Gå til indhold

Vær opmærksom på ophavsret og samtykke ved deling af billeder

Brug kun billeder, du har tilladelse til at bruge.

Hvis du vil bruge billeder i form af et fotografi, en tegning, en film mv. i dine opslag på sociale medier, skal du være opmærksom på kun at bruge billeder, du har den nødvendige tilladelse til at bruge. Man kan godt blive fristet til at kopiere et godt billede fra f.eks. Google til at illustrere sit budskab, men billeder, du finder på nettet, kan være omfattet af regler for ophavsret og kan derfor ikke bare frit benyttes. Brud på ophavsret er strafbart. På internettet kan du søge specifikt efter billeder, der frit kan benyttes, og hvor ophavsmanden til billedet har givet tilladelse til brug.

Deling af billeder eller videoer fra personlige eller familiemæssige sammenhænge

Offentliggørelse af billeder på internettet af genkendelige personer betragtes som en behandling af personoplysninger. Det gælder, uanset om billedet står alene, eller om det er ledsaget af en tekst, der identificerer personerne på billedet. 

Som hovedregel kan du som privatperson lægge billeder på sociale medier fra personlige eller familiemæssige sammenhænge uden samtykke fra de genkendelige personer, der optræder på billederne, så længe billederne ikke er af erhvervsmæssig eller kommerciel karakter.

Det afhænger dog af karakteren af dit billede eller video, og i hvilken sammenhæng, de indgår, om du skal have samtykke fra personerne på billedet/ videoen eller ej. Det afgørende er, at personerne på billedet ikke med rimelighed kan føle sig udstillet, udnyttet eller krænket, f.eks. i forbindelse med markedsføring eller andre kommercielle formål. 

Du skal også være opmærksom på alderen på de personer, der fremgår af det billede, du overvejer at dele. Børn og unge skal have særlig beskyttelse, da de ofte er mindre bevidste om de risici og konsekvenser, som kan være forbundet med deling af billeder af dem på sociale medier.

Det er som hovedregel altid en god idé at spørge om lov, før du deler billeder af andre på sociale medier. Er du i tvivl, så spørg om samtykke.

Deling af billeder eller videoer fra professionelle sammenhænge

Er du selvstændig eller klinikejer, og overvejer du at dele billeder på sociale medier af genkendelige personer fra professionelle sammenhænge, f.eks. fra et kursus eller en faglig konference, er du dataansvarlig og skal sikre dig, at alle på billedet har givet samtykke før offentliggørelse.

Deling af billeder af patienters tilstande til brug for faglig sparring

Din tavshedspligt omfatter også billeder af din patients tilstande eller sygdomme. Derfor må du kun videregive billeder af patienters tilstande eller sygdomme i en form, hvor patienten ikke kan identificeres. 
Inden du deler billeder eller andre personoplysninger, som patienter har givet samtykke til, via sociale medier, er det dog vigtigt, at du forinden tillige har undersøgt, om din arbejdsplads har en politik eller retningslinjer om, hvordan man som læge må søge faglig rådgivning uden for sygehuset/ klinikken, herunder, om det er tilladt at anvende sociale medier.

Læs mere om regler for deling af billeder på internettet hos Datatilsynet