Gå til indhold

Debat: Formand for Lægeforeningen: Groteske påstande fra præst puster til had og mistro i vaccinedebatten

Debatindlæg af Camilla Rathcke, formand for Lægeforeningen
Bragt i Kristeligt Dagblad den 11. januar 2022

SOGNEPRÆST PÅ FYN Therese Strand Kudajewski har kastet sig ud i en uhørt grov omtale af læger, som vaccinerer borgerne mod covid-19. Hun trækker på sociale medier paralleller til Nazityskland og mord.

Ifølge Kristeligt Dagblads omtale af sagen har hun skrevet på Facebook: " Det er en skændsel for lægestanden, det som udspiller sig for tiden, og jeg håber, at der vil være flere og flere læger, der siger fra, så læge og morder ikke atter bliver to sider af samme sag." Præsten finder det også relevant at nævne, at lægerne, som i Nazityskland " udførte forsøg på sagesløse mennesker" dengang efterfølgende " blev dømt til døden".

Absurde påstande, som lægger læger for had på grovest mulige vis. Det er svært at komme i tanke om mere infame sammenligninger.

For god ordens skyld: Vi tager som læger gerne diskussionen om covid-19-vaccinerne.

Det gør vi faktisk hele tiden. Det gælder både kliniske læger, der hver dag taler med mange patienter, som forskere i nye behandlinger, herunder vacciner, læger hos sundhedsmyndighederne, og de læger af mange forskellige slags, der tager dialogen med borgerne på sociale medier og for eksempel svarer på spørgsmål om epidemien og vacciner.

Det er forståeligt, at mange borgere har spørgsmål eller er i tvivl i en tid, hvor også eksperter og myndigheder kan have forskellige tilgange til, hvordan vi som samfund bedst får epidemien under kontrol. Den åbne dialog er vigtig, og alle - også dem med de kritiske spørgsmål - skal mødes med respekt.

Therese Strand Kudajewski har som alle andre ytringsfrihed, men hun bør også være opmærksom på det ansvar, hun har i kraftaf sin position. Det sker desværre ikke.

Hun distancerer sig med sine groteske sammenligninger helt fra den almindelige debat.

Faktuelt forkerte oplysninger, had og mistro er en farlig blanding, som erfaringsmæssigt kan nære radikaliserede miljøer.

Vi har både i Danmark og i udlandet eksempler på, at læger og andre sundhedspersoner udsættes for chikane, fordi de er engagerede i coronadebatten på myndighedernes foranledning eller på sociale medier.

Vi støtter medlemmer, som oplever trusler eller lignende rettet mod deres person, i at melde sagen til politiet, men det er i sig selv grotesk, at det skal komme så vidt, og det understreger, hvor vigtigt det er ikke at bidrage til mistro og udskamning.

Respekt - begge veje - er helt afgørende for dialog, og kun samtale kan skabe bevægelse i synspunkter. Derfor var jeg også glad for at læse Kristeligt Dagblads gode lederartikel om sagen, som også betoner vigtigheden af ansvarlighed og dialog.

Jeg må indrømme, at jeg blev overrasket, da jeg så, at en præst var afsender af så grove budskaber rettet mod en anden faggruppe.

Uden at ville påstå at have nogen form for teologisk indsigt, så vil jeg alligevel råde Therese Strand Kudajewski til fremover at hente inspiration i de kloge ord, som hun må møde igen og igen i sit fag: at man bør være mod andre, som man ønsker, at de skal være mod en selv. Også når man diskuterer covid-19 og vacciner. Camilla Rathcke er formand for Lægeforeningen.

Therese Strand Kudajewski har som alle andre ytringsfrihed, men hun bør også være opmærksom på det ansvar, hun har i kraft af sin position