Gå til indhold

Valg til repræsentantskabet 2026

Vær med til at sætte retningen for Overlægeforeningens politik og arbejde. Stil op og stem til repræsentantskabsvalget 2026. Læs mere om valget, og hvordan du får indflydelse her.

Alle medlemmer af Overlægeforeningen er opstillings- og stemmeberettiget. Du stemmer og vælges i den region, du er ansat i pr. 1. maj 2026. 

Den 20. april  – 18. maj 2026: Stil op som kandidat
Den 20. april 2026 får alle medlemmer af Overlægeforeningen en mail med en opstillingsblanket. Alle medlemmer kan melde sig som kandidat og evt. få lagt et valgoplæg op på hjemmesiden. Siden bliver opdateret løbende med kandidater.

Fristen for opstilling til valget lukker den 18. maj kl. 16.00. 

Den 1. juni – 12. juni 2026: Giv din stemme
Valget gennemføres ved elektronisk afstemning blandt alle ordinære medlemmer af Overlægeforeningen i hver region, på Færøerne og i Grønland. Afstemningen åbner den 1. juni kl. 9.00 og lukker den 12. juni kl. 12.00.

Resultatet af afstemningen offentliggøres hurtigst muligt herefter.

Få direkte indflydelse 

Som repræsentant får du direkte indflydelse på Overlægeforeningens arbejde og politik. Du er med til at vælge bestyrelsen og formanden. Læs mere om opgaven, antal møder m.v. nederst på siden. Du kan også læse mere i denne artikel fra nyhedsbrevet den 26. marts 2026.

Hvad med den nye Region Østdanmark? 

Den 1. januar 2027 er den nye Region Østdanmark en realitet. Ved dette valg har bestyrelse og det nuværende repræsentantskab besluttet at fastholde, at kandidater stiller op og bliver valgt i henholdsvis Region Hovedstaden og i Region Sjælland for at sikre bredest mulig repræsentation i den ny Region Østdanmark. 

Som medlem af repræsentantskabet er du en del af Overlægeforeningens højeste myndighed.

Det er repræsentantskabet, der vælger bestyrelsen og formanden, som tager stilling til overenskomstfornyelser, og som godkender bestyrelsens beretninger og foreningens regnskaber. 

Derudover diskuterer repræsentantskabet de emner, som er særligt vigtige for Overlægeforeningens medlemmer. Det kan være alt fra arbejdsmiljø til sundhedsstruktur eller lægelig ledelse.

Repræsentantskabets medlemmer kan bede om at få et punkt sat på dagsordenen til møderne. 

Repræsentantskabet består af 80 medlemmer, heraf 78 fordelt forholdsmæssigt efter antal medlemmer ansat i hver af de 5 regioner. Færøerne og Grønland har desuden hver én plads.

Der vælges samtidig et antal suppleanter svarende til mindst halvdelen af antallet af repræsentanter. 

Beregnet på medlemstal opgjort pr. 1. januar 2026 er de 78 pladser fordelt således:

  • Hovedstaden 29 pladser
  • Sjælland 10 pladser
  • Syddanmark 16 pladser
  • Midtjylland 16 pladser
  • Nordjylland 7 pladser 

Medlemmer af repræsentantskabet vælges for 2 år. Genvalg kan finde sted. De kandidater, som opnår flest stemmer uden at være valgt som repræsentanter, er valgt som suppleanter. 

Repræsentantskabet mødes to gange om året. Det ene møde er altid fysisk og foregår i oktober. Det andet møde holdes om foråret forud for Lægemødet og kan være digitalt. 

Ud over de to årlige repræsentantskabsmøder deltager repræsenter også i de regionale overlægerådsmøder (ROR) i egen region. Dem er der typisk fire af om året. 

Læs mere om ROR-møderne her

Den 20. april 2026 får alle medlemmer en mail med en opstillingsblanket. Den bliver også tilgængelig på hjemmesiden. Blanketten sendes til sekretariatet, som offentliggør alle kandidater på hjemmesiden.

Du kan også få et valgoplæg offentliggjort på læger.dk. De bliver løbende offentliggjort efter den 20. april. Alle kandidater kan sende et valgoplæg (evt. med billede) til Overlægeforeningen, som bliver offentliggjort på hjemmesiden. Skriv til ld.fas@dadl.dk

Valget gennemføres som elektronisk afstemning blandt alle ordinære medlemmer af Overlægeforeningen i regionerne, på Færøerne og i Grønland. Det vil sige, at alle medlemmer får en mail med mulighed for at stemme. 

Vil du vide mere om valget eller opgaven som repræsentant, er du velkommen til at kontakte Overlægeforeningen. Du kan også tale med en af de nuværende repræsentanter og høre om deres
 erfaringer. Find medlemmerne i din region her.

Endelig har alle medlemmer af Overlægeforeningen mulighed for at deltage i repræsentantskabsmøderne. Følg med i vores nyhedsbrev og her på hjemmesiden, hvor dagsorden og tilmelding meldes ud. 

 

For deltagelse i repræsentantskabsmøder ydes refusion til arbejdsgiver, hvis man er tjenesteplanlagt den pågældende dag. 

Der ydes refusion for 7,4 timer pr. dag, medmindre den konkrete tjenesteplan fastlægger et andet timetal, og arbejdsgiver fremsætter krav herom. Vagt forudsættes byttet.

Vedrørende formanden og medlemmerne af forhandlingsdelegationen er deltagelse i repræsentantskabsmøder dækket ind af deres aftalte frikøb.

Der ydes kørselsgodtgørelse (den høje takst) i forbindelse med deltagelse i alle møder, som foreningen centralt indkalder/indbyder til. Det gælder repræsentantskabsmøder, tillidsmandsmøder, temamøder, udvalgsmøder og lign.

I stedet for kørsel i egen bil kan anvendes tog (standard eller 1. klasse), bus eller indenrigsfly. Hvis kørslen indbefatter krydsning af Storebælt eller Øresund betales broafgift mod behørig dokumentation. Foreligger der ikke dokumentation for broafgift, kan der ikke ydes kilometergodtgørelse.

Hvis lokale/regionale møder indkaldes af et medlem af bestyrelsen eller talsmanden i regionen, betales transport til de deltagende medlemmer.