Gå til indhold

Speciallægeerklæringer

Når en myndighed eller et forsikringsselskab skal afgøre, om en person skal have tildelt en offentlig ydelse eller udbetalt en forsikring, har de ofte brug for viden om personens helbred. Derfor indhenter de i mange tilfælde en speciallægeerklæring inden for det speciale, som er omdrejningspunktet for patientens helbredsmæssige problemstilling.

Speciallægeerklæringer indgår som en vigtig del af det samlede materiale, som forsikringsselskaber eller myndigheder afgør deres sager på baggrund af. Men selve afgørelsen af, om en person har ret til fx pension eller en forsikringsydelse, træffes altid af myndigheden eller forsikringsselskabet - aldrig af speciallægen. Det er således aldrig speciallægen, der afgør om en person er berettiget til en ydelse, erstatning el.lign. 

Hvad skal en speciallægeerklæring indeholde?

Formålet med en speciallægeerklæring er at få en upartisk, fagligt funderet og fyldestgørende beskrivelse af et behandlingsforløb, patientens klager og speciallægens fund.

En speciallægeerklæring skal afspejle de objektive resultater af en lægelig undersøgelse vedrørende de helbredsforhold, som fx en myndighed eller forsikringsselskab ønsker belyst.

Læs mere om kravene til indholdet i en speciallægeerklæring på sundhed.dk.

 

Hvem kan udarbejde speciallægeerklæringer?

Speciallæger er qua uddannelsen til speciallæge uddannet i at udfærdige speciallægeerklæringer inden for deres speciale.

Læger under uddannelse til speciallæge kan udfærdige attester, der skal laves af speciallæger, men det er et krav, at attesterne medunderskrives af en autoriseret speciallæge, som herefter har ansvaret for attestens indhold.

 

Hvem rekvirerer en speciallægeerklæring? 

Speciallægeerklæringer efterspørges typisk af forsikringstagere, forsikringsselskaber og offentlige myndigheder og indgår som en del af det samlede materiale, som disse instanser afgør diverse sager på baggrund af.

 

Registrering af behandlingssted

Alle steder, hvor eller hvorfra sundhedspersoner udfører behandling, skal registreres som behandlingssteder i Styrelsen for Patientsikkerheds Behandlingsstedsregister.

Sundhedsfaglig behandling kan eksempelvis bestå i udfærdigelse af lægeerklæringer.

Hvis lægen undersøger patienten

Hvis lægen undersøger patienten til brug for erklæringen eller udarbejder erklæringen på grundlag af sit forudgående kendskab til patienten, vil der være tale om sundhedsfaglig behandling. Virksomheden anses da som et registreringspligtigt behandlingssted.

Hvis lægen ikke undersøger patienten

I nogle tilfælde udarbejder læger udelukkende erklæringer til administrative formål alene på baggrund af journaloplysninger og uden forudgående undersøgelse af eller kendskab til patienten. Det kan være til brug for f.eks. kommuners eller forsikrings- og pensionsselskabers behandling af sager om sociale ydelser, førtidspension, erstatning m.v. Her er ikke tale om sundhedsfaglig behandling. Virksomheden skal derfor ikke registreres i Behandlingsstedsregistret.

Læs mere på Styrelsen for Patientsikkerheds hjemmeside.