LF nyhedsbrev 23. januar 2025
Kære kollega
Danmark mangler speciallæger, men samtidig oplever yngre læger udfordringer med at få introduktionsstillinger. Da en introstilling er et nødvendigt skridt på vejen mod speciallægeuddannelsen, er det et paradoks, der kræver handling.
Der mangler et solidt vidensgrundlag for at forstå og få bugt med de flaskehalse, som forsinker yngre lægers vej mod specialisering. Derfor er det positivt, at Yngre Læger har opfordret indenrigs- og sundhedsministeren om at få myndighederne til at kortlægge, hvordan introduktionsstillinger opslås og besættes. Og hvordan andre aspekter som eksempelvis ph.d.-stillinger spiller ind. Endelig skal vi have en opmærksomhed på, om vi bruger introstillingerne ’rigtigt’ – der skal formelt kun en introstilling til i samme speciale, ikke flere. Samlet er alt dette også vigtigt at have for øje, inden flaskehalsene potentielt udfordres yderligere af de ekstra 140 medicinstuderende, der netop er vedtaget i aftalen om sundhedsreformen. Alle unødvendige forhindringer skal fjernes, for alle læger skal kunne blive speciallæger.
Tilgængelige data fra jobportaler tyder på, at antallet af introstillinger på landsplan ikke er steget i en årrække. Dog uddannes der flere læger, og regionale forskelle og sæsonudsving i opslag skaber yderligere ubalance. Sparerunder forværrer situationen ved at reducere mulighederne for såvel ad hoc klassificerede introstillinger, som uklassificerede stillinger.
Nogle specialer og byer har mange ansøgere, mens andre steder kæmper med at besætte stillinger. Geografi og kvaliteten af uddannelsesmiljøer er afgørende faktorer. Læger vælger helt naturligt steder med god uddannelse og undgår dårlige miljøer kombineret med geografiske udfordringer.
Det er nødvendigt at styrke uddannelsesmiljøerne på udfordrede afdelinger. Rekruttering, fastholdelse af speciallæger og forbedrede forskningsmuligheder bør prioriteres. Det kræver tid og ressourcer at skabe bæredygtige miljøer for både uddannelse og patientbehandling.
En bedre balance uden unødige forhindringer er afgørende for, at Danmark i sidste ende uddanner flere speciallæger. Det har vi alle en interesse i.
Bedste hilsener
Camilla Noelle Rathcke
Formand for Lægeforeningen
Læs også:
Introstillingsparadoks: Der er brug for en bedre balance
Lægeforening advarer: Prop i uddannelsessystemet kan få alvorlige konsekvenser for sundhedsreformen
Tilbage til en fuser: Behandlingsgarantien er igen på 30 dage
Behandlingsgarantien, som vi kender den, er lidt af en fuser, og fusere skal man ikke gå tilbage til. En ny analyse fra Lægeforeningen viser, at de ekstra udgifter ved at gå fra 60 til 30 dage alene for knæ- og hofteoperationer kan løbe op i 171 millioner kroner.
Dette er baseret på prisen på grisen: Hvad det koster regionerne at sende behandling videre til privat regi. Det svarer til 440 fuldtidssygeplejersker. Oveni det kommer alle de andre behandlinger, der kan sendes til privat regi – nu blot med en kortere frist. Her har vi endnu til gode at se, hvad det kommer til at koste samfundet.
Det er i øvrigt værd at bemærke, at den gennemsnitlige ventetid på nye knæ er på 77 dage, som Jyllands-Posten har beskrevet.
Nul røg, nul nikotin: Lægeforeningen lancerer ny forebyggelsespolitik
Hver tredje ung i Danmark bruger i dag mindst ét tobaks- eller nikotinprodukt, og hvert år er rygning skyld i ca. 30 pct. af alle dødsfald. I konkrete tal er det omkring 16.000 tobaksrelaterede dødsfald om året. Derfor vil vi skrue prisen for tobaks- og nikotinprodukter op til 120 kr. og gøre det offentlige rum røg- og nikotinfri.
Borgeren kan nu registrere sit fravalg af genoplivningsforsøg ved hjertestop
Fra den 15. januar 2025 kan alle habile borgere over 60 år registrere via sundhed.dk, at de ikke ønsker at blive forsøgt genoplivet ved hjertestop. Der vil derfor være nye situationer, hvor du ikke skal forsøge genoplivning.
Patientens fravalg kan ses i journalsystemerne
Du vil kunne se en registrering i dit fagsystem, hvis en af dine patienter har benyttet sig af fravalget. Der går dog syv dage, inden du kan se registreringen, af hensyn til borgerens betænkningstid.
Se desuden bekendtgørelsen her
Har du styr på tavshedspligten, når skifteretten eller en bobestyrer anmoder dig om oplysninger?
Hvordan sikrer du, at din tavshedspligt som læge bliver overholdt, når f.eks. skifteretten eller en bobestyrer anmoder dig om at udlevere oplysninger om en af dine patienter?
Situationer, hvor du kan udlevere oplysninger
Du kan udlevere oplysninger uden at overtræde tavshedspligten, hvis der i anmodningen til dig er henvist til en konkret hjemmel i en lov, som siger, at du som læge skal udlevere de oplysninger, du bliver bedt om, eller hvis retten har afsagt kendelse om, at du skal udlevere oplysninger.
Bed retten om at afsige en kendelse
Hvis det ikke fremgår klart af anmodningen fra retten eller fra bobestyreren, at der er lovhjemmel til, at du skal udlevere oplysningerne, anbefaler Lægeforeningen, at du beder retten om at afsige en kendelse, der pålægger dig at udlevere de oplysninger, som skifteretten eller bobestyreren har anmodet om.
Hvis du er i tvivl, kan du kontakte Lægeforeningens jurister på 3544 8107.
Våbenhvile er godt nyt, men den skrøbelige situation kræver fortsat international bevågenhed
Der er indgået en aftale om en våbenhvile og udveksling af tilfangetagne mellem Israel og Hamas. Det hilser vi fra Lægeforeningens side meget velkommen, men understreger samtidig, at situationen fortsat er skrøbelig. Den tragiske konflikt er skyld i tab af tusindvis af menneskeliv og i menneskelig lidelse i et ubærligt omfang – også hos sundhedspersoner. Der er ingen tvivl om, at såvel patienter som sundhedspersoner fortsat skal have det internationale samfunds bevågenhed. Arbejdet med at skabe forbedringer af situationen skal fortsætte.
Lægeforeningen har gentagne gange opfordret regeringen til at presse på for en øjeblikkelig våbenhvile i Gaza og ikke mindst til at sikre, at humanitær hjælp når frem til de trængende. Blandt andet i et fælles brev med de øvrige nordiske lægeforeninger, som er sendt til vores respektive regeringer. Brevet indeholdt også en opfordring til, at regeringerne af diplomatiske veje presser på for at sikre sundhedspersoners sikkerhed og ikke mindst genopretningen af et velfungerende sundhedsvæsen. Med tanke på den humanitære krise er det afgørende, at det sker. Derfor håber Lægeforeningen, at udenrigsministeren vil sikre, at den nødhjælp, Danmark giver, hurtigt når frem.
Lægeforeningen bakker fortsat fuldt og helt op om Verdenslægeforeningens resolution ”WMA Resolution on the Protection of Healthcare in Israel and Gaza” af oktober 2024.
Set ud fra lægeetiske principper er det Lægeforeningens overbevisning, at man skal tilbyde sin hjælp, når patienter er efterladt uden mulighed for behandling. Den danske lægeforening er helt på linje med Verdenslægeforeningen, og i den pågældende situation bakker Lægeforeningen op om, at Danmark kan hjælpe ved at hente patienter fra Gaza til Danmark.
Se tidligere udmeldinger fra Lægeforeningen:
Læger: Regeringen bør presse på for overholdelse af den humanitære folkeret
Lægeforeningen: Civile og sundhedspersoner skal beskyttes
Brev til udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen om konflikten mellem Israel og Hamas
Lægeforeningen og sundhedskrisen i Gaza
De nordiske lægeforeninger med fælles opfordring: Overhold internationale konventioner i Gaza
Svar fra udenrigsministeren om konflikten i Gaza
Find dit digitale medlemskort i Lægeforeningens app
Medlemskortet viser, at du er medlem af Lægeforeningen, og du kan blandt andet bruge det til de rabataftaler, der kræver medlemsbevis. Derudover giver appen dig hurtig adgang til kontakt og rådgivning, oversigt over medlemsrabatter og udvalgte artikler fra Ugeskrift for Læger.
Du kan ikke bruge medlemskortet til at identificere dig som læge
Kortet er ikke et ID-kort, men et medlemskort.
Lægeforeningen har ikke bemyndigelse til at udstede ID-kort. Har du brug for dokumentation på, at du har gyldig, dansk autorisation, kan du søge dig selv frem i Styrelsen for Patientsikkerheds autorisationsregister og herfra printe eller gemme bekræftelsen i pdf-version på både dansk og engelsk.
Nye medlemmer i Lægeforeningen Syddanmarks bestyrelse
Lægeforeningen Syddanmark har fået to nye bestyrelsesmedlemmer den 1. januar 2025.
Ditte de Churruca-Colon træder ind i bestyrelsen i stedet for Birgitte Ries Møller. Til daglig er Ditte praktiserende læge hos Lægerne Victoria i Sønderborg.
Linda Reitz Iversen træder ind i bestyrelsen i stedet for Winnie Mortensen. Linda er foruden bestyrelsesmedlem, også næstforperson i Yngre Læger Syddanmark.
Jeg ser frem til at byde Ditte og Linda velkommen i Lægeforeningen Syddanmarks bestyrelse.
Josephine Duevang Rathenborg
Formand for Lægeforeningen Syddanmark
Se hele bestyrelsen i Lægeforeningen Syddanmark
Lægeforeningen Sjælland: Vi er klar til nye tider – sundhedsreform og fusion i fokus
Lægeforeningen Sjælland har taget hul på drøftelserne om den kommende sundhedsreform og fusionen, der skal skabe Region Øst. Ambitionen er klar: Vi har fokus på at sikre et stærkt og sammenhængende sundhedsvæsen, hvor samarbejde på tværs af sygehuse, kommuner og almen praksis er omdrejningspunktet.
På det seneste møde med regionsrådsformand Trine Birk Andersen og regionsdirektør Mette Touborg blev flere centrale temaer drøftet, herunder:
- Rekruttering og fastholdelse af speciallæger: Region Sjælland står med store udfordringer på dette område, men erfaringer fra Region Syddanmark med kombinationsstillinger for speciallæger kan inspirere til løsninger, der også kunne fungere i Region Øst.
- Sundhedsråd: Etableringen af seks nye sundhedsråd bliver afgørende for omstillingen til mere nære sundhedstilbud. Sundhedsrådene skal spille en central rolle, men der mangler stadig afklaring om deres præcise organisering og opgaver.
- Koordinering mellem sektorer: Der blev lagt vægt på behovet for bedre koordinering mellem sygehuse, kommuner og almen praksis. Bedre samarbejde og tydeligere opgavefordeling skal sikre sammenhængende patientforløb og styrke det nære sundhedsvæsen.
Regionsledelsen understregede, at processen med at etablere Region Øst kræver både tid og tålmodighed. Overdragelsen af opgaver, økonomi og medarbejdere er endnu ikke fastlagt, men en tæt dialog med kommuner og nationale aktører vil være essentiel i den videre proces.
Der er mange åbne spørgsmål, men Lægeforeningen Sjælland går ind i arbejdet med stort engagement og ser frem til at bidrage til løsninger, der gavner både læger og patienter.
Lægeforeningen Sjælland vil fremadrettet være i tæt dialog med regionsledelsen og andre aktører, og vil løbende orientere om fremdriften i denne proces.
Giv dine forsikringer et helbredstjek
Det nye år er en oplagt mulighed for at give dine forsikringer et helbredstjek. Som læge er det vigtigt at sikre, at du og din familie er tilstrækkeligt dækket i tilfælde af uforudsete hændelser. Ved at gennemgå dine forsikringer og eventuelt justere dækningen kan du undgå økonomiske overraskelser og sikre, at du har den bedste beskyttelse.
Med Lægeforeningens forsikringsordning hos Tryg får du alle de nødvendige dækninger til at sikre både dig selv, din familie og din lægepraksis. Aftalen er fleksibel, så du frit vælger de privat- og erhvervsforsikringer, du har brug for. Som medlem har du en direkte linje, så du kan kontakte Tryg, når det passer dig.
Ring direkte på 44 20 20 60 eller send en mail på laegeforeningen@tryg.dk .
Garmin - Ny medlemsfordel giver dig op til 30 pct rabat
Nu kan du som medlem af Lægeforeningen få op til 30 pct rabat hos Garmin, der laver produkter designet til den aktive livsstil med udendørs- og sportsliv. Få mest muligt ud af den tid, du bruger på at forfølge din lidenskab, hvad enten det er golf, løb, triatlon mv.
Se de udvalgte Garmin-produkter, og køb med rabat
Få rabat hos Skisport.dk
Skal du eller familien have nyt skitøj, regntøj eller andet outdoorudstyr? Hos Skisport.dk får du 10 procent rabat på hele deres udvalg af populære mærker. Det gælder både tøj og udstyr som soveposer, rygsække og alt udstyr til skiferien. Rabatten gælder også på nedsatte varer og udsalgsvarer, så der er god mulighed for at gøre et godt køb.
Læs mere om tilbuddet, og få rabat
Lægeforeningen i tal - bliv klogere på foreningens medlemmer i 2025
- Lægeforeningen er vokset med næsten 900 medlemmer det sidste år. Det passer generelt med den stigning i medlemmer, som foreningen har oplevet årligt over de sidste fem år.
- Der er flere kvindelige medlemmer end mandlige medlemmer. Det gælder i alle aldersgrupper under 65 år, og kigger man kun på de erhvervsaktive medlemmer, er andelen af kvinder helt oppe på 58 pct.
- Region Sjælland og Region Syddanmark har oplevet en relativt større stigning i antallet af unge læger (medlemmer af Yngre Læger) end de andre regioner.
Vil du dykke ned i tallene, kan du se mere på Læger.dk, hvor vi opdaterer tallene løbende