Gå til indhold

PLO'rientering 5/2026

Nyhed PLO

Lægens ansvar kan ikke udliciteres, minder formanden om. Referat fra ekstraordinært repræsentantskabsmøde om Aftale26 er klart. Læs også om Goodwillanalysen for 2025, FV26-kampagne, fem afgørelser fra LSU, rettelse af udmelding om journaloverdragelse, tilskud til PPV23 og tilskud til efteruddannelse i 2026. Endelig er der Nyt fra PLO-Hovedstaden.

NYT FRA BESTYRELSEN:
Lægens ansvar kan ikke udliciteres

Almen praksis bygger på et enkelt, men afgørende princip: Den praktiserende læge har det faglige, organisatoriske og juridiske ansvar for klinikken. Det ansvar er ikke kun en formalitet – det er selve fundamentet for den tillid, som patienter og samfund har til vores del af sundhedsvæsenet.

I denne tid ser vi, at flere aktører tilbyder samarbejdsmodeller, hvor eksterne selskaber tilbyder at hjælpe med drift, administration, bemanding og udvikling af klinikker. PLO ønsker ikke at tage stilling til konkrete virksomheder eller samarbejder. Og vi har ingen problemer med, at en praktiserende læge får bistand til fx back office-funktioner og indkøb. Tværtimod.

Men vi finder det vigtigt at gøre opmærksom på en række vigtige forhold, som man bør overveje grundigt, før man indgår en aftale om ekstern driftsstøtte.

Nye samarbejdsformer kan for nogle være attraktive og hensigtsmæssige, men det er væsentligt, at beslutningen træffes på et fuldt oplyst grundlag. Vi anbefaler derfor altid uafhængig juridisk bistand før underskrift, så man er fuldt ud oplyst om sine rettigheder og pligter før, under og efter samarbejdet.

For uanset hvordan en klinik organiseres, er det fortsat den praktiserende læge, der bærer det fulde ansvar. Det er lægen, der står til ansvar for, at ydelser afregnes korrekt efter overenskomsten. Det er lægen, der skal sikre, at reglerne om fast læge i klinikken overholdes. Og det er lægen, der står på mål for al den øvrige regulering, der omfatter driften af almen praksis

I Landssamarbejdsudvalget for almen praksis (LSU) har vi i den seneste tid behandlet flere sager om klinikker, hvor dele af driften er overladt til et eksternt selskab, og der har været tvivl om, hvorvidt reglerne er blevet overholdt. I alle disse sager er det den praktiserende læge, der ejer ydernummeret, som bærer det fulde ansvar, hvis overenskomsten er brudt.

Det er således altid den formelle ejerlæge, og ikke andre, som ansvar og sanktioner falder tilbage på, og ultimativt kan man miste retten til at praktisere efter overenskomsten.

Et særligt vigtigt punkt, man bør være opmærksom på, er kontrollen over ydernummeret og ejerskabet til selve klinikken. Aftaler kan indeholde bestemmelser om fx forkøbsret, salgspligt, krav om købers indtræden i eksisterende aftale eller økonomiske bindinger ved ophør, som i praksis begrænser lægens mulighed for frit at overdrage eller sælge sin praksis, hvilket kan være indikationer på, at man ikke har et reelt ejerskab med dispositionsret over klinikken eller lægekapaciteterne.

Hvis værdien af klinikken stiger over tid, mener jeg, det bør være lægen - der jo har opbygget praksis og udviklet patientrelationerne - som får glæde af den værdistigning. Konstruktioner, hvor værdistigningen i praksis flyttes over i selskabsstrukturer uden for lægens kontrol, bør derfor give anledning til grundige overvejelser.

Min opfordring er derfor: Vær grundig, før du indgår nye samarbejder. Læs aftalerne nøje. Spørg evt. PLO’s sekretariat til råds., og søg altid uvildig ekstern juridisk rådgivning. Overvej, hvor beslutningskompetencen og ejerskabet reelt ligger. Og husk, at ansvaret for klinikken – både fagligt og juridisk – i sidste ende altid ligger hos dig som praktiserende læge.

Det ansvar kan ikke udliciteres.

 

Venlig hilsen

Formand Jørgen Skadborg

Virtuelt medlemsmøde mandag den 23. marts kl. 18 om PLOs nye vedtægter

PLO inviterer medlemmer til orientering og drøftelse af PLO’s nye struktur og ændrede vedtægter.

Mødelink er sendt til medlemmerne den 9. marts, men findes også her på Min Side, hvor du kan læse mere om mødet, baggrund og proces

Referat fra ekstraordinært repræsentantskabsmøde om Aftale26

På sit ekstraordinære møde 16. februar godkendte PLO’s repræsentantskab Aftale26, som PLO indgik med RLTN 29. januar. Du kan nu læse referat fra mødet (bag medlemslogin) 

Aftale26 blev efterfølgende sendt til afstemning blandt medlemmerne, som godkendte aftalen. 89,8 % stemte for forhandlingsaftalen, mens 6,3 % stemte imod. 3,8 % stemte hverken for eller imod. 

*****

Goodwillanalysen 2025: Stigning i antal handler!

PLO har udarbejdet den årlige goodwillanalyse for 2025. Den viser, at markedet for salg af lægepraksis i Danmark er blevet bredere og mere aktivt. 

Antallet af handler – eksklusive nulhandler – steg med 34% fra året før. Og andelen af nulhandler – altså handler, hvor køber ikke betaler for goodwill – faldt til 15%, som er det laveste niveau i perioden, hvor PLO har opgjort goodwill-tallene.

Den gennemsnitlige goodwillprocent var i 2025 lidt lavere end året før – et fald fra 54,1% til 51,2%. Faldet skyldes primært, at flere billigere praksis blev solgt. Region Hovedstaden havde den højeste gennemsnitlige goodwill (62%), mens Region Sjælland og Nordjylland havde den laveste (33%).

Læs hele analysen her (pdf) 

*****

FV26: Kampagneindsats over for kandidater

PLO har udarbejdet materiale, der samler nøgletal for almen praksis og blandt andet beskriver PLO’s bud på, hvordan vi sikrer en velfungerende almen praksis og fast læge til alle. Find notatet her på denne side (plo.dk) 

PLO har sendt notatet til en række folketingskandidater. Samtidigt har kandidaterne fået tilbud om besøg i en lægeklinik under valgkampen.

Formålet er at give politikerne mulighed for at opleve hverdagen i almen praksis og få et indblik i de opgaver, der løses i landets lægeklinikker.

Flere kandidater har allerede taget imod tilbuddet, og en række medlemmer har sagt ja til at åbne klinikken og afsætte tid til et besøg.

Tak til jer, der giver politikerne mulighed for at få et indblik i arbejdet i almen praksis!

*****

Fem afgørelser fra Landssamarbejdsudvalget (LSU)

Landssamarbejdsudvalget (LSU) behandler sager om fortolkning og anvendelse af overenskomstaftalen med regionerne. I udvalget sidder repræsentanter for både PLO og Danske Regioner (RLTN). Nedenfor orienterer vi kort om en række nyere afgørelser og præciseringer, som kan have betydning for den daglige drift.

1. Enighed om krav om kontinuitet og faste læger
Landssamarbejdsudvalget har i flere sager haft anledning til at præcisere overenskomstens regler om lægetilstedeværelse, kontinuitet og anvendelse af vikarer i almen praksis.

Overenskomstens parter blev i 2023 enige om, at speciallæger i almen medicin ansat efter §24 – på samme måde som ejerlæger – skal have deres hovedbeskæftigelse i almen praksis og have fast dagligt virke i den klinik, hvor de dækker en lægekapacitet.

Det er disse navngivne læger med fast dagligt virke, som patienterne skal kunne forvente at møde i klinikken.

Når en klinik har flere kapaciteter, skal der tilsvarende være læger med fast dagligt virke, der dækker disse kapaciteter.

Vurderingen af bemandingen beror på en samlet vurdering af lægedækningen på tværs af kapaciteterne. Det afgørende er, at klinikken har en reel og løbende lægetilstedeværelse og ikke reelt drives som en vikarbaseret enhed.

Vikarer kan alene anvendes ved midlertidigt fravær, fx sygdom, ferie eller efteruddannelse mv., jf. overenskomstens §47. En klinik kan derfor ikke drives med systematisk eller omfattende brug af vikarer i stedet for fast lægedækning. Det gælder for alle lægepraksis, der drives i henhold til overenskomstaftalen mellem PLO og RLTN.

Læs mere om ejerlægers ansvar (plo.dk) 

2. Uenighed om anvendelsen af samtaleterapiydelsen (6101)
På baggrund af regionernes controlling har spørgsmålet om anvendelse af samtaleterapiydelsen (6101) været forelagt Landssamarbejdsudvalget med henblik på en principiel afklaring. Sagen angik, om kravet om, at der maksimalt må gå seks måneder mellem 1. og 2. samtale, også gælder for de efterfølgende samtaler i et samtaleterapiforløb.

PLO mener, at seksmånedersfristen efter ordlyden af ydelsesbeskrivelsen alene gælder mellem 1. og 2. samtale, og at vurderingen herefter beror på, om der er tale om et sammenhængende behandlingsforløb. RLTN tolker derimod, at samtaleterapi skal forstås som et sammenhængende behandlingsforløb, og at kravet om højst seks måneder derfor også gælder mellem de efterfølgende samtaler.

Sagen endte i uenighed.

Det betyder, at regionerne i nogle tilfælde formentlig fortsat vil administrere ydelsen således, at der højst må gå seks måneder mellem hver samtale i et forløb. Derfor opfordrer vi til særlig opmærksomhed i forbindelse med ydelsens anvendelse i praksis. 

Hvis en klinik oplever, at en ydelse omkonverteres på den baggrund, kan sagen som altid indbringes for samarbejdsudvalget, men på grund af den principielle uenighed mellem parterne må det dog forventes, at sådanne sager på ny vil ende i uenighed.

PLO er meget opmærksom på problemstillingen, som vil indgå i de forestående forhandlinger om Aftale27.

Læs mere om samtaleterapiydelsen under S i PLO’s store spørgsmål/svar-sektion (plo.dk) 

3. Husk at registrere patienter med KOL og DM2 på kronikerordningen

Landssamarbejdsudvalget har i en konkret sag haft anledning til at præcisere reglerne om registrering på kronikerordningen for KOL, diabetes type 2 eller KOL og diabetes type 2.

Siden august 2018 har lægepraksis, der har behandlingsansvaret for de tre sygdomsgrupper, skulle registrere disse patienter på kronikerordningen. Patienter skulle ved ordningens indførelse registreres ved førstkommende årskontrol og siden 2022 ved førstkommende kontakt.

Det er i strid med overenskomsten, hvis patienterne ikke registreres på kronikerordningen.

Landssamarbejdsudvalget har samtidig bemærket, at regionen kan flytte patienter over på kronikerhonorar, hvis det konstateres, at der fortsat afregnes med ren ydelsesafregning i strid med de ændringer i kronikerafregningen, der blev aftalt i OK18 og stadigt er gældende i Aftale2026.

Læs mere om kronikerordningen i PLO’s store spørgsmål/svar-sektion under K (plo.dk) 

4. Psykometrisk test (2149) kan ikke anvendes til screening

Landssamarbejdsudvalget har haft anledning til at præcisere anvendelsen af ydelse 2149 - psykometrisk test. Tillægsydelsen skal anvendes til diagnosticering og monitorering af demens, angsttilstande og depression.

BASIC (Brief Assessment of Impaired Cognition,MMSE test og »urskivetest« kan anvendes vedrørende demens. 
Vedrørende unipolar depression kan ICD10, MDI (Major De[1]pression Inventory), Hamiltons depressionsskala og GDS (Geriatric Depression Scale) anvendes. 
Vedrørende angsttilstande kan ASS (Angst Symptom Spørgeskemaet) og Hamiltons Angstskala anvendes

Forudsætningen for at afregne ydelsen er, at der foreligger lægefaglig indikation for at foretage testen, og at testresultatet indgår i den konkrete vurdering af patienten.

Ydelsen kan derfor ikke anvendes som screeningsværktøj.

Læs mere om psykometrisk test (2149) under P i PLO’s spørgsmål/svar-sektion 

5. Præcisering af tillægsydelserne 2111 og 2122 om knoglebrud

Landssamarbejdsudvalget har haft anledning til at præcisere, at afregning af tillægsydelse 2111 (første behandling af mindre knoglebrud og reposition af skred i mindre led) og 2122 (første behandling af brud på skinneben, lår, over- eller underarm) forudsætter – i overensstemmelse med ydelsesbeskrivelsen – at der er foretaget en aktiv behandling, fx fiksering eller reposition.

Det bør fremgå af journalen, at en sådan behandling har fundet sted, da ydelserne ikke kan anvendes, hvis patienten alene tilses og henvises videre til røntgen uden aktiv behandling af bruddet.

Det er samtidig præciseret, at brud på ankel og håndled sidestilles med brud på henholdsvis skinneben og underarm og dermed er omfattet af ydelse 2122.

*****

Journaloverdragelse: Rettelse af udmelding om patientfortrydelse

I PLO’rientering 3/2026 viderebragte vi en orientering fra Danske Regioner om journaloverdragelse ved lægeskift. Det fremgik, at hvis en patient efter at have givet samtykke til overdragelse af sin journal skifter mening, skulle den tidligere læge sørge for at tilbagetrække journalen fra den nye læge og herefter opbevare den eller aflevere den til Styrelsen for Patientsikkerhed.

Efter en nærmere juridisk gennemgang kan PLO konstatere, at dette ikke er korrekt, hvilket er meddelt Danske Regioner.

Det forholder sig sådan, at når journalen først er overdraget med patientens samtykke, er der tale om et juridisk bindende valg. Der er dermed ikke hjemmel til at kræve journalen “tilbagekaldt” til den tidligere læge med henblik på fortsat opbevaring.

Vi beklager den uklarhed, den tidligere formulering kan have medført.

*****

PPV23: Klausuleret tilskud eller selvbetaling

Flere medlemmer har på det seneste søgt rådgivning om, hvorledes de skal forholde sig i forhold til alle de patienter, der blev vaccineret med PPV23 for seks år siden, som led i den midlertidige, gratis indsats under covid-19.
 
DSAM har rettet henvendelse til Sundhedsstyrelsen, som har oplyst, at der ikke aktuelt er planer om generel revaccination af denne brede gruppe af ældre.
 
Hvis en patient, der efter minimum seks år ønsker revaccination med PPV23, er berettiget til klausuleret tilskud, påføres ”tilskud” på recepten og vaccination, afregnes på vanlig vis med ydelseskode 8940 [OBS rettet fra det fejlagtige 8140 den 13. marts, red.] jf. pro fylakseaftalen mellem PLO og RLTN. 

Læs om grupperne, der er omfattet af klausuleret tilskud til den 23-valente pneumokokvaccine her hos SST - scroll ned på siden

*****

Tilskud til efteruddannelse: Nu kan du søge tilskud og se midler for 2026 

Fondssystemet har været midlertidigt lukket i forbindelse med årsafslutning, overførsler og tildeling af nye midler. Nu er systemet åbent igen, så du kan søge tilskud og se dine tildelte midler for 2026. 

Tildelingen af midler til praksispersonalets efteruddannelse er baseret på antal lægekapaciteter per ydernummer registreret januar 2026. Hvis du oplever uoverensstemmelser i dette tal, er du velkommen til at kontakte Fonden for Almen Praksis: euf.plo@dadl.dk eller 3544 8498.

Hvis du har ønsket refusion for deltagelse i DGE- og/eller supervisionsgruppemøder – som søges på Grupperne.dk - er der udbetalt midler fra din selvvalgte konto i forbindelse med årsopgørelsen af din efteruddannelseskonto. Der er udbetalt for møder i 2025 samt evt. resterende møder fra 2024, afhængigt af hvor mange midler, der var til rådighed samlet for 2024 og 2025. Midlerne blev indbetalt til ønsket konto 4. marts 2026.

Læs mere om tilskud, og hvordan du søger (plo-e.dk) 

Klik her og log ind (plo.logbog.net) 

Kontakt os, hvis du har brug for yderligere oplysninger

PLO Medlemsservice

Telefon: 3544 8490, plo@dadl.dk

REMINDERE

Ledige stillinger som lægefaglige konsulenter 

PLO Efteruddannelse søger praktiserende læger, der vil arbejde med at godkende kurser, der giver ret til tilskud fra Fonden for Almen Praksis. Der er ansøgningsfrist den 6. april, og stillingerne skal besættes pr. 1. maj.

Se opslaget (plo.dk) 

Webinarer om dosispakket medicin i XMO og i EG Clinea

Gratis webinarer for praksispersonale og læger afholdes af Medcom i samarbejde med PLO og lægepraksissystemerne. Der er nu to tilbage – alle dage kl. 14.00-15.00.

NYT FRA PLO-HOVEDSTADEN

Ny tolkeaftale 1. april – husk at ombooke eksisterende tolkninger

Region Hovedstaden har indgået en ny tolkeaftale med ViTolker ApS, som træder i kraft 1. april 2026. Fremover skal alle fremmøde-, video- og telefontolkninger bestilles hos ViTolker.

Vigtigt for almen praksis
Tolkninger efter 31. marts 2026 skal bookes hos ViTolker. Allerede bookede tolkninger hos TolkDanmark, der ligger efter 1. april 2026, skal aflyses og bookes igen hos ViTolker.

Det er lægens ansvar at bestille hos den leverandør, regionen har anvist. Regionen kan i henhold til Sundhedslovens § 50, stk. 3, afvise betaling for tolkning bestilt hos andre leverandører.

Frem til 1. april 2026 kan der fortsat bestilles tolkning hos både TolkDanmark og ViTolker, men alle bookinger efter denne dato skal ske hos ViTolker.

Adgang til ViTolkers bestillingssystem
Gå til ​www.vitolker.dk​. Klik på “Log ind” og vælg “Kunde” øverst på siden. Vælg herefter “Sundhedslogin – lægepraksis og regioner (SSO – SEB)”.

Support
Hvis der er brug for hjælp, kan ViTolker kontaktes på info@vitolker.dk eller telefon 7060 5161.

Region Hovedstaden har udsendt information i praksis’ e-Boks.