Nyhedsbrev 4/2024
Udsendt 19. februar 2024
Flere speciallæger forlader den offentlige psykiatri
Regionerne og regeringen må handle nu og sikre ressourcer til at vende udviklingen i psykiatrien og især børne- og ungdomspsykiatri. Det fastslår Overlægeforeningen og Yngre Læger på baggrund af en ny undersøgelse, som viser, at stadig flere speciallæger forlader deres job i den offentlige psykiatri til fordel for den private sektor.
Repræsentantskabet tager stilling til overenskomsten 14. marts
Den 14. marts er der møde i Overlægeforeningens repræsentantskab - under forudsætning af, at forhandlingerne er afsluttet - med to centrale punkter på dagsordenen: Resultatet af overenskomstforhandlingerne 2024 og valg til formandsposten og bestyrelsen.
Mødet er åbent for alle medlemmer, dog er det kun repræsentanter (og suppleanter for repræsentanter), som har stemmeret. Repræsentanter har fået mail med direkte link til tilmelding til mødet. Har du spørgsmål til tilmelding, så kontakt Liane Utzelmann på 35 44 84 11 eller lu.fas@dadl.dk
Valg til Overlægeforeningens bestyrelse og formandspost
I forbindelse med repræsentantskabsmødet 14. marts skal der afholdes valg, da to medlemmer af den nuværende bestyrelse afgår efter tur. Begge genopstiller. Det drejer sig om:
- Susanne Wammen genopstiller til formandsposten.
- Bjarne Skjødt Hjaltalin genopstiller til bestyrelsen.
Alle medlemmer af Overlægeforeningen kan stille op til bestyrelsen. Fristen for at stille op er den 14. marts. Dog kan det være en fordel at sende et valgoplæg, som bliver offentliggjort på hjemmesiden. Du kan allerede nu sende dit indlæg til ld.fas@dadl.dk, - skriv hvilken post, du stiller op til.