Gå til indhold

PLO'rientering 06/2022

Nyhed PLO

Nyt fra bestyrelsen: Mennesker med psykisk lidelse skal have bedre hjælp i det nære sundhedsvæsen

24. marts 2022


Nyt fra bestyrelsen: Mennesker med psykisk lidelse skal have bedre hjælp i det nære sundhedsvæsen

PLO har sammen med Foreningen af Praktiserende Speciallæger (FAPS) og Dansk Psykolog Forening udarbejdet et katalog med fem forslag til, hvordan vi i det nære sundhedsvæsen bedre kan tage hånd om patienter med nyopstået psykisk lidelse.

Formålet med udspillet – 'En styrket indsats for borgere med nyopstået psykisk lidelse i det nære sundhedsvæsen' -  er at sikre, at borgere i Danmark kan blive hurtigere udredt og behandlet, når psykiske symptomer opstår. 

En af vejene til dette er, at vi styrker det nære sundhedsvæsen. Derfor peger vi i udspillet på, at det er nødvendigt, at vi får flere alment praktiserende læger, flere psykologer og flere praktiserende psykiatere.

Når en borger rammes af en psykisk lidelse, er det vigtigt hurtigt at få afdækket årsagen og få sat relevant behandling i gang. Hurtig behandling forebygger, at lidelsen forværres eller bliver kronisk. Dermed reduceres sandsynligheden for, at det bliver nødvendigt med sygehusbehandling, og borgeren har mindre risiko for at miste tilknytning til uddannelse og arbejdsmarked.

Vi foreslår, at der skal indføres konsultationer af længere varighed i almen praksis - krisesamtaler. Dette er allerede indført i Region Syddanmark, men patienter i hele landet bør have dette tilbud. Vi foreslår også, at henvisningskriterierne for psykologbehandling ændres, så patienterne kan komme til psykologbehandling, når egen læge vurderer, at der er behov. Vi vil gøre op med de nuværende henvisningskrav, for det bør være sygdommens alvor - og hvordan den påvirker ens evne til at fungere i hverdagen - der er afgørende for, om man kan få en henvisning.

Et tredje forslag er, at egen læge skal kunne henvise patienter med nyopdaget psykisk lidelse til en omfattende vurderingssamtale hos praktiserende psykiater inden for to uger. En tilsvarende ordning har vi i dag i de tre regioner vest for Storebælt, og her er erfaringerne positive, om end kapaciteten desværre stadig er for lav.

Hvis du har kommentarer eller supplerende forslag, hører jeg meget gerne fra dig. Du kan se mine kontaktoplysninger nedenfor.

Fakta: Forslag til indsatser i det nære sundhedsvæsen

  1. Krisesamtaler i almen praksis
  2. Bedre udnyttelse af psykologkapaciteten ved ændrede henvisningskriterier, så der kan henvises på et behovskriterium, når borgeren har nedsat funktionsniveau
  3. Bedre samarbejde mellem psykologer og almen praksis gennem en ændring af psykologbekendtgørelsen
  4. Adgang til hurtig vurdering hos praktiserende psykiater bør gøres landsdækkende
  5. Større kapacitet og bedre geografisk fordeling af aktører i det nære sundhedsvæsen, hvilket vil sige flere praktiserende læger, flere praktiserende psykiatere og flere psykologipraksis i de områder, hvor borgeren har langt til et sundhedstilbud

For yderligere oplysninger kontakt:
PLO’s næstformand Mireille Lacroix
mireille@dadlnet.dk

Tilbage til overblikket over artikler i dette nyhedsbrev



Behandling i almen praksis af flygtninge fra Ukraine

PLO udsendte den 18. marts 2022 en mail til alle medlemmer i relation til ukrainske flygtninge, herunder deres adgang til sundhedsydelser. Mailen kan ses her.

Sundhedsstyrelsen har også lavet et notat, som beskriver adgangen til sundhedsydelser i forskellige faser for personer, som er flygtet fra Ukraine, og deres sundhedstilstand. Notatet er på 12 sider. På side 5 og side 11 gives der et godt overblik over ukrainske flygtninges helbredsforhold og deres stilling og rettigheder i forhold til sundhedsydelser og almen praksis.

Særloven om ukrainske flygtninge, som Folketinget har vedtaget, omfatter ikke en hjemmel til, at regionerne kan honorere den sundhedsfaglige behandling, der allerede er ydet i almen praksis til ukrainske flygtninge. Det har derfor ikke været muligt at få en aftale med RLTN om dette. Almen praksis’ behandling af ukrainske flygtninge, der endnu ikke havde fået opholdstilladelse, kan således ikke afregnes med regionen. 

Med opholdstilladelse får ukrainerne et gult sundhedskort og skal tilmeldes en praktiserende læge eller klinik. PLO ønsker, at ukrainerne fordeles ud på flest mulige af de praktiserende læger og ikke kun blandt de klinikker, som allerede har åbent for tilgang. Der håbes på en snarlig afklaring, da flere ukrainere allerede har fået opholdstilladelse. Når der er nyt om dette, vil PLO’s medlemmer naturligvis blive informeret.

Skulle du opleve problemstillinger, som PLO bør være opmærksom på og evt. tage op med myndigheder, må du meget gerne kontakte sekretariatet via nedenstående kontakt.

PLO har oprettet en side, der samler relevante informationer til praktiserende læger om ukrainske flygtninge i Danmark og deres adgang til hjælp i almen praksis - se siden her

For yderligere oplysninger kontakt:
Chefkonsulent Dorthe Rodian Arleth
Telefon: 3544 8462, dar.plo@dadl.dk

Tilbage til overblikket over artikler i dette nyhedsbrev



Nu kan klinikker sende sikker post med næste generation digital post

21. marts 2022 blev den nye løsning – Mit.dk – lanceret til alle danskere, som den nye platform til sikker digital post fra både det offentlige og private virksomheder.

Alle systemhuse har indgået aftale med leverandøren bag Mit.dk, som betyder, at alle klinikker kan tilkøbe sig muligheden for at sende digital post direkte fra sit lægepraksissystem sikkert til patienterne. Det kan fx være relevant i forhold til anmodninger om udlevering af patientjournaler, lægeerklæringer mv.

PLO er opmærksom på, at klinikkerne længe har efterspurgt en nem og sikker måde at håndtere patienternes rettigheder på i både sundhedsloven og persondataloven om indsigt i egen journal. Den nye løsning skal gerne sikre, at klinikkerne ikke længere skal printe en kopi til udlevering, og samtidig sikre, at patienterne får nemmere adgang til egen journal.   

Ønsker klinikken at få denne nye mulighed, skal man kontakte sit systemhus om muligheden for at få det tilkøbt som en del af sit it-abonnement. 

Du kan finde mere information på Mit.dk, hvor der også er lavet en lille video om løsningen:

Det har ikke været muligt for PLO at lave en samlet aftale om klinikkernes brug af løsningen, men PLO vil arbejde for gennemsigtighed i priserne og følge området den kommende tid. 

PLO har sikret sammenhæng til Min Læge-app’en. Modtager patienten i Min Læge-appen fx uddrag af sin journal fra egen læge, og har patienten behov for at kommunikere med lægen om den, giver Mit.dk en sikker og automatisk adgang til de funktioner i Min Læge, som giver adgang til at skrive, booke tid eller afholde en videokonsultation med lægen.

For yderligere oplysninger kontakt:
Specialkonsulent Nicholas Christoffersen
Telefon 35 44 84 59, nch.plo@DADL.DK

Tilbage til overblikket over artikler i dette nyhedsbrev



Forslag til sundhedsreform

Regeringen fremlagde 15. marts et udspil til en sundhedsreform, som der nu er indledt politiske forhandlinger om mellem Folketingets partier. PLO mener, at initiativerne i forhold til lægemangel er for uambitiøse.

Reformudspillet indeholder en række initiativer på forskellige områder – herunder på forebyggelse, akutområdet, nærhospitaler, bedre hjælp til mennesker med kronisk sygdom og øget digitalisering og brug af data. Se udspillet i sin helhed.

For PLO har interessen primært samlet sig om to emner: Lægedækning og sundhedsklynger.

For at forbedre lægedækningen i almen praksis foreslår regeringen at omlægge hoveduddannelsen i almen medicin, så uddannelseslægerne tilbringer et halvt år længere i almen praksis og et halvt år kortere på sygehus.

Herudover vil regeringen give regionerne hjemmel til at hjælpe praktiserende læger i områder med dårlig lægedækning til fx at ansætte mere praksispersonale, hvis de åbner for tilgang af flere patienter. Regeringen vil også tilskynde regionerne til at udbrede brugen af licensklinikker.

PLO bakker op om alle de foreslåede tiltag, men mener, at de er utilstrækkelige.

Hvis man vil sikre tilstrækkeligt med praktiserende læger, mener PLO, man bør øge antallet af videreuddannelsespladser i almen medicin til 400 fra de nuværende 350. Se pressemeddelelse.

Herudover indeholder sundhedsreformen et forslag om etablering af sundhedsklynger omkring de 21 akutsygehuse. Tanken med sundhedsklyngerne er at styrke samarbejdet om patientforløb på tværs af sygehus, almen praksis og kommunerne.

PLO er positiv over for idéen om at etablere sundhedsklynger, men understreger i et høringssvar, at det er vigtigt, at almen praksis bliver repræsenteret i de styrende politiske organer.

For yderligere oplysninger kontakt:
Kommunikationschef Jonas Heltberg
Telefon: 3544 8464, joh.plo@dadl.dk

Tilbage til overblikket over artikler i dette nyhedsbrev



Kvalitetsklynger: faste regler for fremmøde

Kvalitetsklyngerne har været en succes og har skabt et godt fagligt og professionelt fællesskab mellem praktiserende læger på tværs af lægeklinikker. 98 pct. af de praktiserende læger er en del af en klynge, og de fleste læger er glade for klyngearbejdet, men der er også nogle få læger, som har tilmeldt sig en klynge og alligevel ikke ønsker at deltage aktivt. 

PLO og Kvalitetsprogram for Almen Praksis (KIAP) modtager henvendelser fra klyngekoordinatorerne med spørgsmål vedrørende manglende fremmøde til klyngemøder.

Ifølge overenskomsten kan praktiserende læger selv vælge, om de ønsker at deltage i kvalitetsudvikling i en klynge, eller om de i stedet ønsker kvalitetsbesøg af den regionale kvalitetskonsulent. Tilvalg eller fravalg af deltagelse i klyngearbejdet gælder for alle lægerne i samme klinik/ ydernummer, også fastansatte læger. Er der fx tre læger i klinikken, men en af lægerne ikke ønsker at deltage i klyngearbejdet, vil det betyde, at klinikken i stedet skal modtage kvalitetsbesøg.

Fremmøde bør fremgå af vedtægter
Mange klynger afholder generalforsamling i de kommende måneder, hvor denne problemstilling ventes at blive drøftet. PLO vil opfordre alle klynger til at fastlægge kriterier for deltagelse i klyngearbejdet, som beskriver, hvordan fremmøde, aktiv mødedeltagelse og afbud håndteres i klyngen. Reglerne kan med fordel afspejles i klyngens vedtægter. 

Læger, der herefter ikke ønsker at deltage i henhold til de beskrevne kriterier, kan ikke fortsætte kvalitetsarbejdet i klyngen, men vil i stedet kunne opfylde forpligtelsen til kvalitetsudvikling via den regionale kvalitetsorganisation.

Overvej altid, om en kollega, som ikke deltager eller deltager minimalt, kunne have udfordringer i sit praksisliv/privatliv, som kunne være en barriere, og spørg ind til, om de har behov for hjælp. Klyngen kan, udover at være et fagligt og socialt fællesskab, også være et sted, hvor man er opmærksom på kolleger, som viser tegn på udbrændthed. En telefonopringning og en ikke-fordømmende dialog kan gøre en stor forskel. 

For yderligere information kontakt: 
Konsulent Ulrikke Bryde-Nielsen 
Telefon 3544 8456, ubn.plo@dadl.dk

Tilbage til overblikket over artikler i dette nyhedsbrev



Hjælpen er klar til at komme i gang med de digitale forløbsplaner

Flere og flere klinikker arbejder nu med de digitale forløbsplaner. I 2021 lavede almen praksis mere end 90.000 planer, mens det aftalte måltal i OK18 var 75.000. Der er dog fortsat over 500 klinikker, som ikke rigtigt er kommet i gang, og det rettes der nu fokus på, fordi forpligtelsen til at arbejde med forløbsplaner er gentaget i OK22. 

Ifølge OK22 skal klinikkerne udforme minimum fem nye planer om året pr. lægekapacitet, som er tilknyttet klinikken, og samtidig vedligeholde de planer, som er lavet. For at hjælpe klinikkerne i gang har KiAP lavet nye instruktionsvideoer, du kan se her.

Man kan fx se, hvordan man finder sine dårligst regulerede hypertensionspatienter, eller diabetespatienter, som får metformin trods dårlig nyrefunktion. Både MedCom og de regionale datakonsulenter står også klar til at hjælpe.
 
Som inspiration kan man evt. starte med at lytte til denne podcast, hvor læge Henrik Rasmussen, fra KiAP, og læge og bestyrelsesmedlem af PLO, Trine Jeppesen, taler om brugen af de digitale forløbsplaner.

For yderligere information kontakt: 
Chefkonsulent Martin Bagger Brandt 
Telefon 35448302, mbb.plo@dadl.dk

Tilbage til overblikket over artikler i dette nyhedsbrev



Midlertidig aftale om dosispakket medicin forlænget til og med maj

PLO og RLTN har aftalt at forlænge den midlertidige aftale om dosispakket medicin indtil udgangen af maj 2022. 

Aftalen er ikke forlænget med baggrund i corona-situationen, men med henblik på at indsamle erfaringer og data som grundlag for at kunne bestemme, om der skal indgås en permanent aftale under en eller anden form. 

Se mere om aftalen samt en video om, hvordan dosispakket medicin registreres i FMK.

For yderligere oplysninger kontakt:
Chefkonsulent Dorthe Rodian Arleth
Telefon: 3544 8462, dar.plo@dadl.dk

Tilbage til overblikket over artikler i dette nyhedsbrev



Kighostevaccination til gravide fortsætter efter 31. marts 2022

Gravide i tredje trimester tilbydes kighostevaccination, som udgangspunkt i forbindelse med tredje lægeundersøgelse. Dette tilbud var planlagt til at ophøre med udgangen af marts måned. Det er imidlertid forventningen, at tilbuddet fortsætter. 

PLO og RLTN vil indgå aftale, når Sundhedsministeriet har udstedt bekendtgørelse. 

Se aftale m.m. her - opdateres, når der er nyt. 

For yderligere oplysninger kontakt:
Chefkonsulent Dorthe Rodian Arleth
Telefon: 3544 8462, dar.plo@dadl.dk

Tilbage til overblikket over artikler i dette nyhedsbrev



Pnenumokokvaccination forlænges indtil udgangen af 2022

Det gratis tilbud om pneumokokvaccination med PPV23 til ældre og personer med en række kroniske sygdomme er den 12. marts 2022 forlænget indtil udgangen af 2022.

PLO og RLTN har indgået aftale herom. Vilkår, herunder honorering, er uændrede. Se opdateret aftale her.

For yderligere oplysninger kontakt:
Chefkonsulent Dorthe Rodian Arleth
Telefon: 3544 8462, dar.plo@dadl.dk

Tilbage til overblikket over artikler i dette nyhedsbrev



Status på brugen af videokonsultationer – få hjælp til at komme i gang

Med den nye overenskomst blev det besluttet, at alle lægeklinikker ved udgangen af 2024 skal tilbyde videokonsultationer (VK’er) for deres patienter. Og almen praksis er godt på vej! 

Dykker vi ned i tallene, så har antallet af klinikker, der bruger video, været stødt stigende siden 2020, da pandemien tog fart. De seneste opgørelser viser, at video bliver brugt af godt 1.570 klinikker. Heraf bruger 1.526 klinikker Min Læge.

Målet er naturligvis at få alle 1.850 praksisklinikker med! I gennemsnit afholder hver aktiv klinik i omegnen af 25 VK’er om måneden. Dyk ned i flere tal for brug af video i klinikkerne her.

Er du interesseret i at komme i gang med at bruge VK, kan du finde vejledninger og videodemonstration her.

PLO-Efteruddannelse har ligeledes lavet introduktionsvideo til VK i klinikken
  
Honorering for video
En VK afregnes med ydelseskoden 0125.

Kriterierne for at gennemføre en VK:
-    VK er en grundydelse, som skal være planlagt og visiteret på forhånd;
-    VK kan altså ikke finde sted i forbindelse med åben konsultationstid.
-    Det er en lægefaglig vurdering, hvornår video kan finde sted. Vurderingen skal tage hensyn til behovet for en fysisk undersøgelse, patientens særegne behov såvel som personlige ikke-medicinske forhold som lang transporttid mv. 

Følgende tillægsydelser kan udføres i forbindelse med en VK:

  • 2151: Instruktion i brug af kliniske skemaer
  • 2149: Diagnostik, udredning og opfølgning ved anvendelse af fagligt anerkendte psykometriske test
  • 2161: Tillæg ved ydelse af lægehjælp, hvor der anvendes kvalificeret tolk
  • 2401: Tillæg ved behandling af personer, som ikke er tilmeldt en læge
  • 2402: Tillæg ved behandling af personer, som ikke er tilmeldt en læge

En VK vil, hvor det har et konkret formål, kunne anvendes til samtaleterapi [6101/6201] og årskontrol [0120] med tilsvarende honorar. Hvis samtaleterapi eller årskontrol tages over video, benyttes ydelserne 6101/6201 og 0120 sammen med registreringskoden 1003.

Læs mere om korrekt brug af ydelserne for video i PLO’s FAQ med oftest stillede spørgsmål

Support
Hvis der opleves problemer med PLO’s videoløsninger, så er supporten åben for alle medlemmer. Patienter, der ønsker teknisk hjælp, skal fortsat kontakte sundhed.dk.

Læs mere om muligheder for support her på PLO's hjemmeside

Snarlig video-sms-funktion
For øjeblikket arbejder vi på højtryk for at teste en ny video-sms-løsning, som er under udvikling. Den vil give patienten mulighed for at tilgå videokonsultationen ved at følge et simpelt link i en sms, som lægen sender afsted, dvs. uden brug af Min Læge-app. Løsningen forventes meget snart lanceret. Herom hører I nærmere.

For yderligere oplysninger kontakt:
Konsulent Lærke Steenberg Smith
Telefon 3544 8455, lss.plo@dadl.dk

Tilbage til overblikket over artikler i dette nyhedsbrev
 



Repræsentantskabsmøde i Aalborg

2. april 2022 holder PLO ordinært repræsentantskabsmøde på Hvide Hus i Aalborg.

Læs formandens skriftlige beretning og se oversigt over dagsordenen her

For yderligere oplysninger kontakt:
Kommunikationschef Jonas Heltberg
Telefon: 3544 8464, joh.plo@dadl.dk


Tilbage til overblikket over artikler i dette nyhedsbrev



Nyt fra PLO-Hovedstaden

Et nyt og stærkere samarbejde mellem hospitaler og almen praksis
Region Hovedstaden og PLO-Hovedstaden har i fællesskab gennemført en undersøgelse blandt de praktiserende læger i regionen om deres oplevelse af samarbejdet med hospitalerne samt en kortlægning af hospitalernes tilbud. 

I har bidraget med at besvare et spørgeskema i efteråret - tak for bidraget! Undersøgelsen har vi i PLO-H arbejdet målrettet for at få gennemført, og nu er resultaterne blevet offentliggjort: se pressemeddelelse og rapport på læger.dk

Undersøgelsen viser i høj grad de resultater, som vi forventede, og danner et rigtig godt grundlag for at udvikle et bedre samarbejde mellem hospitalslæger og læger i almen praksis. Blandt andet håber vi at finde gode løsninger til at nedbringe omfanget af afviste henvisninger. Der sættes nu gang i en proces med at implementere rapportens anbefalinger. I vil løbende høre mere om de forskellige tiltag.

Ansøgningsfrist til næste møde i Samarbejdsudvalget er 26. april
Samarbejdsudvalget behandler ansøgninger om delepraksis uden for lægedækningstruede områder samt forlængelse af delepraksistilladelser, ansøgninger om generationsskifteaftaler, ansøgninger om lavere patientantal under 1.600 af særlige grunde, ansøgninger om forhøjelse af patientantal over 2.700 samt ansøgninger om fristforlængelse for besættelse af kapacitet. Næste møde holdes 2. juni, og der er frist for ansøgninger 26. april 2022. 

Tilbage til overblikket over artikler i dette nyhedsbrev