Gå til indhold

PLO'rientering 06/2025

Nyhed PLO

Der er tidsler i regeringens lovforslag, fortæller formanden. Læs også om uændrede honorarer, prognose for 2025, e-læring om diagnosekodning, tilbud ved seksuelle tanker om børn. Endelig er der nyt fra PLO-Hovedstaden.

Tidselplante set i solnedgang
  • Nyt fra bestyrelsen: Tidsler i regeringens lovforslag
  • Honorarerne fastholdes uændret pr. 1. april
  • Prognose for økonomien i almen praksis 2025
  • Nyt e-læringsmodul om ICPC-diagnosekodning i almen praksis
  • Tilbud til mennesker med seksuelle tanker om børn

Nyt fra bestyrelsen: Tidsler i lovforslag fra regeringen

Der var sidste mandag frist for høringssvar til lovforslag om ændring af sundhedsloven, den såkaldte lovpakke I i udrulningen af sundhedsreformen.

Lovpakken indeholder blandt andet forslag om en national fordeling og styring af lægekapaciteter. PLO, DSAM og Lægeforeningen har alle afgivet høringssvar, da der er flere tidsler, der må påtales.

Overordnet bakker PLO - som tidligere beskrevet i bl.a. PLO’rientering 6. februar - op om målet om at sikre en bedre fordeling af praktiserende læger i hele landet, og op om, at læger i områder med mange syge patienter skal have bedre rammer for deres arbejde, herunder lavere normtal.

Men på især to områder er vi kritiske over for lovforslaget:

Først og fremmest er der forslaget om, at regionerne får mulighed for ensidigt at pålægge nogle læger flere patienter, end vi i dag er forpligtet til. Det bekymrer os.

Hvis nogle oplever at blive tvunget til flere patienter, vil vi givetvis se flere kolleger forlade faget eller vælge at gå tidligere på pension. Og det vil jo så slet ikke løse lægemanglen, men tværtimod forværre den og modarbejde hele hensigten med reformen.

Skal der ændres i patientfordelingen, bør det derfor ske i tæt dialog med os og baseres på frivillige aftaler. Kun på den måde kan der findes bæredygtige løsninger, der både styrker lægedækningen og sikrer kvaliteten i almen praksis.

Indenrigs- og sundhedsministeren har siden slået fast, at øget normtal som udgangspunkt skal baseres på frivillighed. Derfor har jeg også en forventning om, at lovforslagets formuleringer på dette område vil blive justeret.

Et andet fokuspunkt i PLO’s høringssvar er, at regionerne - hvis lovforslaget vedtages - får frie hænder til at oprette den kliniktype, de ønsker, herunder regionsklinikker og koncerndrevne klinikker.

Her er det meget vigtigt, at nye klinikformer bør leve op til samme standarder som de eksisterende praksisformer, og desuden bør regionsrådet være forpligtet til at sammensætte det almenmedicinske tilbud på en måde, der ikke skaber konkurrenceforvridning for private aktører.

Den klassiske kliniktype - hvor en almenmediciner selv ejer og driver (og er til stede) i sin klinik - er efter min bedste overbevisning alle andre klinikformer overlegen, både hvad angår kvalitet, kontinuitet, patienttilfredshed og omkostninger. Så den tåler godt konkurrence fra andre kliniktyper; men det skal være på fair og lige vilkår.

Generelt står vi med udmøntning af sundhedsreformen over for en række forandringer i vores sektor. Senere på året ventes at blive fremlagt et lovforslag, der ændrer i vores aftalesystem og i vores paritetiske system for løsning af tvister. Det er langt fra alle disse ændringer, som er blomster, der er groet i PLO’s have. Nogle af dem virker meget lidt gennemtænkte, og PLO vil naturligvis også sende høringssvar til disse lovforslag, når de fremlægges.

Se PLO’s høringssvar, 7. marts 2025 (pdf) 
Se fælles høringssvar med Lægeforeningen, 11. marts (læger.dk)
Se DSAM's høringssvar, 9. marts 2025 (pdf)

 

Venlig hilsen

Jørgen Skadborg

Formand, PLO

 

Ydelseshonorarer uændrede pr. 1. april

Honorarerne fastholdes uændret pr. 1. april. 

Reguleringen af honorarerne i almen praksis foretages på baggrund af to mekanismer: inflation (nettoprisindekset) og lønudviklingen blandt de ansatte i regionerne (den særlige reguleringsprocent for regionen). Nettoprisindekset vægter med 25%, og lønudviklingen på det regionale område vægter med 75%. Reguleringen i forhold til inflationen sker i henhold til den bagudrettede udvikling i inflationen det seneste halve år. 

Der har ikke været nogen lønstigning blandt de regionalt ansatte siden seneste regulering pr. 1. oktober 2024, og inflationen er faktisk faldet det seneste halve år. Derfor skulle honorarerne have været nedreguleret med 0,15 % som følge af faldet i inflationen, men det er aftalt med Danske Regioner, at honorarerne pr. 1. oktober i stedet bliver modregnet med et tilsvarende beløb. Det vil sige, at honorarerne til oktober stiger en anelse mindre, end de ellers ville have gjort.

Honorarerne er de seneste tre år blevet reguleret med 10%.

Find honorartabellerne her

For yderligere oplysninger:
Chefkonsulent Mads Nørgaard-Madsen
Telefon: 3544 8451, mnm.plo@dadl.dk 

-----

Prognose for aktiviteten i almen praksis 2025

Sekretariatet har opgjort aktiviteten i almen praksis til og med februar måned og på den baggrund lavet en prognose for hele året. Prognosen viser, at det kan forventes, at aktiviteten vil ligge 1,6 % under rammen. Det skal understreges, at eftersom prognosen kun baserer sig på aktiviteten i de to første måneder, er der fortsat stor usikkerhed.
 
For yderligere oplysninger:
Chefkonsulent Mads Nørgaard-Madsen
Telefon: 3544 8451, mnm.plo@dadl.dk

-----

Nyt e-læringsmodul om ICPC-diagnosekodning i almen praksis 

Et godt validt datagrundlag er en helt grundlæggende forudsætning for at få de fulde gevinster af datadrevet kvalitetsudvikling, arbejdet med populationsoverblik og nye it-værktøjer – og det starter med en god diagnosekodning. Derfor har KiAP fået udviklet et e-læringsmodul, der giver en hurtig indføring i diagnosekodning i almen praksis.
 
Udover en gennemgang af ICPC-klassifikationen og en guide til kodningen finder du et træningsmodul og to hurtige quizzer med relevante cases. Modulet er designet til både de nye og erfarne praktiserende læger, men også til uddannelseslægerne og det relevante praksispersonale.

Find modulet her

For yderligere oplysninger:
KiAP (Kvalitet i Almen Praksis)
Telefon: 7196 8844, support@kiap.dk 

-----

Tilbud til mennesker med seksuelle tanker om børn

Sundhedsstyrelsen kører kampagne for at gøre opmærksom på det landsdækkende tilbud Bryd Cirklen. Når mennesker med seksuelle tanker om børn kommer i den rigtige behandling, kan det være med til at forebygge overgreb.

Bryd Cirklen er en anonym gratis telefonrådgivning på telefon 6590 9909 og tilbyder behandlingstilbud i Odense, Middelfart, Aarhus og København. 

Læs mere på www.brydcirklen.dk – også rådgivning til fagfolk

For yderligere oplysninger:
Sexologisk klinik, Region Hovedstadens Psykiatri
Telefon: 3965 7150, RHP-C7411@regionh.dk

Nyt fra PLO-Hovedstaden

Høringssvar på sundhedslovpakke 1 sammen med København og Frederiksberg kommuner

PLO-Hovedstaden har sammen med Københavns Kommune og Frederiksberg Kommune afgivet et høringssvar på ’Sundhedslovpakke 1’, som vedrører national fordeling og styring af lægekapaciteter.

Høringssvaret kan læses her.

Ansøgningsfrist til næste møde i Samarbejdsudvalget 10. april

Samarbejdsudvalget vedr. almen praksis behandler ansøgninger om delepraksis uden for lægedækningstruede områder samt forlængelse af delepraksistilladelser, ansøgninger om generationsskifteaftaler, ansøgninger om lavere patientantal under 1.600 af særlige grunde, ansøgninger om forhøjelse af patientantal over 2.700 samt ansøgninger om fristforlængelse for besættelse af kapacitet. Næste møde holdes den 22. maj 2025, og der er frist for ansøgninger den 10. april 2025. 

Ansøgninger skal sendes via sikker mail att. Samarbejdsudvalget vedr almen praksis.