PLO'rientering 10/2025
Vær med til at markere World Family Doctor Day på mandag, lyder opfordringen fra formanden. Læs også om DSAM’s årsmøde, fravalg af fysisk sundhedskort, refusion af udgifter til antipsykotisk medicin og test for parvovirus (lussingesyge) hos gravide.

Indhold:
-
Nyt fra bestyrelsen: World Family Doctor Day – en vigtig påmindelse om kvaliteterne ved almen praksis
-
Meld dig til DSAM’s årsmøde og få rabat frem til 24. juni
-
Snart kan patienter fravælge fysisk sundhedskort
-
Refusion af udgifter til antipsykotisk medicin
-
Test for parvovirus (lussingesyge) hos gravide
World Family Doctor Day - en vigtig påmindelse om kvaliteterne ved almen praksis
På mandag den 19. maj markeres World Family Doctor Day – en international dag, der sætter fokus på den centrale rolle, de praktiserende læger spiller i sundhedsvæsenet verden over.
I Danmark markerer PLO og DSAM dagen, fordi vi mener, det er vigtigt at stoppe op og anerkende den forskel, almen praksis gør – hver dag, året rundt.
I disse år er almen praksis under pres her til lands – og under debat. Nye klinikformer og alternative modeller for det almenmedicinske tilbud vinder frem og nævnes som løsninger på de store udfordringer, sundhedsvæsenet står over for. Sundhedsreformen udrulles i de kommende år, og almen praksis er uden tvivl under forandring. Men det er værd at spørge: Hvad risikerer vi at miste i forsøget på at opfinde noget nyt?
Vi ved, at patienterne foretrækker faste læger og kendte rammer. Vi ved, at kontinuitet og tillid styrker kvaliteten i behandlingen. Og vi ved, at den nære relation til den praktiserende læge ofte er det, der gør den største forskel – både for patienter med komplekse forløb og i den daglige, forebyggende indsats.
Derfor bruger vi World Family Doctor Day til at minde både beslutningstagere og borgere om, hvad der er på spil. Ikke som en romantisering af fortiden – men som en markering af, at almen praksis allerede er en stærk og effektiv del af løsningen. Den almen praksis , vi har bygget op og udviklet gennem årtier, må ikke skubbes til side uden omtanke. PLO's fokus på vores kerneværdier må ikke mindskes i de kommende år.
Har du abonnement på Praksisskærm fra Månedsskrift for almen praksis, vil der automatisk blive vist en kort film i venteværelset, som fortæller om værdien af fast tilknytning til egen læge. Derudover har vi udarbejdet en plakat, som du – hvis du har lyst – kan printe og hænge op i klinikken. Den fremhæver tre af de vigtigste fordele ved at have en fast læge. Det er naturligvis helt frivilligt, men det kan være en god anledning til at synliggøre over for patienterne, hvad din praksis står for.
Se og print plakaten her (pdf)
Du finder også både plakat og video på DSAM’s hjemmeside, hvor du også kan læse mere om World Family Doctor Day, kampagnens budskaber og hvorfor vi i fællesskab mener, dagen bør markeres – nu mere end nogensinde.
Venlig hilsen
Jørgen Skadborg,
Formand, PLO
_____
Meld dig til DSAM's årsmøde og få rabat frem til 24. juni
”Et sundt lægeliv: Redskaber til glæde for dig og din patient” er temaet til DSAM’s årsmøde, der finder sted 3. oktober i Kolding. Fokus er på konkrete redskaber, der kan bruges i hverdagen.
Åbningssessionen stiller skarpt på, hvordan du kan skabe et bæredygtigt arbejdsliv i almen praksis og styrke den faglige stolthed og personlige balance. Der bliver også mulighed for at dykke længere ned i et bæredygtigt arbejdsliv i flere sessioner efter åbningssessionen
Der er earlybird-rabat ved tilmelding frem til 24. juni (dsam.dk)
For yderligere oplysninger:
Dansk Selskab for Almen Medicin (DSAM)
Telefon: 7070 7431, dsam@dsam.dk
_____
Snart kan patienter fravælge fysisk sundhedskort
Fra tirsdag d. 27. maj 2025 kan patienter over 15 år selv vælge, om de fortsat automatisk vil modtage et fysisk sundhedskort af plastik, når de fx flytter eller skifter læge. Det foregår i en selvbetjeningsløsning i sundhedskort-appen samt på borger.dk.
Hvis patienten har sagt nej tak til et sundhedskort af plastik, vil vedkommende ikke få tilsendt et næste gang, patienten skifter navn, CPR-nummer, læge eller sikringsgruppe – eller hvis lægen skifter adresse.
Patienterne kan altid bestille et nyt plastikkort på borger.dk uafhængigt af ovenstående.
Det kræver en 2D-scanner at scanne stregkoden i sundhedskort-appen. Man kan teste sit scanningsudstyr ved at åbne dette test-billede på en tablet eller smartphone og scanne stregkoden (drive.google.com)
For at få viden om scannerudstyr i klinikkerne har Digitaliseringsstyrelsen udarbejdet et kort spørgeskema, som styrelsen beder klinikker om at besvare. Find det her – det tager tre minutter (survey.digst.dk)
For yderligere oplysninger:
Digitaliseringsstyrelsen, digitaltsundhedskort@digst.dk
_____
Refusion af udgifter til antipsykotisk medicin
Patienter med diagnoserne skizofreni, skizotypisk sindslidelse og skizoaffektiv psykose har siden den 27. august 2024 haft ret til gratis antipsykotisk medicin, hvis de inden for de seneste 15 år har fået stillet en af disse diagnoser.
Den praktiserende læges opgave er udelukkende i forbindelse med ordination og receptudstedelse i FMK at anføre ”Regional aftale psykiatri” i ordinationsfeltet efter doseringsteksten/respektivt i indikationsfeltet. Se bl.a. PLO'rientering fra januar (plo.dk)
Grundet udfordringer med IT-understøttelse har de berørte patienter først kunnet få udleveret deres medicin uden egenbetaling fra den 1. januar 2025, men kan nu søge deres region om refusion for medicinudgifter i den mellemliggende periode.
Patienten eller en værge skal indsende en ansøgning om refusion ved at udfylde og indsende den relevante blanket til den pågældende region. De praktiserende læger har ingen opgaver i forbindelse med denne ansøgning.
Spørgsmål til refusionsordningen bedes rettes til relevante region:
For yderligere oplysninger:
PLO Medlemsservice
Telefon: 3544 8490, plo@dadl.dk
_____
Test for parvovirus (lussingesyge) hos gravide
Sundhedsstyrelsen har opdateret sine anbefalinger og anbefaler, at der ved mistanke om smitte i graviditeten – uanset graviditetsuge - bør tilbydes undersøgelse for IgM- og IgG-antistoffer mod parvovirus B19. Hvis blodprøven viser nylig smitte, skal den gravide henvises til specialafdeling med henblik på plan for opfølgende undersøgelser (ultralyd).
Generelt er risikoen for komplikationer som abort og hydrops føtalis størst ved smitte indtil 20. graviditetsuge og falder til meget lav risiko i sidste del af graviditeten.
Læs opdateret information til læger om parvovirus B19 og graviditet her (sst.dk)
For yderligere oplysninger:
Sundhedsstyrelsen, Beredskab og smitsomme sygdomme
Telefon: 7222 7400, sst@sst.dk