PLO'rientering 16/2025
Almen praksis er i en brydningstid, siger formanden. Læs også om regulering af honorarerne, prognose for aktiviteten, de nye højestegrænser, RS-vaccination til gravide, nye værktøjer til populationsomsorg, udbud i AI-indsatsen, målgrupper for årets sæsonvaccinationer, nye kurser om personalejura og lægekunst og ledelse.

Almen praksis i en brydningstid
Der er meget blæst omkring almen praksis netop nu: Med et vidtgående lovforslag 2b, der har været i høring, nye lukkegrænser, der er meldt ud til alle læger, og forhandlinger om Aftale26, der netop er indledt.
Fra mange medlemmer bliver der efterlyst mere information. Det kan jeg godt forstå. Derfor vil jeg forsøge at give en opsummering af, hvor vi står.
Jeg håber, at I forstår og respekterer, at det ikke kan omfatte al den viden eller alt, hvad bestyrelsen og sekretariatet arbejder med. Hvis jeg offentligt (og PLO’rientering er offentlig) siger alt, hvad jeg tænker og gør, så kan det i sagens natur blive vanskeligt at arbejde i fortrolighed bag kullisserne.
I forhold til lovpakke 2b om almen praksis er regeringen og de fire forligspartier, som er med i sundhedsreformen, ved at tage stilling til, hvordan lovforslaget skal ændres. PLO følger sagen så tæt, som vi kan.
Vi oplever, at der allerede er blevet lyttet til nogle af vores indvendinger, men der udestår en lang række spørgsmål, som vi skal have afklaret, inden vi kan konkludere, om lovforslaget bliver ændret i tilstrækkelig grad.
Det centrale for PLO er:
- at der bevares et balanceret, tillidsbaseret og forpligtende aftalerum mellem det offentlige og PLO, hvor almen praksis kan udvikles med udgangspunkt i et ligeværdigt samarbejde, samt
- at lægernes retssikkerhed i forbindelse med tvister utvetydigt sikres, således at der ikke kan rejses tvivl om proportionalitet og habilitet i de afgørelser, der træffes af offentlige myndigheder.
Vores forslag til ændringer i lovforslaget fremgår af PLO’s høringssvar, der kan ses her (pdf)
Den anden sag, som lige nu skaber stor uro blandt mange praktiserende læger, er, at klinikkerne har modtaget en udregning af et nyt individuelt minimuspatienttal. Tallet er baseret på en overordnet beregning af patienternes samlede behandlingsbehov ud fra en såkaldt ”national fordelingsmodel”, som en ekspertgruppe har udarbejdet for Indenrigs- og Sundhedsministeriet.
PLO er uenig i den valgte tilgang, hvilket vi i foråret anførte i vores høringssvar, som kan ses her.
I vores høringssvar gjorde vi navnlig gældende, at en differentiering skulle indføres sideløbende med,
- at der uddannes flere speciallæger i almen medicin,
- at almen praksis tilføres flere ressourcer, og
- at sygehusene gradvist vendes udad,
- samt at der sideløbende med differentieringen bør ske en prioritering af opgaveløsningen i almen praksis,
- og at et differentieret patientantal skulle fastlægges ved aftale med klinikkerne.
PLO mener endvidere ikke, fordelingsmodellen er god nok til at kunne fastlægge et normtal for hver enkelt lægekapacitet. Vi bliver kun bestyrket i dette, når vi i disse uger ser groteske eksempler, hvor fx læger i socialt belastede boligkvarterer får udmeldt, at de skal have flere patienter end det hidtidige normtal.
Det er PLO’s klare forventning, at regionerne - som anført i loven - alene anvender estimaterne som vejledende grundlag, og at de forsøger at indgå frivillige aftaler med alle praktiserende læger, der har indvendinger mod et forhøjet minimumspatienttal.
Hvis du oplever, at regionen lægger op til en ændring, du ikke kan stå inde for, og hvis regionen ikke er åben for dialog – så vil jeg opfordre dig til at tage fat i PLO i din region med det samme. Vi står klar med rådgivning og sparring, og om nødvendigt tager vi dialogen med regionen. Hvis vi skulle konstatere, regionen ikke overholder princippet om dialog og frivillighed, så agter vi at forfølge sagen.
Læs mere om den nye model for minimumspatienttal her (plo.dk)
Mange medlemmer spørger, naturligt nok, til de langsigtede økonomiske implikationer af højere og lavere patienttal. Svaret er, at der skal aftales en ny honorarstruktur med virkning fra 1. januar 2027, og de forhandlinger er slet ikke påbegyndt endnu. Men hvis PLO skal underskrive en aftale, så skal ingen læger gå ned i honorar pr. patient som en konsekvens af de nye minimumspatienttal.
I forhold til forhandlingerne om en ny Aftale26 er der intet nyt at berette lige nu. Parterne holdt et første møde for en uge siden, og vi har en fælles ambition om at kunne lukke en aftale i slutningen af oktober.
Der vil være tale om en forholdsvis smal, etårig aftale, hvor det centrale for PLO er at sikre, at almen praksis har de rette rammer til at udvikle sig i i 2026, så der bygges bro til reformens større forandringer i 2027.
Du kan se PLO’s forhandlingsoplæg til Aftale26 (plo.dk)
I denne uge samles vi i bestyrelsen til internat for at drøfte de aktuelle udfordringer og strategier.
Venlig hilsen
Jørgen Skadborg
Formand for PLO
Honorarerne reguleres med 0,7% pr. 1. oktober
Reguleringen af honorarerne i almen praksis foretages på baggrund af to mekanismer: inflation (nettoprisindekset) og lønudviklingen blandt de ansatte i regionerne (den særlige reguleringsprocent for regionen). Nettoprisindekset vægter med 25%, og lønudviklingen på det regionale område vægter med 75%.
Ved sidste planlagte regulering i april 2025 skulle der være udmøntet en negativ regulering på -0,15%, men det blev aftalt med Danske Regioner at udskyde denne, så honorarerne pr. 1. oktober i stedet blev modregnet med et tilsvarende beløb. Når der er taget højde for dette, bliver reguleringen 0,7% højere pr. 1 oktober.
Find de nye honorartabeller (plo.dk)
For yderligere oplysninger:
Chefkonsulent Mads Nørgaard-Madsen
Telefon: 3544 8451, mnm.plo@dadl.dk
_____
Prognose: Aktiviteten 2025 vil ligge 0,8% under loftet
Sekretariatet har opgjort aktiviteten i almen praksis til og med juli måned og på den baggrund lavet en prognose for hele året.
Prognosen viser, at det kan forventes, at aktiviteten vil ligge 0,8% under rammen svarende til 78 mio. kroner. Prognosen bliver opdateret månedligt.
For yderligere oplysninger:
Chefkonsulent Mads Nørgaard-Madsen
Telefon: 3544 8451, mnm.plo@dadl.dk
_____
Vær obs på de nye højestegrænser
Tjek din kontrolstatistik på sundhed.dk – og i Ydelsesoverblik, som nu er tilrettet og opdateret.
Med Aftale25 er der, som også tidligere omtalt i PLO’rientering, sket tre væsentlige ændringer i beregningen af højestegrænser:
- Kronikerhonorar indgår nu i beregningen
- Udgifter pr. patient bliver køns- og aldersstandardiseret
- Højestegrænsen ændres fra 25% (u-standardiseret) til 20% (køn- og alder-standardiseret)
Du kan også løbende følge med i Ydelsesoverblik i Klinik+, hvor du kan se grafiske fremstillinger af den opgørelse, som ellers kun er en pdf-fil på sundhed.dk.
Beregningen i Ydelsesoverblik var desværre indtil for nyligt misvisende, men er nu opdateret, så du løbende kan få et tidstro billede af, hvordan din praksis ligger i forhold til regionsgennemsnittet.
Læs om Ydelsesoverblik (plo.dk)
For yderligere oplysninger:
Chefkonsulent Mads Nørgaard-Madsen
Telefon: 3544 8451, mnm.plo@dadl.dk
_____
Kommunikation via Min Læge-appen
Sekretariatet har fået henvendelser fra medlemmer om, hvilke formål Min Læge-appen kan anvendes til.
Svaret er, at Min Læge-appen er udviklet delvist for offentlige midler, og i et samarbejde mellem PLO, Primærsektorens Leverandør Service (PLSP), MedCom, systemhusene, Sundhedsministeriet og Sundhedsdatastyrelsen samt Danske Regioner, med henblik på at understøtte lægefaglig kontakt mellem patienter og egen læge.
Appen kan bl.a. facilitere bookning af konsultationer, deltagelse i videokonsultationer, fornyelse af recepter, adgang til prøvesvar, overblik over vaccinationer og lignende.
Som læge kan man via appen fx informere om, hvis klinikken holder ferielukket.
Derimod må appen ikke bruges til fx at reklamere for produkter, at agitere for bestemte politiske eller fagpolitiske synspunkter eller til at fremme underskriftsindsamlinger.
For yderligere oplysninger:
Chefkonsulent Nicholas Christoffersen
Telefon: 3544 8459, nch.plo@dadl.dk
_____
Gravide tilbydes gratis vaccination i almen praksis mod RS-virus
På baggrund af Sundhedsstyrelsens anbefaling har regeringen bevilget midler til et sæsonbaseret vaccinationsprogram i almen praksis mod RS-virus til gravide fra 2026.
Det anbefales, at gravide, der har termin fra juli til marts måned 2026, bliver vaccineret mod RSV ved tredje rutinemæssige graviditetsundersøgelse hos egen læge i graviditetsuge 32.
Programmet forventes igangsat omkring 1. oktober 2025. Den præcise dato afhænger bl.a. af levering af vaccinerne.
PLO og RLTN forventes snarest muligt at indgå aftale om honorering for at udføre vaccinationerne, hvorefter ydelseskoderne kan blive meldt ud.
- Vaccinen Abrysvo er godkendt fra uge 24 til uge 36.
- Sundhedsstyrelsen anbefaler bl.a. vaccinen ved den rutinemæssige graviditetsundersøgelse i graviditetsuge 32, fordi vaccinen har den største effekt sent i graviditeten.
- Gravide, der ikke nåede at få vaccinen ved deres graviditetsundersøgelse i uge 32, kan få vaccinen ved et ekstra besøg (catch up-program) hos egen læge frem til uge 36.
- Er den gravide i risiko for at føde for tidligt, kan den gravide efter en konkret lægefaglig vurdering blive vaccineret tidligere, dog tidligst ved fulde 24 graviditetsuger.
- Det anbefales, at der går mindst to uger mellem vaccination mod kighoste og vaccination mod RS for at sikre bedst mulig virkning af vaccinerne. Derfor anbefaler
- Sundhedsstyrelsen, at kighostevaccination af gravide planlægges og gives ved den anden rutinemæssige graviditetsundersøgelse hos egen læge i graviditetsuge 25.
- Vacciner bestilles fra Staten Serum Institut som sædvanligt.
Læs mere hos Sundhedsstyrelsen (sst.dk)
For yderligere oplysninger:
PLO Medlemsservice
Telefon: 3544 8490, plo@dadl.dk
_____
Populationsoverblik i dit system
Nu lanceres nye digitale værktøjer til populationsomsorg direkte i lægepraksissystemerne med projektet Klinikkens Cockpit.
De første lægepraksissystemer, der understøtter funktionerne, er XMO, Vena og WinPLC.
Med de nye løsninger kan klinikken med få klik i eget system fx:
- Finde udvalgte patientgrupper (fx kronikere) i egen population baseret på fælles nationalt defineret profiler.
- Handle på de konkrete patientlister direkte i dit eget system til brug for konkret opfølgning på behandling, fx ved at sende beskeder til en eller flere patienter direkte via Min Læge-appen, give opgaver til klinikpersonale eller knytte behandlingsansvarlig på.
- Se reminder på patientoverblikket (eller i patientens stamkort) om den enkelte patient er en del af en populationsliste.
- Få bedre overblik over relevante data i den konkrete patientbehandling i dit lægepraksissystem
Løsningerne rulles løbende ud i lægepraksissystemerne. Derfor vil der være variation i de funktioner, lægepraksissystemerne tilbyder.
Læs mere om de nye værktøjer til populationsomsorg (plo.dk)
De første overblik i lægepraksissystemerne XMO, VENA og WinPLC er:
- Demens: Profilen kan hurtigt identificere patienter med demens eller kognitiv svækkelse samt dem, der får antipsykotisk medicin. Det giver et fælles afsæt for systematisk opfølgning, bedre behandlingskvalitet og et styrket samarbejde på tværs af sektorer. Samtidig understøtter populationslisten det nationale mål om at nedbringe brugen af antipsykotisk medicin hos mennesker med demens.
- Ydelse 2150 (målgruppe 1+2): Med profilen kan klinikken hurtigt identificere både patienter med svær kronisk psykisk sygdom og patienter med andre psykiske lidelser. Formålet er at komme tidligere på banen og forebygge somatisk sygdom. Populationslisterne ligger i forlængelse af målene i overenskomsten 2022 (OK22) og gør det enklere at arbejde opsøgende i almen praksis – netop over for grupper, der sjældent selv tager kontakt.
- Osteoporose: Med denne profil kan klinikken nemt identificere patienter med osteoporose og få et samlet overblik på klinikniveau. Det gør det enklere at prioritere opfølgning, justere behandling og sikre en mere ensartet kvalitet i indsatsen.
Der udvikles hele tiden nye profiler i et fagligt samarbejde mellem PLO, DSAM og KiAP.
”Med både OK18- og OK22-aftalerne har det været en politisk ambition for PLO at løfte funktionerne i vores lægepraksissystemer, så de kan hjælpe os med at finde de syge og sårbare patienter i vores egen population og give os overblik over data. Det er funktioner, vi har stærkt brug for til at understøtte klinikkens arbejde og prioritering i det daglige. Det giver vores kollegaer de digitale redskaber til rent faktisk at følge systematisk op på nogle af de patientgrupper, hvor vi har aftalt en proaktiv indsats, eller vi ønsker at arbejde datadrevet i vores kvalitetsarbejde.
Det er i særdeleshed et samarbejdsprojekt, der er lykkedes via stærk og vedholdende indsats mellem utrolig mange parter. Det er fagligt funderet og forsøgt udviklet så tæt på vores hverdag og arbejdsgange i almen praksis som muligt. Det er spændende at se, hvordan de første løsninger bliver taget i mod,” udtaler Karin Zimmer, medlem af PLO’s bestyrelse og formand for PLO’s Digitaliseringsudvalg.
For yderligere oplysninger:
Chefkonsulent Nicholas Christoffersen
Telefon: 3544 8459, nch.plo@dadl.dk
_____
PLO afsøger mulighed for et fælles udbud i AI-indsatsen
Det er PLO’s ambition at understøtte en sikker udbredelse og anvendelse af AI-løsninger i almen praksis. Den enkelte klinikejer bør ikke stå alene med vurderingen af de tekniske løsninger eller forhandlingen med en AI-leverandør.
I løbet af foråret har PLO-IT og digitaliseringsudvalget været i dialog med en række AI-leverandører for at indhente viden om deres løsninger, tekniske set-up og sikkerhed. Formålet var at kunne udarbejde en dokumentationspakke til klinikkerne. Men det har vist sig, at det store antal af AI-leverandører, kompleksiteten i løsningerne og variationen i funktioner kræver en anden tilgang.
PLO afsøger nu muligheden for en mere fælles tilgang, hvor PLO gennemfører et udbud på en eller flere AI-løsninger, som klinikken efterfølgende kan vælge at tage i brug. Med en mulighed for at afgrænse antallet af leverandører samt stille krav til løsningerne bliver det også muligt for PLO at sikre den nødvendige dokumentation ift. GDPR og efterfølgende tilsyn med leverandørerne.
Konkret forbereder PLO lige nu en sag til konkurrencemyndighederne for at få rådgivning om, hvordan et potentielt udbud kan gennemføres.
Husk, at du kan finde links til vejledning om AI her på PLO’s temaside
For yderligere oplysninger:
Chefkonsulent Nicholas Christoffersen
Telefon: 3544 8459, nch.plo@dadl.dk
_____
Målgrupper for årets gratis vaccinationer mod influenza og covid-19
Sundhedsstyrelsen har offentliggjort målgrupper for årets sæsonvaccinationsprogram mod influenza og covid-19, der starter den 1. oktober og slutter den 20. december 2025.
Ligesom de to foregående år ønsker myndighederne at tilbyde de gratis vaccinationer i regionale vaccinationscentre og hos Danske Lægers Vaccinations Service. Der er derfor ikke indgået aftale om almen praksis' deltagelse i vaccinationsindsatsen.
Igen i går tilbydes alle personer på 65 år og derover vaccination mod influenza og covid-19, og de vil modtage en invitation i Digital Post – og de bestiller tid på www.vacciner.dk
Patienter under 65 år og med en specifik sygdom eller tilstand, der gør, at de er i særlig risiko for et alvorligt forløb med influenza og covid-19, tilbydes også vaccination. Det er fx personer med svært nedsat immunforsvar, hjerte-kar-sygdom eller en lungesygdom som KOL eller astma. Se listen over sygdomme og tilstande (pdf).
Disse patienter modtager ikke en invitation i Digital Post, men skal selv bestille tid på vacciner.dk eller ringe til deres region, hvis de er mindre digitale. Egen læge kan evt. gøre patienterne opmærksomme på tilbuddet om gratis vaccination mod influenza og covid-19.
En væsentlig forskel i anbefalingerne i år er, at raske gravide ikke anbefales vaccination mod covid-19, da graviditet ikke længere vurderes at være en selvstændig risikofaktor for et alvorligt forløb med covid-19.
Sundhedsstyrelsen anbefaler, at gravide, uanset trimester, der har en af de tilstande eller sygdomme, der udgør en risiko for alvorlig sygdom ved covid-19, bliver vaccineret på linje med andre personer under 65 år.
Gravide i 2. og 3. trimester i vaccinationsperioden anbefales fortsat at blive vaccineret mod influenza.
Sundhedsstyrelsen har udarbejdet materiale til almen praksis til hhv. patienter og klinikken – bl.a. en plakat til fx indgang eller venteværelse.
Gå til SST's materiale (skyfish.com)
Læs mere om vaccinationerne (sst.dk)
For yderligere oplysninger:
PLO Medlemsservice
Telefon: 3544 8490, plo@dadl.dk
_____
Nyt kursus: Personalejura – helt enkelt!
Vi udbyder tre webinarer af en times varighed for klinikejere, der vil opdateres i personalejura. De løber af staben i foråret 2026. Tilmeldingsfrist er 13. november 2025.
Læs mere og tilmeld dig her (tilmeld.dk)
For yderligere oplysninger:
Kursuskoordinator Anna Frandsen
Telefon: 3544 8254, kurser.plo@dadl.dk
_____
Nyt kursus: Lægekunst og ledelse (SE)
Kurset fokuserer på at styrke vigtige aspekter af almen praksis gennem tre hovedemner inden for Systematisk Efteruddannelse (SE): Kommunikation, kroniske smerter og faglig ledelse.
Lægekunst opstår, når høj faglig viden, kontakt og kommunikation går op i en højere enhed.
Kurset afholdes i maj 2026. Tilmeldingsfrist er 3. november 2025.
Læs mere og tilmeld dig her (tilmeld.dk)
For yderligere oplysninger:
Kursuskoordinator Tina Holritz
Telefon: 2849 7623, tih.plo@dadl.dk
Nu kan din klinik bruge Digital Hudkræftdiagnostik med DermLoop
I Region Hovedstaden tilbydes nu alle praksisklinikker en adgang til DermLoop – en digital løsning til vurdering af pigmenterede og røde hudlæsioner.
Indhold og betingelser for deltagelse:
- Svar fra dermatologer på få dage – hurtig og kvalificeret teledermatologisk vurdering uden ventetid for patienten.
- Enkel og intuitiv arbejdsgang – billeder (inkl. dermoskopi) og tilhørende information registreres og sendes videre indenfor få minutter.
- Integreret i journalsystem – login kører via journalsystemet, og der modtages svar som epikriser i journalen.
- 6.000 kr. i opstartshonorar pr. ydernummer.
167,12 kr. pr. sag via ydelseskode 4910 (afregnes sammen med konsultation eller sygebesøg).
Sådan kommer du i gang
Klik og tilmeld dig til et 30 minutters webinar den 17. september 2025
Når du har deltaget i webinaret, kan du skrive dig op til onboarding.
Minimumspatienttallet – det nye individuelle normtal
Alle klinikker i Region Hovedstaden har nu modtaget regionens første høring om fremtidigt patienttal. Denne høring bygger på Sundhedsdatastyrelsens beregnede minimumspatienttal.
Når I har svaret på denne første høring, udsender regionen en ny høring baseret på jeres tilbagemeldinger. Efter anden høring fastsætter regionen et endeligt minimumspatienttal for hver klinik.
Det rejser to spørgsmål: Hvad betyder det, at regionen nu fastsætter et minimumspatienttal for hver klinik? Og hvordan hænger Sundhedsdatastyrelsens beregnede tal sammen med det tal, som regionen endeligt fastsætter?
Regionens fastsatte tal er det minimumsantal patienter, som hver klinik skal have. Det fungerer som et nyt individuelt normtal og er fastsat ud fra en samlet vurdering. Beslutningen er en forvaltningsretlig afgørelse.
Tidligere var normtallet fastsat i overenskomsten, hvor alle klinikker som udgangspunkt skulle have 1.600 patienter pr. kapacitet. Dengang kunne man selv fastlægge et åbne- og lukketal over normen.
Fastsættelsen af et patientantal under normen kunne ske, hvis det var aftalt med regionen i samarbejdsudvalget og begrundet i overenskomsten, eksempelvis ved alder eller sygdom. Den mulighed findes ikke længere.
Fremover fungerer det fastsatte minimumspatienttal som klinikkens individuelle normtal. Klinikken kan have et åbne- og lukketal over dette og blot meddele det til regionen.
Hvis man ønsker et åbne- og lukketal under minimum, kræver det derimod en aftale med regionen.
Aftaler, som allerede er indgået, fortsætter med at gælde.
Det er dog endnu uklart, hvilke kriterier der i fremtiden vil blive lagt til grund for at få lov at ligge under minimumstallet. Formentlig vil det minde om de tidligere regler i overenskomsten, hvor delepraksistilladelse, egen eller nærtståendes sygdom, alder eller anden relevant faglig beskæftigelse kunne give en sådan mulighed.
Sundhedsdatastyrelsens beregnede tal er i denne sammenhæng et støttetal, der skal skabe forståelse for den enkelte praksis’ belastning i forhold til patienternes demografi, sundhedstilstand og socialøkonomiske forhold.
Dette tal er ikke afgørende i sig selv, men indgår som en faktor i regionens beslutning. Også klinikkens nuværende patientantal, lægedækningsforholdene i kommunen og klinikkens egne ønsker til patienttallet vil indgå i vurderingen, inden regionen fastsætter det endelige minimumspatienttal.
Medlemsmøde med efterfølgende middag og fest
PLO-Sjælland inviterer til medlemsmøde med efterfølgende middag og fest fredag den 7. november 2025 kl. 17 på Sørup Herregaard, Sørupvej 26, 4100 Ringsted.
På mødet får vi bl.a. besøg af formand Jørgen Skadborg, som i sit oplæg vil fortælle om den politiske situation omkring bl.a. lovpakken og sundhedsreformen, og hvad den nærmeste fremtid byder på.
Foreløbig dagsorden udsendes 14 dage før mødet.
Efter mødet bydes der på 3-retters middag og efterfølgende åbner bandet One Size festen, og med de største hits skaber de den perfekte dansestemning.
Der er mulighed for at booke overnatning på stedet mod egenbetaling. Booking af værelse skal ske direkte hos Sørup Herregaard. Oplys, at du deltager i PLO-Sjællands medlemsmøde for at opnå fordelagtig pris.
Du kan kontakte Sørup Herregaard via deres hjemmeside.
Har du spørgsmål til arrangementet, så skriv til plo-sjaelland@dadl.dk.
Vi glæder os til at se dig.