Aktiv dødshjælp bliver let en glidebane

Det var et personligt og tænksomt indlæg Josee Linnemann, speciallæge i psykiatri, fredag d. 22. april fik bragt i Jyllands-Posten. Her fremfører hun en række argumenter for, at hvis vi som samfund begrænser aktiv dødshjælp til kun at foregå på hospicer, så vil lægestanden lettere kunne deltage uden at sætte tillidsforholdet mellem læge og patient over styr. Her føler jeg mig, som formand for Lægeforeningen, kaldet til at opridse de bekymringer, der gør, at vi er imod aktiv dødshjælp.

En væsentlig bekymring ved legalisering af aktiv dødshjælp er, om ordningen over tid vil udvikle sig sådan, at mange patienter tilbydes og gives aktiv dødshjælp – i kontrast til den lille og afgrænsede gruppe der var den oprindelige hensigt. Og som jeg læser Linnemanns indlæg, er det netop den bekymring, hun forsøger at imødekomme med forslaget om at afgrænse tilbuddet til kræftpatienter på hospice. 

Jeg deler Linnemanns synspunkt om, at legalisering af aktiv dødshjælp ikke må føre til, at flere og flere patientgrupper tilbydes aktiv dødshjælp. Desværre tror jeg ikke, at den fremførte løsning, om at begrænse muligheden til kun at gælde på hospicer, udgør tilstrækkelige stærke hegnspæle mod, at ordningen med tiden bliver udbredt andre steder. Hvis én patientgruppe – fx kræftpatienter på hospice – tilbydes aktiv dødshjælp, så vil man hurtigt kunne argumentere for, at andres svære situation giver tilsvarende grundlag for at modtage aktiv dødshjælp. Og det pres vil før eller senere lede til en væsentlig udvidelse af rammerne for aktiv dødshjælp, som vi desværre har set det i andre europæiske lande. 

Linnemann nævner Holland som eksempel på, at 80 procent af de mennesker, der har modtaget aktiv dødshjælp dér, er kræftpatienter. Men det er også et land, hvor 4,5% af de årlige dødsfald om året svarende til mere end 7.000 årlige tilfælde, sker ved aktiv dødshjælp. Og af disse altså 20%, dvs. omkring 1.400 mennesker, der har fejlet alt muligt andet. Netop det eksempel får mig også til at tænke på en undersøgelse fra Holland, der viser, at befolkningens indstilling til aktiv dødshjælp gradvist er skiftet fra, at det kan være en allersidste udvej, til, at det bliver opfattet som en patientrettighed. Netop et håndgribeligt bevis på, at hvis først man legaliserer aktiv dødshjælp for nogle, så risikerer man let at havne på en glidebane, hvor muligheden ender med at blive opfattet som en general patientrettighed. Og det vil kun gøre kompleksiteten endnu større og lægens rolle endnu mere tvivlsom, ligesom det i et sådan samfund sender et meget lidt ambitiøst signal om livshjælp til dem, der er meget og måske uhelbredeligt syge eller handicappede, men som gerne vil leve,

Derfor mener vi i Lægeforeningen, at det er afgørende ikke at indføre aktiv dødshjælp, men i stedet sikre, at alle patienter, og altså også patienter i den sidste del af livet, får den hjælp, de har brug for, herunder det omfattende spektrum af palliative behandlingsformer, som findes i dag.