Kommissorium for Attestudvalget

1. Sammensætning

Udvalget er nedsat af Lægeforeningens bestyrelse og består af en formand og 6 medlemmer, som vælges for 3 år ad gangen. Genvalg kan finde sted én gang. Et medlem, der ophører med virksomhed inden for lægeligt hovedområde, udtræder af udvalget og kan tilsvarende ikke vælges til udvalget.

Formanden vælges af Lægeforeningens bestyrelse. De øvrige 6 medlemmer vælges af Lægeforeningens bestyrelse efter indstilling fra de forhandlingsberettigede foreninger, idet der vælges 2 fra FAS, 2 fra YL og 2 fra PLO.

2.1 Opgaver

Udvalget repræsenterer Lægeforeningen i forhandlinger om attestspørgsmål og kan med bindende virkning for Lægeforeningens medlemmer afslutte overenskomst angående attester.

Hvor der ønskes indført større eller principielle afvigelser fra en hidtidig praksis, er Attestudvalget forpligtet til at indhente Lægeforeningens bestyrelses godkendelse hertil.

2.2

Udvalget er bemyndiget til - efter godkendelse af Lægeforeningens bestyrelse - at påbyde Lægeforeningens medlemmer ikke at udstede attester, som udvalget ikke har kunnet godkende eller opnå overenskomst om, samt til ikke at benytte blanketter, der ikke er godkendt af udvalget.

2.3
Udvalget påser, at indgåede overenskomster og vedtagne beslutninger overholdes og yder sin hjælp til løsning af stridsspørgsmål. Udvalget vejleder Lægeforeningens medlemmer i spørgsmål om den praktiske anvendelse af attester - herunder om berettigelsen af i attestform at meddele helbredsmæssige oplysninger til andre parter.

3. Attesttakster

Et medlem må ikke indgå aftale om udstedelse af attester, men skal kræve disse honoreret i hvert enkelt tilfælde i henhold til de takster, der er fastsat af myndigheder, udvalget selv eller en forhandlingsberettiget forening. Hvis en sådan takst ikke findes, fastsættes honoraret efter et rimeligt skøn. Bestemmelsen omfatter ikke attester/erklæringer, der i henhold til medlemmers ansættelsesvilkår skal afgives uden honorar.

Attestudvalget har eksisteret siden 1915.