Gå til indhold

LF Nyhedsbrev 23. marts 2023

Kære kollega

Rigtigt mange os har en oplevelse af aldrig at have haft mere travlt og aldrig haft så svært ved at kunne levere på vores mange opgaver. Derfor kan det også opleves besynderligt at komme hjem fra job – godt brugt, måske efter en lang vagt – og så læse i medierne, at produktiviteten falder på sygehusene.

Det er ikke desto mindre konklusionen i en ny rapport fra Indenrigs- og Sundhedsministeriet, som viser et fald i antallet af operationer, ambulante kontakter og indlæggelser på sygehusene fra 2019 til 2022.

Men i min optik skal der tages en række forbehold, inden man drager så dramatiske konklusioner, og det adresserer jeg i denne uges leder i Ugeskrift for Læger.

Her er en vigtig pointe, at data er indsamlet i den mest tumultariske periode i det danske sundhedsvæsen. Det burde være indlysende, at det ikke giver mening at analysere produktiviteten uden at indtænke de gennemgribende konsekvenser, som pandemien havde på planlægning og behandling på landets sygehuse. Derudover mangler der rigtig mange sygeplejersker, og det fører til forsinkelser, aflysninger og flaskehalse, fordi operationer er en hold-opgave og ikke kan gennemføres, hvis der mangler f.eks. anæstesi- eller operationssygeplejersker.

Vi står i en tid, hvor det er svært at både fastholde og tiltrække de nye kolleger, som der bliver endnu mere brug for i de kommende år med mange, mange flere patienter. Derfor er det ekstra relevant at passe på de bastante udmeldinger og have et kritisk blik på formidlingen af egne tal. Så derfor lyder opfordringen til Indenrigs- og Sundhedsministeriet: Husk at få alle de relevante mellemregninger – dem, som vi mærker hver dag ude i sundhedsvæsenet – med ind i regnearkene.

De bedste hilsner

Camilla Noelle Rathcke
Formand for Lægeforeningen

Læs hele lederen i Ugeskrift for Læger

Læger skal tage et opgør med unødvendig udredning og behandling

Som en del af arbejdet med Sundhedssektorens Prioriteringsråd, der er oprettet på initiativ fra Lægeforeningen, holdt Lægeforeningens bestyrelse den 8. marts 2023 møde med 26 videnskabelige selskaber m.fl. til en drøftelse af, hvordan læger ser på unødvendig udredning og behandling i lyset af prioriteringsdebatten. Formålet med at samles var gensidig inspiration og at kvalificere de synspunkter i, som både de lægevidenskabelige selskaber og Lægeforeningen argumenterer for i prioriteringsdebatten. Desuden havde bestyrelsen i Lægeforeningen et særligt ønske om at indhente konkrete eksempler på uhensigtsmæssig praksis til Lægeforeningens videre i arbejdet i Sundhedssektorens Prioriteringsråd.

Der kom mange gode tilkendegivelser på mødet, men særligt to gik igen i løbet af drøftelserne. Den ene var, at de kliniske retningslinjer er et skattet redskab i det daglige virke ude i praksis, men de skal ikke følges blindt, og de skal vurderes i forhold til den konkrete patient. 

Den anden klare tilkendegivelse var, at det nuværende system med patientklager og Styrelsen for Patientsikkerheds håndtering af tilsynssager nærmest opfordrer til defensiv medicin. Frygten for at få en tilsynssag kan ende med at gå forud for vurderingen af, om behandlingen er nødvendig og den rette. Det kan komme til udtryk ved bestilling af ekstra røntgen, scanninger mm., fordi man kan frygte at have overset noget, man senere kan klandres for.

Efter en spændende aften med virkelig gode diskussioner vil Lægeforeningen nu bringe de videnskabelige selskabers input og bud på forandringer med i sit videre arbejde, blandt andet i Sundhedssektorens Prioriteringsråd.

Verdenslægeforeningen reviderer Helsinkideklarationen – etisk tilgang til placebo varierer meget på tværs af landene

Hvornår er det videnskabsetisk forsvarligt at anvende placebobehandling af forsøgspersoner i forskningsprojekter? Det spørgsmål var i fokus, da Lægeforeningens formand Camilla Rathcke i slutningen af februar i Sao Paolo deltog i Verdenslægeforeningens møde om Helsinkierklæringen.

Konferencen var en del af arbejdet i den samlede revision af Helsinkierklæringen, som gik i gang sidste år, og som efter planen skal være gennemført i efteråret af 2024. En væsentlig del af arbejdet er at indsamle videnskabsetiske perspektiver fra læger, forskere, patientgrupper, myndigheder fra hele verden, for at sikre, at den opdaterede version af Helsinkierklæringen fortsat indeholder etiske principper med global relevans.

Det er ikke en simpel opgave, for de etiske perspektiver på klinisk forskning varierer væsentligt på tværs af verdensdelene. I Sydamerika er myndigheder og forskere eksempelvis væsentligt mere kritiske over for brug af placebo, end tilfældet er i Nordamerika og Europa. Og ved mødet i Sao Paolo kritiserede adskillige oplægsholdere da også den nuværende version af Helsinkierklæringen, som accepterer brug af placebo i disse tilfælde:

  • Hvor der ikke eksisterer et kendt lægemiddel med dokumenteret effekt.
  • Hvor der er videnskabeligt metodemæssige grunde, der gør det nødvendigt at anvende placebo for at undersøge lægemidlets effekt og sikkerhed
  • Hvor patienter, der modtager placebo-behandling, ikke udsættes for alvorlig eller irreversibel skade som konsekvens af ikke at modtage den bedste eksisterende behandling.

De brasilianske forskere og myndighedsrepræsentanter argumenterede for, at den opdaterede version bør være mere restriktiv og have øget fokus på, at personer, som er en del af placebogruppen, kan udsættes for tab af reel behandling. Disse forsøgspersoner udsættes i de brasilianske repræsentanters perspektiv for en urimelig udnyttelse.

Der er derfor lagt op til en vanskelig balancegang, når Verdenslægeforeningens arbejdsgruppe – med Camilla Rathcke som central aktør – skal beslutte, hvordan de opdaterede formuleringer om placebo i Helsinkierklæringen skal lyde.

Verdenslægeforeningens næste regionale møde om Helsinkierklæringen afholdes i september 2023 hos Lægeforeningen i København.

 

Vær med til at kåre Danmarks bedste kliniske forsøg og afprøvninger

Vi gentager succesen fra sidste år, når Danmarks bedste kliniske forsøg og afprøvninger bliver fejret med priser inden for otte kategorier. Frem til den 21. april kan du nominere projekter og personer, og selve prisuddelingen finder sted den 6. juni.

Læs mere om prisen, og nominer dine favoritter her

Prisen uddeles i et samarbejde mellem Danske Patienter, Dansk Selskab for Fysioterapi, Dansk Sygepleje Selskab (DASYS), Lægemiddelindustriforeningen (Lif), Lægeforeningen, Lægevidenskabelige Selskaber (LVS), Medicoindustrien, Pharmadanmark og Trial Nation.

 

Har du kun brug for et enkelt mentormøde?

Kaffemøde-mentorordningen giver dig mulighed for at få en uformel samtale over en kop kaffe. Du vælger selv, hvilken udfordring eller problemstilling i dit arbejdsliv du vil have sparring på. Mødet varer ca. en time, og I holder bare ét møde - som udgangspunkt på mentors arbejdsplads.

Find en kaffemøde-mentor i nærheden af dig

 

Vil du være kaffemøde-mentor?

Som mentor tilbyder du sparring og dine personlige erfaringer til en yngre kollega. Alle specialer er velkomne, og lige nu mangler vi særligt mentorer fra følgende specialer: klinisk mikrobiologi, arbejdsmedicin, børne- og ungdomspsykiatri, gastroenterologi, hepatologi, patologi, karkirurgi, klinisk biokemi, thoraxkirurgi, klinisk genetik, øre-næse-hals kirurgi og klinisk immunologi. Din mentee kontakter dig selv for et møde alt efter interessefelt, og du styrer selv, hvor mange kontakter og møder, du vil have.

Sådan bliver du kaffemøde-mentor

 

Kom til arrangement for sygdomsramte læger - i Aarhus og København

Kan du ikke klare det, du plejer? Oplever du, at arbejdslivet er blevet for krævende? Lægeforeningen holder i foråret en række arrangementer for sygdomsramte læger. Arrangementerne retter sig både mod dig, der allerede er sygemeldt, og dig, der måske overvejer at sygemelde dig. De finder sted i København og Aarhus.

Læs mere, og meld dig til her

Vil du have bedre forsikringer?

Hjælp os med at forbedre Lægeforeningens forsikringstilbud ved at deltage i et kort telefoninterview. vi vil gerne blive klogere på dine behov og ønsker, så vi kan sammensætte den mest attraktive forsikringsordning for dig.
Som tak for din deltagelse får du et gavekort.

I denne omgang søger vi erhvervsaktive læger – enten klinikejere eller læger i fastansættelse – som ikke allerede er en del af den nuværende fælles forsikringsordning hos Tryg.

Interviewet varer ca. 25 minutter og gennemføres over telefonen af et uafhængigt medie- og kommunikationsbureau, MediaCom.

Hvis du er interesseret i at deltage, så skriv til os på medlem@dadl.dk.

Når du tilkendegiver, at du ønsker at deltage i undersøgelsen, giver du samtidig samtykke til, at Lægeforeningen må videregive dine kontaktoplysninger (mail og telefonnummer) til MediaCom. Udvekslingen af data sker udelukkende med henblik på udførelse af interview vedrørende forsikringsbehov.
Du kan til enhver tid trække dit samtykke tilbage ved at skrive til Lægeforeningen på medlem@dadl.dk

Lægeforeningen Sjælland: Vigtige regionale udfordringer på dagsordenen til møde mellem Lægeforeningen og regionen

Den 27. februar var der møde mellem regionsrådsformanden for Region Sjælland, Heino Knudsen, koncerndirektør, Jesper Gyllenborg, samt formand for Lægeforeningen Sjælland, Johan Reventlow Lægeforeningens formand, Camilla Rathcke, og administrerende direktør, Torben Buse.

  • Formålet var at få styrket fokus på nogle af de udfordringer, der fylder i Region Sjællands sundhedsvæsen:
  • I Region Sjælland er sundhedstilstanden blandt borgerne generelt væsentligt dårligere end i resten af landet. Det skyldes blandt andet en lang række faktorer, som sundhedsvæsenet ikke har indflydelse på: uddannelses- og indkomstniveau, beskæftigelse og lignende. Derudover har regionen mange multisyge borgere.
  • Selvom Region Sjælland og Region Hovedstaden har indgået et samarbejde om blandt andet 30 delestillinger med delt arbejdstid på et hospital i Region Hovedstaden og et sygehus i Region Sjælland, er rekrutteringsudfordringerne ikke løst. Regionen bør tænke andre muligheder ind som f.eks. mere brug af videokonsultationer. Lægeforeningen understregede, hvor vigtigt det er at sikre, at ansvaret for alle borgere på Sjælland løses på en god og holdbar måde.
  • Det er aftalt, at 40 pct. af uddannelsesforløbene skal starte og slutte i Region Sjælland. Almen praksis og psykiatri skal gå på tværs af regionerne. Med denne ændring bør der være ekstra stor opmærksomhed på, at disse uddannelsesforløb-/stillinger bliver af høj kvalitet.
  • I forhold til at rekruttere og fastholde læger i regionen har Region Sjælland arbejdet med en speciallægeplan og desuden udarbejdet et idékatalog med input til at løse problemerne.
  • Endeligt vil Region Sjælland gerne gøre mere reklame for mulighederne for etablering af licensklinikker, da der for tiden ikke er mange licensklinikker i regionen.

Regionsrådsformanden for Region Sjælland, Heino Knudsen takkede for det gode samarbejde mellem regionen og Lægeforeningen Sjælland, og Lægeforeningens formand, Camilla Noelle Rathcke, gav udtryk for ønsket om at styrke den generelle indsats for Region Sjælland blandt andet ved at drøfte, hvad der skal til af nationale tiltag. Mødet følges op i april mellem Lægeforeningen Sjælland og regionen.

 

Ny rabataftale: Dyrk dine egne grøntsager eller blomster med 20 % rabat

Oplev glæden og magien ved at dyrke og høste dine egne friske, økologiske grøntsager eller blomster. Få rabat på en af Fælleshavens startpakker, og få samtidigt ugentlige videoguides, tips, spørgetime og rådgivning fra professionelle gartnere.

Pakkerne indeholder alt det, du skal bruge for at komme i gang: Økologiske frø, Iøg, potter, planteskilte, insektnet mv. Vælg mellem Altanhaven, Køkkenhaven eller Blomsterhaven. Nemmere og sjovere bliver det ikke at komme i gang med haven!

Læs mere her

 

Få 10 % rabat på maling, tilbehør og de flotteste tapeter

Køb maling, tapeter og tilbehør direkte fra stuen. Beck & Jørgensen har overtaget malerlager.dk og tapethuset.dk. Det betyder, at du nu kan bestille maling, tapeter og tilbehør online og få leveret direkte til døren. Du kan naturligvis fortsat besøge Beck & Jørgensens 18 fysiske butikker og vælge maling og tilbehør med rabat.

Som medlem får du 10 % på alle produkter fra både i butikkerne og online på malerlager.dk og tapethuset.dk.

Få inspiration til dit hjem, og læs mere om, hvordan du får rabatten