Gå til indhold

Nyhedsbrev 9/2024

Overlægeforeningens nyhedsbrev udsendt 16. juni 2025 - til overlæger i Region Sjælland

Kære medlem

Yngre Læger og Overlægeforeningen/FAS har indgået en aftale med Region Sjælland, som honorerer speciallæger og overlæger med vagter på udsatte tjenesteder med 867 kr. per vagt. I mailen her fortæller formand for Overlægeforeningen/FAS Susanne Wammen om aftalen. 

Vedhæftet er selve aftalen og Region Sjællands beslutninger og incitamenter vedr. udsatte tjenestesteder. 

Der er flere gode elementer i den aftale, som Yngre Læger og Overlægeforeningen/FAS netop har indgået med Region Sjælland om honorering for vagter på udsatte tjenestesteder – også i forhold til tidligere udspil, som vi har takket nej til.

For det første får alle, der har vagter på udsatte tjenestesteder samme beløb; nemlig 750 kr. pr vagt (2018 niveau, hvilket svarer til 867 kr. pr vagt i dag) ud over den honorering, som i øvrigt er aftalt i overenskomsten. Det gælder både dig, som er ansat på de tjenesteder, som regionen har defineret som udsatte, og dig som har fast tjenestested på et andet sygehus, men har vagter på et af de udsatte tjenestesteder. Det er meget positivt.

For det andet er beløbet ikke betinget af, at du binder dig til at have vagter i en bestemt periode. Det gælder fra dag ét. Det hænger sammen med, at regionen har varslet mange kolleger til tjeneste på flere matrikler. Også i den sammenhæng, synes jeg, at det er positivt, at man trods alt giver et beløb til vagtarbejdet på de udsatte tjenesteder.

Det vigtigste er stadig at finde de gode løsninger lokalt

Den nye aftale løser dog ikke i sig selv udfordringerne med mangel på speciallæger på nogle sygehuse. Jeg opfatter aftalen, som et lille skub i den rigtige retning. Den langsigtede løsning ligger andre steder.

Først og fremmest handler det om at sikre fagligt stærke miljøer med behandlinger og tilbud, som giver fagligt mening for både patienter og læger.

Derudover handler det om at prioritere vilkår, der giver mening og er bæredygtige for den enkelte læge og for afdelingerne. Det kræver blandt andet, at HR og regionen giver cheflægerne et reelt ledelsesrum og bakker op om de løsninger, som man kan finde lokalt. Det kan være i form af fire dages arbejdsuge, stillingsindhold, udviklingsmuligheder eller andre ting.

Endelig er det selvfølgelig fuldstændig nødvendigt, at Region Sjælland ikke nedlægger stillinger, men faktisk slår stillinger op. Der er brug for flere speciallæger, og der er brug for lægelig ledelse, som kan være med til at skabe de gode arbejdspladser med faglige miljøer, udviklingsmuligheder og godt arbejdsmiljø.

Fortæl Overlægeforeningen/FAS om lokale erfaringer 

Hvordan man konkret kan skabe de fagligt stærke miljøer og de attraktive og bæredygtige vilkår, som kan tiltrække og fastholde speciallæger, er vi i dialog med blandt andet Region Sjælland om.

Vedhæftet finder du et inspirationskatalog, som Overlægeforeningen har udarbejdet i tæt samarbejde med Det Regionale Overlægeråd i Region Sjælland og tillidsrepræsentanterne.

Direktionen i regionen har også udsendt vedhæftede præsentation med beslutninger og incitamenter vedrørende udsatte tjenestesteder.

Under alle omstændigheder opfordrer vi i Overlægeforeningen/ FAS fortsat til, at man lokalt søger at finde de bedst mulige løsninger for både patienter og læger. Måske kan I finde inspiration i Overlægeforeningens oplæg eller i regionens præsentation.

Vi hører meget gerne jeres erfaringer med at finde de gode løsninger – både når det lykkes at finde modeller, der fungerer for både den enkelte og for afdelingerne, og når det ikke gør.

Skriv eller ring gerne til sekretariatet. Vi hører gerne dine erfaringer, uanset om du er overlæge, ledende overlæge eller cheflæge. Du kan ringe eller skrive direkte til chefkonsulent Niels Knoth Ringgaard på 3544 8494 (direkte) eller nri.fas@dadl.dk eller chefkonsulent Søren Sparrehvon på 3544 1093 (direkte) eller sosp.fas@dadl.dk

Venlig hilsen
Susanne Wammen
Formand for Overlægeforeningen/FAS 


De udsatte tjenestesteder er:

  • Nykøbing Falster Sygehus
  • Næstved Sygehuse
  • Vordingborg Sygehus
  • Slagelse Sygehus

Honoraret gives til:

  • Speciallæger og overlæger der tager vagter på de udsatte tjenesteder
     

Honorarets størrelse:

  • 867 kr. per vagt (750 kr i 2018-niveau)