Tryghed for den enkelte er en fælles sag
Af Camilla Noelle Rathcke, Lægeforeningens formand
Leder bragt i Ugeskrift for Læger, 8. februar 2021
Som medicinstuderende sad jeg vagt en aften på Psykiatrisk Afdeling på Glostrup Sygehus. I sengen lå en ung meget syg mand, som i otte timer fortalte, hvordan han ville overfalde, voldtage og dræbe mig, og selv om jeg vidste, at han var dybt psykotisk og i øvrigt bæltefikseret, var det en rystet læge in spe, som meget sent om aftenen gik ud ad døren ad de mørke veje og satte kursen hjemad. Det var mit første møde med trusler på liv og helbred. Senere har jeg i akutmodtagelsen oplevet nærgående, grænseoverskridende adfærd og alt for megen interesse for mit sjældne efternavn og »om jeg havde familie?« fra nogle patienter og pårørende.
Selv om trusler oftest – men desværre ikke altid – forbliver netop trusler, så kaster de en skygge ind over dagliglivet, også efter arbejdstid, hos mange af os. Det er helt uacceptabelt, og derfor er opfordringen herfra også, at alle former for vold og trusler om vold skal politianmeldes. Vi skal også insistere på, at arbejdsgivere prioriterer vores sikkerhed højt i den måde, som arbejdet tilrettelægges på, og står klar til at handle, når der f.eks. skal ske anmeldelse til politiet. Vi og vore kolleger fra andre fag skal naturligvis kunne gå på arbejde – og hjem igen – i tryghed.
I disse uger udrulles en uhyggelig og uendelig trist sag i retten, hvor en tidligere patient er tiltalt for at have slået en af vores kolleger ihjel. Han opsøgte hende i hendes hjem, og politiet har i forbindelse med en ransagning af den tiltaltes hjem fundet en udprintet journal, hvor seks lægers navne var understreget, herunder den nu myrdede kollegas.
Mit håb er, at hendes efterladte vil opleve, at retfærdigheden sker fyldest. Denne sag er så frygtelig, som den kan være, og jeg forstår godt, at den bidrager til utryghed. Den har aktualiseret debatten om, hvordan vi som sundhedspersoner kan beskytte os bedre, herunder også om, hvorvidt det er en god ide at bruge initialer, fornavne eller numre på navneskilte og i journaler. Om man kan nøjes med f.eks. fornavn på et navneskilt, er en sag for den lokale ledelse eller regionen. I dag skal man skrive sit fulde navn i journaler, men fra den 1. juli betyder nye regler, at det vil være muligt at bruge »anden entydig identifikation« i journalføringen. Det vil sige, at man som fagperson kan identificeres af sit arbejdssted, men at andre ikke umiddelbart vil kunne se ens navn. Jeg kan godt forestå, at man på nogle afdelinger eller afsnit, f.eks. i psykiatrien eller i akutmodtagelserne, ønsker at gøre brug af dette enten vedvarende eller permanent, enten for alle eller for nogle. Reglen kan tilpasses den enkeltes behov, og det er positivt.
Udfordringen er balancen mellem både at sikre beskyttelse i de tilfælde, hvor vi er udsat for en trussel, og samtidig værne om det gode tillidsforhold mellem læge og patient, som vi jo heldigvis oplever i langt, langt de fleste tilfælde. Det er afgørende for tilliden mellem læge, patient og pårørende, at man som læge signalerer, at man står på mål for undersøgelse og behandling, herunder at identificere sig over for patienten. Grundlæggende er det også rimeligt, at en patient ved, hvem der har behandlet ham eller hende. Derfor er vores udgangspunkt, at vi som læger står os bedst ved at stå med fuldt navn i journaler og på navneskilte.
Når de nye bestemmelser, som giver mulighed for ikke at anvende sit navn i journalen, træder i kraft, er det vigtigt, at de ikke bliver en falsk tryghed eller tolkes i retning af, at det er den enkeltes ansvar at beskytte sig mod trusler om overgreb. For det må det aldrig blive. Det er et fælles ansvar. For arbejdsgiverne, for de faglige organisationer, men også for os hver især som kolleger. Vi skal bidrage til en kultur, hvor vi taler om åbent om de episoder, der opstår, og støtter kolleger i at gå til politiet i voldssager. Vi skal kunne gå på arbejde med ro i sindet, og det skal være trygt at kunne gøre det i eget navn. Det er slet ikke for meget forlangt.