Gå til indhold

PLO anskaffer fælles AI-løsning

Kunstig intelligens (AI) er på vej til at blive en vigtig del af hverdagen i almen praksis. Mange klinikker bruger allerede i dag AI til fx notatskrivning og henvisninger, hvor teknologien frigør tid til patientbehandling. Udviklingen går hurtigt, og mange medlemmer efterspørger rådgivning, sikkerhed og fælles løsninger. Derfor er PLO i gang med at samle kræfterne og skabe en fælles, sikker og etisk forsvarlig AI-indsats til gavn for alle klinikker.

I stedet for at klinikkerne hver især skal forhandle, vurdere og sikre dokumentation for deres AI-leverandører, forbereder PLO nu et fælles udbud af AI-løsninger til almen praksis.

Et fælles AI-udbud – klinikkerne står stærkere sammen
Målet er at skabe en samlet og tryg ramme, hvor:

  • PLO forhandler vilkår, priser og databehandleraftaler på vegne af medlemmerne,
  • leverandørerne udvælges på baggrund af dokumenteret kvalitet og sikkerhed,
  • klinikkerne kan købe licenser til fordelagtige priser – og være sikre på, at alt er i orden juridisk og etisk.

Udbuddet forventes offentliggjort i december 2025 med kontraktindgåelse i maj 2026.
Det betyder, at alle PLO’s medlemmer får mulighed for at anskaffe sig en PLO forhandlet AI-løsning. Den kommende fælles løsning forventes at omfatte funktioner som:

  • Automatisk dokumentation af konsultationer med AI-genereret journaludkast
  • AI-hjælp til henvisninger, attester og blanketter 
  • Generering af patientresuméer ved komplekse sygdomsforløb
  • Forslag til diagnosekodning og ICPC2-klassifikation

Med PLO som aktiv part sikres både funktionalitet, pris, datasikkerhed og etisk ansvarlighed – og klinikkerne får adgang til kvalificeret rådgivning om AI-løsninger og GDPR.