at ressourcerne i sundhedsvæsenet er under et enormt pres, og at dette kun vil vokse i de kommende år. Vi vil skulle tage os af flere patienter. Ofte ældre, som heldigvis lever længere, men også med flere sygdomme, som kræver behandling og pleje. For os, der arbejder i »væsenet«, er det indlysende, at det ikke er gratis. Samtidig ønsker vi som patienterne et tidssvarende sundhedsvæsen med adgang til avancerede teknologier og behandlinger, som kan redde og forbedre liv. Og ja, det koster også penge.

Det er på den baggrund, at vi i Lægeforeningen presser på for at sikre, at sundhedsvæsenet denne gang får de midler, der skal til. Vi er her fuldstændig enige med regionerne i, at et godt sundhedsvæsen koster, og at der er brug for (mindst) 2,1 milliarder kroner ekstra i år, hvis det skal hænge sammen. Det svarer til et løft på omkring to procent. Vi bakker også op om regionernes krav om seks milliarder kr. i anlægsudgifter til bygninger, udstyr og it.

Men jeg vil gerne allerede nu varsle, at når det gælder psykiatrien, rækker disse krav ikke. Her er brug for et ekstraordinært kraftigt tilskud af ressourcer i de kommende år efter årtiers efterslæb og drypvise, mindre bevillinger. Det kræver en langsigtet investering, hvis psykiatrien økonomisk skal bringes på omgangshøjde med somatikken.

I, som arbejder i psykiatrien, har gjort en stor indsats for at gøre opmærksom på de massive problemer. De facto ligestilling af psykiatrien er også en mærkesag for Lægeforeningen. Der er behov for ekstra 450 millioner kr. til psykiatrien hvert år i de næste ti år, hvilket svarer til et løft på fem procent. Vi bør være lige så ambitiøse med at få hævet kvaliteten af behandlingen i psykiatrien, som man i sin tid var med kræftplanerne, og det kræver investeringer af samme kaliber, hvis man skal skabe øget kapacitet, kvalitet og koordination.

Regeringen er på vej med en bred sundhedsaftale. Præcist hvornår den kommer, ved vi ikke. Men en kommende økonomiaftale kan måske blive en »tyvstart«. Man har lov at håbe, at der bliver taget godt imod et fælles ønske fra kommuner og regioner om, at der i økonomiaftalen bliver afsat særlige og fælles penge til at klare de opgaver, som skal løses i et tæt samarbejde mellem sygehuse, praksisser og kommuner. Det vil kunne sætte en positiv ramme for sundhedsaftalen. Vi er fra Lægeforeningen kommet med en række andre konkrete bud på, hvad regeringen kan tage fat på i sit sundhedsudspil. Samtidig har vi også gjort det klart, at regeringen og Folketinget bør forholde sig eksplicit til, hvilken rolle sundhedsvæsenet skal spille på længere sigt. Hvis det skal behandle stadig flere ældre på samme niveau som i dag og kunne tilbyde avancerede behandlinger, kræver det de nødvendige investeringer. Ellers svækkes sundhedsvæsenet år for år. Det er de barske realiteter, og derfor er der al mulig grund til som læge at interesse sig for de økonomiforhandlinger, som finder sted i disse dage. De er vigtige – for os alle.