Gå til indhold

PLO'rientering 15/2024

Nyhed PLO

Tag med til Lægedage, opfordrer formanden. Læs også om delepraksis, metodekatalog som klinikker kan bruge til arbejdet med ledelse og trivsel, ny lægeattest til kørekort, abonnement på Månedsskriftet og status på PLO's digitaliseringsprojekter. Læs også nyt fra PLO-Hovedstaden og PLO-Sjælland.

Personer checker ind til Lægedage 2024 i Bella Center
INDHOLD
  • Nyt fra bestyrelsen: Tag med til Lægedage - vi sætter spot på det samarbejdende og sammenhængende sundhedsvæsen
  • Tildeling af delepraksistilladelser
  • Vil du styrke arbejdet med ledelse, trivsel og arbejdsglæde i klinikken?
  • Værd at vide om den nye digitale lægeattest til kørekort
  • Abonnér på Månedsskrift for Almen Praksis
  • PLO’s digitaliseringsprojekter - status sommer 2024
  • Nyt fra PLO-Hovedstaden
  • Nyt fra PLO-Sjælland
Nyt fra bestyrelsen

Tag med på Lægedage – vi sætter spot på det samarbejdende og sammenhængende sundhedsvæsen

Flere ressourcer til almen praksis og det nære sundhedsvæsen. Flere alment praktiserende læger. De to ting fremhæver Sundhedsstrukturkommissionen som nødvendige for en bæredygtig omstrukturering af sundhedsvæsenet, og det er vores klare forventning, at regeringen bygger sin sundhedsreform op om et styrket almen praksis.

Det er imidlertid lige så nødvendigt, at almen praksis bakkes op af det øvrige sundhedsvæsen, både det kommunale og regionale. For at geare os til fremtidens behov skal vi arbejde mere og bedre sammen på tværs af fag, sektorer og enheder – på basis af en veldefineret arbejdsdeling og klare opgavebeskrivelser. I det lys holder vi i samarbejde med DSAM årets Lægedage under temaet: Det samarbejdende og sammenhængende sundhedsvæsen.

Hvordan vi forbedrer vi det tværfaglige og tværsektorielle samarbejde? Det dykker vi både ned i den politiske åbningsdebat mandag og den mere praksisnære temasession onsdag, hvor vi får besøg af en lang række interessante gæster, der repræsenterer flere forskellige hjørner af sundhedsvæsenet.

Husk, at du kan følge med på skærmen i de to arrangementer, selv om du ikke er tilmeldt Lægedage. Vi livestreamer både åbningssessionen mandag den 11. november kl. 15.30-17 og temasessionen onsdag den 13. november kl. 9-12.30.

Lægedage er vores fagfestival. Årets begivenhed for hele almen praksis, hvor vi samler input og får ny viden med os hjem. Vi møder nye såvel som velkendte kolleger og kan vende både stort og småt. Derfor er Lægedage så velegnet til vigtige snakke og diskussioner om fremtiden for vores arbejdsliv, vores klinikker og for almen praksis.

Mere end 1500 er allerede tilmeldt, men vi kan være mange flere. I år har vi faktisk udvidet antal af kursuspladser, så der hver dag er plads til ca. 1200-1400 deltagere.

Vi udbyder 138 kurser. Seks af dem er systematisk efteruddannelse, og flere foregår på færdighedsværksteder.

Og så er der alt det sociale. Efter kurserne mandag, onsdag og torsdag kan du deltage i Netværksbar. Tirsdag er Netværksbar og Mød formændene lagt sammen, så man kan få lidt at spise og drikke, imens DSAM’s formand Bolette Friderichsen og jeg svarer på spørgsmål.

DocTalks gentager vi to morgener. Tirsdag morgen kan du opleve Sundhedsstyrelsens direktør Jonas Egebart - onsdag morgen DR’s sundhedskorrespondent Peter Qvortrup Geisling.

Læs mere om Lægedage og find tilmelding her
 
Vi glæder os til at se så mange som muligt. 

Venlig hilsen

Jørgen Skadborg
Formand, PLO

Tildeling af delepraksistilladelser

PLO er blevet opmærksom på, at regionerne har skærpet proceduren i forbindelse med samarbejdsudvalgenes tildeling af delepraksistilladelser, jf. overenskomstens § 13. 

Samarbejdsudvalget kan, til læger med behov for nedsat arbejdsmængde i almen praksis, tildele delepraksistilladelse, hvis:

  • Den praktiserende læge er kronisk syg eller alvorlig syg
  • Der er alvorlig sygdom i lægens nære familie
  • Den praktiserende læge stiller sin arbejdskraft til rådighed for andre faglige funktioner så som undervisning, konsulentarbejde eller fagpolitisk arbejde i minimum ti timer pr. uge

En delepraksistilladelse kan gives til eksisterende praksis eller til læger, som ønsker at erhverve en praksis med henblik på at drive den som delepraksis.

En række regioner/samarbejdsudvalg (SU) har midlertidigt også givet tilladelse til, at læger kan søge ansættelse med en delepraksistilladelse i hånden. Denne procedure er nu blevet skærpet i regionerne, således at delepraksistilladelse alene kan gives til læger, der ønsker at erhverve en praksis.

Læs om delepraksis her - under D

For yderligere oplysninger:
Chefkonsulent Thomas Rye
Telefon 3544 1088, trye.plo@dadl.dk

---

Vil du styrke arbejdet med ledelse, trivsel og arbejdsglæde?

PLO Efteruddannelse har i samarbejde med KiAP udviklet et metodekatalog, som har til formål at give læger og ansatte nogle ”gør det selv”-metoder, der kan styrke klinikkens eget arbejde med ledelse, trivsel og arbejdsglæde, samarbejde samt iværksættelse af nye tiltag. 

Metoderne er opdelt i fire forskellige temaer. De første to temaer er for ledelsen, og de sidste to er for hele klinikken. Metoderne er afprøvet gennem flere år og i mange forskellige klinikker. Du finder metodekataloget her.

I samarbejde med Månedsskriftet er der netop udgivet en podcastserie, hvor samtlige metoder gennemgås under de fire temaer. Vi håber, at du har lyst til at lytte med.

For yderligere oplysninger:
Lægekonsulent Heidi Bøgelund Frederiksen, PLO Efteruddannelse
Telefon 2384 5015, hb@heidibøgelund.dk

---

Værd at vide om den nye digitale lægeattest til kørekort

Som orienteret om tidligere bliver den nye digitale lægeattest til kørekort udrullet i bølger af kommuner frem mod årsskiftet, og 1. juli 2025 bliver det obligatorisk at anvende den digitale lægeattest.

Første bølge begynder mandag d. 2. september i Bornholm, Favrskov, Frederiksberg, Haderslev, Halsnæs, Hillerød, København, Roskilde, Rødovre, Skanderborg, Tønder, Varde og Vejen kommuner. Næste bølge er 1. oktober.

Den nye løsning betyder, at lægeklinikker vil modtage anmodninger om lægeattest til kørekort i deres lægejournalsystem - på helt samme måde som øvrige elektroniske blanketter. Se flowet

Linket til patienterne
Patienten udfylder Del A af lægeattesten her på borger.dk: www.borger.dk/lægeattest

For at sikre, at flest mulige har fået udfyldt Del A, inden de møder op til konsultation, kan klinikkerne indsætte ovenstående link i bookingsystemet eller på anden måde gøre det tilgængeligt for patienterne. Desuden kan man bede patienten om at udfylde lægeattesten en dag i forvejen. Man kan eventuelt også instruere patienter og personale om, at der først kan bestilles tid, når attestanmodningen er synlig i indbakken. På den måde sikrer man, at klinikken har modtaget attesten til konsultationen.

Læs om udrulningen hos Medcom - FAQ med svar på spørgsmål, der kan opstå.

Læs mere om attesten i Attestnøglen på læger.dk

Ved spørgsmål, behov for hjælp eller vejledning
- kontakt klinikkens lægesystem

---

Abonnér på Månedsskrift for Almen Praksis

Månedsskriftet er et efteruddannelsesmagasin, der holder dig orienteret om udviklingen på det almenmedicinske område.

De praksisrelevante artikler, der udvælges af en lægefaglig redaktion, som alle sidder i almen praksis, holder dig løbende opdateret og giver en bred viden.

Tidsskriftet udkommer 11 gange om året og leveres direkte i din postkasse. Det findes også i en digital version, hvor der er artikler tilbage til 2001.

Abonnementet koster 2.440 kr. inklusiv moms om året, og kan tegnes her.

Udgiften kan dækkes via din efteruddannelseskonto i Fonden for Almen Praksis. Det kan du gøre her.

Månedsskriftet producerer også en lang række podcasts, som du gratis kan lytte til her.
 
For yderligere oplysninger:
Månedsskrift for Almen Praksis 
Telefon 3526 6785, mpl@mpl.dk

PLO's digitaliseringsprojekter - Status sommeren 2024

PLO orienterer fire gange om året om sit arbejde med digitalisering i almen praksis. Det er projekter, der kan understøtte og forbedre kommunikationen mellem læge og patient, arbejdet i klinikken og kvaliteten i behandlingen.

Med Health Hub får klinikken en server i en digital ”sky”

PLO er i gang med en nødvendig fremtidssikring af datahåndteringen i almen praksis. Dels så branchen i fremtiden er i stand til at anvende nye teknologier, dels for at styrke it-sikkerheden. Alle medlemmers klinikker vil således fra 2025 få egen server i en digital "sky" hos it-leverandøren PLSP. Den vil være en kopi af klinikkens lokale server. ”Skyen” er navngivet Health Hub. 

Gevinsterne ved Health Hub er bl.a.:

  • Færre kopier af samme data hos PLSP (dette efterlever krav i GDPR om dataminimering).
  • Overskuelig forvaltning og styring af data - bl.a. med nye typer logning, mulighed for at trække data retur mv.
  • Mindre afhængighed til systemhusene, når der stilles nye krav til datadeling til de praktiserende læger eller PLO ønsker at udvikle fælles løsninger til gavn for klinikkerne.

PLO forventer, at Health Hub går i drift i første halvdel af 2025, og PLO orienterer medlemmerne løbende herom.

Vil du deltage i projekt apps i almen praksis?

Et pilotforsøg har testet en teknisk løsning i journalsystemet, hvor lægen kan anbefale relevante sundhedsapps til patienten. Det har vist sig, at både læger og patienter oplevede flere fordele ved dette.

Erfaringerne fra den første afprøvning tages nu med videre i en afprøvning i en større skala. Derfor er der nu en unik mulighed for at få erfaring med at anbefale relevante apps til dine patienter. Når man som læge anbefaler en eller flere apps til en patient, bruger lægen Klinik+ i lægepraksissystemet, hvorefter anbefalingen vises for patienten i Min Læge-appen. De to gratis apps Mine Knogler af fra Osteoporoseforeningen og GenoptrænDK fra Region Syddanmark er eksempler på apps fra projektet. 

Vil du deltage eller bare høre mere om projektet? Så skriv dig op via denne formular hos MedCom. Du vil naturligvis få hjælp og støtte undervejs som en del af projektet 

Kan AI hjælpe med at skrive journalnotater efter videokonsultationer?

Det er noget, vi er ved at undersøge. PLO igangsætter i den kommende tid et pilotprojekt, hvor formålet er at anvende AI til at udfærdige udkast til journalnotat efter en afholdt videokonsultation.

Håbet er, at dette kan være med til at frigøre tid til journalføring i konsultationen. Det skal undersøges nærmere, om brugen af AI medfører en effektivisering af arbejdet, kan forbedre kvaliteten af journalnotaterne og kan forbedre patienttilfredsheden, da der vil være mere opmærksomhed fra lægen under konsultationen.
 
Her på PLO's hjemmeside kan du læse mere om digital praksis - om alt fra Min Læge-appen, videokonsultationer og Klinik+ til PLO’s engagement på digitaliseringsområdet.

Nyt fra PLO-Hovedstaden

Medlemsmøde 4. november - husk at melde dig til

PLO-Hovedstadens ordinære medlemsmøde afholdes mandag den 4. november 2024 kl. 17.00-19.30 på Hotel Copenhagen Island, Kalvebod Brygge 53. Der tilbydes middag efter mødet fra kl. 19.30.

Dagsorden til mødet udsendes senest 14 dage før mødet. 

Tilmeld dig her

Vi håber at se så mange af jer som muligt til mødet. 

SPOT PÅ: Delaftale om palliative patientforløb, hvor der er søgt om terminalt tilskud 

Denne delaftale er lagt ind under Rammeaftale vedr. honorering af praktiserende læger, der udfører opfølgende hjemmebesøg efter udskrivelse fra hospital i samarbejde med en kommune i Region Hovedstaden.

Se delaftalen om palliative patientforløb her på læger.dk

Målgruppe for delaftalen
Palliative patienter, hvor der er søgt om terminalt tilskud. 
Hospitalspersonale, primærsygeplejerske og praktiserende læge kan tage initiativ til et palliativt hjemmebesøg. Patienten skal være indforstået med et hjemmebesøg. 

Ydelsesbeskrivelse 
Et palliativt hjemmebesøg indeholder følgende tre hovedelementer:

  • En medicingennemgang. Lægen sender en eventuel opdateret medicinliste via korrespondancemodulet til hjemmeplejen, hvis der under besøget bliver aftalt ændring i medicineringen. Medicinlisten fremsendes senest 5 hverdage efter besøget.
  • Generel helbredsvurdering af kendt sygdom.
  • Vurdering af borgerens funktionsevne sammen med hjemmesygeplejersken. 
    Det palliative ”hjemmebesøg” kan også foregå i praksis. 

Honorering

Ydelsesnummer Betegnelse Takst kr. pr. 1. april 2024
4250 Palliativt hjemmebesøg 985,08
4657 Konsultation i stedet for hjemmebesøg 454,61
4253 Kørselsgodtgørelse pr. kørt km 5,22

 

Nyt fra PLO-Hovedstaden - fortsat

Kommunal deltagelse
En repræsentant for kommunens hjemmesygeplejerske/sygeplejerske fra den kommunale akutfunktion deltager i besøget. Hvis det ikke er praktisk muligt, at der er deltagelse af kommunens hjemmesygeplejerske/sygeplejerske fra den kommunale akutfunktion, sørger lægen for telefonisk kommunikation med plejepersonalet og sender en korrespondancemeddelelse om besøget, samt hvad der er aftalt med patienten til kommunen. 

Se alle lokalaftaler i Region Hovedstaden her

Nyt fra PLO-Sjælland

Valg til PLO-Sjællands bestyrelse og PLO’s repræsentantskab november 2024

Camilla Høegh-Guldberg: PLO-Sjælland har brug for hver og en af sine stemmer!
Stil op til valget!

2024 er et uvishedens år med en lurende sundhedsstrukturreform, en langvarig Aftale 25-forhandling og et snærende økonomiloft, der igen og igen står i skærende kontrast til alt det almen praksis forventes at kunne klare.

Meget er uvist, men uanset om vi går ind i en fase med udvikling eller afvikling af Region Sjælland, så er vores dagligdag med patienterne vores udgangspunkt.

Arbejdet som praktiserende læge kan være fantastisk, men vi er udfordret af lægemangel, udbrændthed og administrativt pseudoarbejde. Det påvirker vores arbejdsglæde, trivsel og kollegialitet. Og det er i bund og grund dét, fagpolitisk arbejde i PLO-Sjælland drejer sig om. Uanset om du interesserer dig for national sundhedspolitik og -økonomi, brænder for at deltage i forhandlinger, ønsker at tage hverdagens kampe mod opgaveglidning og afviste henvisninger, eller du interesserer dig for medlemmernes trivsel og vil bidrage til rekruttering og fastholdelse, så er DIN stemme vigtig i den sjællandske PLO-bestyrelse og på vores nationale repræsentantskab.

Vi har aktuelt en bredt sammensat bestyrelse, hvor stort set alle kroge af regionen er repræsenteret. Det er en styrke. Jeg håber bestemt, at de nuværende bestyrelsesmedlemmer genopstiller, men vi har plads til flere! 

Der skal vælges seks repræsentanter og seks suppleanter for en 2-årig periode, og alle 12 vil indgå i den arbejdede bestyrelse. Med alle pladser fyldt vil det blive en overkommelig opgave at varetage kollegernes interesser sideløbende med det travle daglige arbejde i praksis. 

Så meld dig til at få indflydelse på, hvordan vi bedst arbejder for at sikre de praktiserende læger det bedst mulige arbejdsliv. 

Du kan melde dit kandidatur på plo-sjaelland@dadl.dk frem til den 15. november kl. 12.00. Selve valget foregår elektronisk i perioden 25. november til 9. december 2024 kl. 12.00.

Husk, at der er medlemsmøde og fest med indlagt valgmøde på Sørup Herregård den 8. november.

Du er meget velkommen til at kontakte formandskabet eller sekretariatet for mere information om arbejdets konkrete indhold og dets tidsmæssige omfang.

Mvh
Camilla Høegh-Guldberg
Formand, PLO-Sjælland

Grafik med ordene Valg i PLO

I år er der valg til PLO's repræsentantskab, som består af medlemmerne af PLO’s fem regionale bestyrelser. 

Læs mere