Ulighed i sundhed skal også bekæmpes uden for sundhedsvæsenet

Hvor lang er din uddannelse? Hvor lang er dine forældres uddannelse? Har du et arbejde? Hvor høj er din løn? Tag testen, og få et velunderbygget bud på, hvilke og hvor alvorlige sundhedsproblemer, du kommer til at opleve fra fødsel til livets slutning. For det kedelige faktum er, at er du barn af to forældre med lange uddannelser i et velstillet hjem, hvor der er langt mellem smøgerne, så har du gode kort på hånden. Er du derimod født i for eksempel nabokommunen af en enlig mor, som ryger og er på kontanthjælp, så er kortene ikke nær så gode. I hvert fald statistisk set. For eksempel må en 30-årig person med kort uddannelse i dag forvente at leve 6 år kortere end en 30-årig med lang uddannelse.

Der er kæmpestor forskel på, hvilke muligheder vi hver især har for at få et langt liv med et godt helbred. Allerede i mors mave slår uligheden i sundhed ind, og kort uddannelse eller lav indkomst hos ens forældre betyder øget risiko for både fysisk og psykisk sygdom – ikke kun hos ens forældre, men også hos en selv. Og bliver man syg, er konsekvenserne værre og overlevelseschancerne dårligere. Vi er ikke så naive at tro, at man kan udviske de forskelle fuldstændigt. Men uligheden i sundheden er blevet større de seneste år, ikke mindst når vi ser på de grupper af borgere i samfundet, som har det allersværest, og som vi burde gøre mest for. Og grænsen for, hvad der er acceptabelt, er for længst overskredet. De fleste i Danmark har fået det bedre, men en alt for stor gruppe af landets borgere er billedligt talt efterladt på perronen. Det kan vi som læger og samfundsborgere ikke blot passivt konstatere.

Vi skal træde nye veje

Vi ser kort sagt et uomgængeligt behov for, at politikerne går til stålet og prioriterer at få bekæmpet årsagerne til ulighed i sundhed, så der faktisk sker noget. Velvilje og empati med de dårligst stillede borgere er ikke nok. Der skal handling til, og det kræver en fælles erkendelse af, at årsagerne til den voksende ulighed oftest findes helt andre steder end i sundhedsvæsenet, nemlig i mors mave, i opvæksten, i hjemmet, i skolen, på arbejdsmarkedet og i supermarkedet. Det er nødvendigt at flytte blikket og i højere grad fokusere på at forebygge uligheden i sundhed i stedet for at forsøge at håndtere den, efter den er opstået.

Det kræver, at der sker markante forandringer også mange andre steder end i sundhedsvæsenet. Og det er ikke noget, vi som læger kan gennemføre alene. Det siger sig selv. Men som læger har vi en pligt til at råbe op om, at denne udvikling er dybt, dybt bekymrende, og at vores fælles samfund har en forpligtelse til at holde en hånd under helbredet hos alle borgere og give dem de bedste muligheder for et langt liv ved godt helbred.

Det er baggrunden for, at Lægeforeningen nu betræder nye stier i kampen for større lighed i sundhed. Som allerede meldt af flere andre opfordrer vi Folketinget til hurtigst muligt at indføre en folkesundhedslov, som tager fat i problemerne på tværs af sektorer, myndigheder og politikområder. Det er afgørende, at vi tænker folkesundhed ind i al lovgivning. Lige fra planlægningen af nye cykelstier og rekreative grønne områder til afgifter på tobak og mad og til patientvenlige it-løsninger. Og vi har derudover en række konkrete forslag, som kan bidrage til at reducere uligheden.

Ingen børn skal vokse op i fattigdom

Uligheden i sundhed starter tidligt – allerede inden fødslen, og den forstærkes gennem hele livet af mange faktorer. Derfor skal vi sætte ind tidligere i livet for udsatte børn. En af de faktorer, som vi ved har betydning for børn og unges helbred, er, at opvækst i fattigdom er dårligt for fysisk og psykisk helbred. Derfor foreslår vi, at de sociale ydelser i Danmark skal have et mindsteniveau, som skal sikre, at ingen vokser op i fattigdom. Og her er jeg helt med på, at vi er læger og ikke socialrådgivere eller fagkyndige i forhold til det præcise niveau, men det er vigtigt, at der er politisk opmærksomhed på de særligt udsatte børn.  Samtidig er det afgørende, at samfundet rækker mere ud til udsatte børn og deres forældre – lige fra svangreomsorgen og hele vejen op igennem deres skolegang. For afslutter et barn ikke folkeskolen, forringer det chancerne for videre uddannelse og at kunne begå sig på arbejdsmarkedet, og så starter den negative spiral. Både kort uddannelse og det at stå uden for arbejdsmarkedet øger som nævnt risikoen for et dårligt helbred.

Økonomi spiller i det hele taget en hovedrolle, når vi taler om ulighed i sundhed. Og her trækker bruger- og egenbetaling også i den forkerte retning i forhold til at mindske uligheden. En årlig egenbetaling på over 4.200 kr. eller 356 kr. om måneden til medicin kan for mange være en ret stor post i budgettet. Det kan få borgere med en lille økonomi til ikke at afhente den medicin, som de har brug for, på apoteket. Derfor mener vi, at egenbetalingen på nødvendig receptpligtig medicin bør justeres efter indkomst. Politikerne bør også undersøge, om egenbetaling på for eksempel fysioterapi, ergoterapi, tandlæge og psykologbehandling kan sættes ned og reguleres efter indkomst. Og så skal tolkegebyret i sundhedsvæsenet ophæves.  Det er en regel, som rammer mennesker på et tidspunkt, hvor de har brug for hjælp, og det kan afholde dem fra at søge den nødvendige behandling – og det er en usmagelig sammenblanding af integrations- og sundhedspolitik.

17 knapper, der skal skrues på – også hos lægen

Der er mange andre forslag i Lægeforeningens udspil, og fælles for flere er, at sundhedsvæsenet skal være mere til stede der, hvor der er størst social ulighed. Her tænker vi geografisk i forhold til at sikre en bedre lægedækning i de områder, hvor de mest syge og mindst ressourcestærke borgere bor, og hvor behandlingsbehovet er størst. Og vi foreslår også, at sundhedstilbuddene skal være der, hvor de mest udsatte borgere er – for eksempel i forbindelse med socialforvaltning og jobservice. Samtidig skal det også være muligt for læger at kunne afsætte mere tid til konsultationer til udsatte patienter og til opfølgning på patienter, der enten ikke møder frem, eller som ikke selv vender tilbage. Det er for eksempel afgørende for at kunne opdage alvorlige sygdomme i tide.

Men vi tænker også på de elektroniske platforme. Teknologien og dialogen til sundhedsvæsenet skal kunne tilpasses den enkelte. Ca. hver 10. dansker kan ikke bruge NemID. Hvis den ældre medborger for eksempel kun tjekker sms eller kun kan foretage opkald, så har vi brug for at møde dem, der hvor de er, om det så er på sms, messenger eller med et telefonopkald.

Gør bajere, bolcher og tobak dyrere

Men politikerne kommer heller ikke uden om også at tage mere håndfast fat i nogle af de værktøjer, som vi allerede kender i dag. For der er en klar sammenhæng mellem pris og forbrug af de varer, vi putter i indkøbskurven.

I supermarkederne skal vi ikke kun nødes til at træffe flere sunde valg, der skal reelt også være en mulighed for, at borgere med knap så stor pengepung får mulighed for at vælge sunde fødevarer. Har man få midler, er man nødt til at kigge på priserne på de varer, der puttes i indkøbskurven, og hvis det billigste er det mest usunde, så er det måske også det, man tyr til. Forskning viser nemlig, at afgifter og priser har en effekt på, hvad man slæber med hjem fra supermarkedet. Derfor skal sunde fødevarer som fisk, frugt og grønt gøres billigere, mens produkter med højt indhold af fedt, salt og sukker – for eksempel sodavand - være markant dyrere. Og så skal saltindholdet i færdigretter og fastfood begrænses via lovgivning. Og nej, det hjælper ikke i sig selv at gøre blomkål to kroner billigere, men mange sunde produkter, der bliver billigere, kombineret med et vedvarende fokus på, at unge skal lære om kost og mad, når de går i skole, er en god retning for en sundere befolkning i de kommende generationer. Og det er det sigte, vi skal have.

Herudover skal der være højere afgifter og priser på tobak og alkohol. Ikke mindst fordi vi ved, at højere priser særligt får unge til at skrue ned for forbruget, og vi skal sikre de bedste rammer for, at den næste generation bliver sundere og gerne helt røgfri. Derfor skal prisen på en pakke cigaretter hæves til 90 kr. – og prisen på alle øvrige tobaks- og nikotinprodukter skal sættes tilsvarende op. Desuden skal aldersgrænsen for salg af alle typer alkohol hæves til 18 år. Vi har allerede reguleret aldersgrænsen en gang fra 15 til 16 år, så hvorfor ikke justere igen, når vi ved, at det har en enorm effekt at gøre netop det? Og vi bør indføre minimumspriser pr. genstand alkohol for at dæmme op for de mange forskellige skader, alkohol kan medføre. Derudover skal vi hjælpe de borgere, der har få ressourcer, men som står midt i livet og har fået et højt tobak- og/eller alkoholforbrug. De skal naturligvis have den bistand, de ønsker, for at reducere eller helt stoppe med tobakken eller alkoholen. Også for dem vil hver dag med er nedsat forbrug betyde et mindre sygdomstungt liv fremadrettet.

I dag er der årligt ca. 13.600 tobaksrelaterede dødsfald og ca. 3.000 dødsfald forbundet med alkohol. Vi kan ikke som samfund ignorere så skræmmende tal. Derfor skal vi forebygge de sygdomme, der kan forebygges.

Kampen mod ulighed skal gentænkes på Christiansborg

Rigtigt meget af den voksende ulighed i sundhed opstår ofte længe før, man som borger går ind ad døren i sundhedsvæsenet. Og jo længere samfundet lukker øjnene for problemerne, jo værre kan det blive. Det er et samfundsansvar – og ikke et individuelt ansvar – at bekæmpe uligheden i sundhed. Derfor er det også en samfundskontrakt, der skal indgås. Det kræver, vi får nogle modige politikere på banen. Det er tid til, at Christiansborg kommer ind i kampen mod ulighed i sundhed. Det handler om at redde liv. For det er, hvad der i bund og grund er på spil her. Det er en bunden opgave, som bliver større, jo længere vi sidder på hænderne. Derfor kommer Lægeforeningen nu med et bredt katalog af forslag, der både adresserer nødvendige indsatser og tiltag i samfundet og i sundhedsvæsenet. For heldigvis kan vi som samfund faktisk gøre noget for at mindske uligheden i sundhed, men det kræver mod og ansvar. Og det kræver handlekraft.