Gå til indhold

Internationalt samarbejde

Lægeforeningen er medlem af Verdenslægeforeningen (WMA) og den europæiske lægeforening (CPME). Desuden har Lægeforeningen et godt samarbejde med lægeforeningerne i de øvrige nordiske lande.

Verdenslægeforeningen

Verdenslægeforeningen (WMA) er sammenslutning af nationale lægeforeninger og har til formål at højne kvaliteten af medicinsk uddannelse, medicinsk etisk, lægegerningen og sundhedsydelser i hele verden. Lægeforeningen har deltaget aktivt i WMA’s arbejde siden grundlæggelsen i 1947.

WMA beskæftiger sig hovedsageligt med etiske og sociale problemstillinger på sundhedsområdet. Der afholdes to årlige politiske forsamlinger, Rådsmødet i foråret og Generalforsamlingen i efteråret, hvor repræsentanter fra medlemsorganisationerne drøfter aktuelle sundhedspolitiske emner. Herudover forbereder og vedtager de erklæringer, resolutioner, udtalelser mv.

Det bedst kendte og mest indflydelsesrige dokument fra WMA er Helsinki-deklarationen, som redegør for etiske principper for medicinsk forskning, hvor mennesker indgår som forsøgspersoner.

Alle WMA’s etiske og politiske dokumenter kan ses på deres hjemmeside.

Europæisk samarbejde

Lægeforeningen varetager lægernes interesser på europæisk plan via medlemskab af den europæiske lægeforening CPME (Comite Permanent des Médecins Européens).

28 nationale europæiske lægeforeninger er samlet i CPME, hvis opgave er at levere lægelige synspunkter ind i den europæiske politiske proces. 

CPME giver EU’s læger en vigtig stemme i lovgivningsprocessen i EU-Kommissionen og i Europa-Parlamentet. CPME overvåger løbende de europæiske aktiviteter og har mulighed for at blande sig på et tidligt tidspunkt i processen.

Antibiotikaresistens, godkendelse af medicinsk udstyr og beskyttelse af persondata er alle eksempler på temaer, som kræver både national og europæisk indsats.

Som medlem af CPME kan Lægeforeningen proaktivt rejse sager og derved spille foreningens holdninger ind på den europæiske arena. Samtidig kan Lægeforeningen følge op på sager via ministerier, hos ordførere eller danske medlemmer af Europa Parlamentet samt hos patient- og fagorganisationer.

Øvrigt internationalt samarbejde

Lægeforeningen indgår i Nordic Medical Council (NMC), der er  et tæt løbende samarbejde med bestyrelser og sekretariater i de øvrige nordiske lægeforeninger. Lægeforeningens Etisk Udvalg deltager også løbende i Nordic Ethics Meetings, der er et dialogforum for de etiske udvalg i de nordiske lægeforeninger.

Derudover indgår Lægeforeningen løbende i øvrige internationale aktiviteter, der eksempelvis kan omfatte relevante møder i udlandet, dialoger med andre lægeforeninger om enkeltsager og dialogmøder.