Gå til indhold

Kommissorium for Etisk Udvalg i Lægeforeningen

1 Hjemmelsgrundlaget

Etisk Udvalg er nedsat af Lægeforeningens bestyrelse og rådgiver bestyrelsen inden for de af udvalget beskrevne formål og opgaver.

2. Udvalgets formål

Etisk Udvalg skal understøtte og kvalificere Lægeforeningens arbejde med lægeetiske emner. Udvalget er rådgivende for Lægeforeningens bestyrelse, som beslutter Lægeforeningens politik.

3. Udvalgets opgaver og ansvar

3.1. Opgaver

Udvalget skal - på bestyrelsens opfordring eller af egen drift - tage generelle lægeetiske problemstillinger op og rådgive bestyrelsen herom.

Udvalget skal følge den nationale og internationale udvikling på det lægeetiske område og hvor relevant orientere bestyrelsen herom.

Udvalget skal stille forslag til udbredelse af kendskabet til etiske problemstillinger og aktivt bidrage til medlemmernes viden, kompetencer og uddannelse inden for lægeetik og menneskerettigheder.

3.2. Ansvar

Udvalget refererer til Lægeforeningens bestyrelse.

Udvalget arbejder inden for rammerne af Lægeforeningens fastlagte politiske linje.  Hvis der ønskes indført større eller principielle afgivelser herfra, er udvalget forpligtet til at indhente Lægeforeningens bestyrelses godkendelse.

Udvalget orienterer og rådgiver bestyrelsen om emner inden for det lægeetiske område.

4. Udvalgsformandens opgaver og ansvar

Udvalgsformanden leder møderne og sikrer, at der udarbejdes dagsorden og mødereferat

Udvalgsformanden kan repræsentere Lægeforeningen i forbindelse med deltagelse i eksterne møder og debatter inden for udvalgets arbejdsområde. Det gælder også ved personlige invitationer. 

Udvalgsformanden er ansvarlig for, at bestyrelsen er orienteret om væsentlige emner, som udvalget har behandlet/taget stilling til, eller som udvalget ønsker at behandle, og som har eller kan have betydning for Lægeforeningens politiske linje.  

I tvivlstilfælde sikrer udvalgsformanden afklaring af den politiske linje med Lægeforeningens bestyrelse eller Lægeforeningens formand, inden emnet kan behandles af udvalget, og/eller før udvalgsformanden eventuelt udtaler sig eksternt om emnet.

5. Udvalgets arbejdsformer

Udvalget holder 4-6 møder årligt.

Dagsorden for møderne fastlægges af udvalgets formand med bistand fra Lægeforeningens sekretariat og udsendes til udvalgets medlemmer senest syv dage forud for udvalgsmøderne.

Der udarbejdes et udkast til skriftligt mødereferat, der udsendes til udvalgets medlemmer senest 14 dage efter mødets afholdelse med henblik på eventuelle bemærkninger. Der fastsættes en frist på højst 14 dage for afgivelse af bemærkninger. Er der ikke kommet bemærkninger inden for den fastsatte frist, anses referatet for godkendt.

Fremsender udvalgsmedlemmerne bemærkninger til referatet udarbejdes nyt udkast til referat, som fremsendes til udvalgsmedlemmerne med henblik på endelig stillingtagen. Der fastsættes en frist på syv dage. Efter fristens udløb anses referatet for endeligt.

6. Udvalgets sammensætning

6.1. Sammensætning

Lægeforeningens bestyrelse udpeger medlemmer af udvalget efter indstilling fra de forhandlingsberettigede foreninger.

Udover de faste medlemmer har Lægeetisk Nævn en plads som observatør i Etisk Udvalg. Lægeetisk Nævn udpeger selv sin observatør, som skal være medlem af Lægeetisk Nævn.

Derudover har Etisk Udvalg mulighed for yderligere én observatør. Observatøren skal besidde særlige forudsætninger for at styrke udvalgets arbejde. Denne observatør udpeges af Lægeforeningens Bestyrelse efter indstilling fra Etisk Udvalg

Lægeforeningens bestyrelse udpeger formanden for udvalget.

Udvalget består af 8 medlemmer (inklusive formanden) og har følgende sammensætning:

  • Yngre Læger indstiller to medlemmer
  • Foreningen af speciallæger indstiller to medlemmer
  • Praktiserende Lægers Organisation indstiller to medlemmer
  • Foreningen af Pensionerede Læger indstiller ét medlem

6.2. Medlemmers funktionsperiode

Udvalgsmedlemmer og -formand er omfattet af Lægeforeningens vedtægter om repræsentation i udvalg mv, pkt. 19 og pkt. 21 om ophør af medlemskab/repræsentation i en valgperiode og udpeges i henhold til disse.

7. Sekretariatsbetjening

Udvalget sekretariatsbetjenes af Lægeforeningens sekretariat.

8. Kommunikation fra udvalget

Udvalget kan beslutte at kommunikere særlige indsatser, færdige projekter, opnåede resultater eller lignende overfor medlemmer eller øvrige interessenter. Det sker efter aftale med Lægeforeningens kommunikationsafdeling og orientering af Lægeforeningens bestyrelse.

9. Tavshedspligt og habilitet

Et udvalgsmedlem er forpligtet til at iagttage almindelig diskretion i sin udøvelse af udvalgsarbejdet. Denne pligt gælder også efter udtrædelse af udvalget.

Et udvalgsmedlem er omfattet af almindelige habilitetsregler.

10. Godkendelse af kommissorium

Nærværende kommissorium er godkendt af Lægeforeningens bestyrelse den 20. januar 2024.