Gå til indhold

Kommissorium for Lægeforeningens Udvalg om Uddannelse

1. Hjemmelsgrundlaget

Lægeforeningens udvalg om uddannelse er nedsat af Lægeforeningens bestyrelse og rådgiver bestyrelsen inden for de af udvalgets beskrevne formål og opgaver.

2. Udvalgets formål

Udvalgets formål er at sikre, at Lægeforeningens interessevaretagelse er:

  • Helhedsorienteret, så der sikres en fælles høj uddannelsesstandard for alle læger i hele landet trods forskellige uddannelsessteder og arbejdssteder, så alle patienter har vished for at møde læger, der er kompetente og ajourførte inden for alle 7 lægeroller.
  • Sammenhængende, så der sikres en rød tråd i lægers livslange læring fra optag på medicinstudiet til pension - trods forskellige kontekst for lægring, herunder behovet for anvendelse af forskellige pædagogiske metoder undervejs i lægers karriereforløb.
  • Velfunderet i medicinsk pædagogisk forskning, viden og erfaringer - såvel nationalt som internationalt.
  • Båret af synergi med fagpolitiske interesser i YL, PLO og FAS.
  • Velkoordineret mellem foreningernes regionale og nationale repræsentation i diverse uddannelsesfora.

3. Udvalgets opgaver og ansvar

3.1. Opgaver

Lægeforeningens uddannelsespolitiske interessevaretagelse omfatter lægers prægraduate uddannelse (medicinstudiet), lægers videreuddannelse til speciallæge og lægers fortløbende efteruddannelse.

Udvalget skal arbejde for, at medicinstuderende og læger sikres gode rammer og vilkår for læring og kompetenceudvikling af høj kvalitet gennem hele lægelivet.

Udvalgets konkrete opgaver, samarbejdsrelationer m.m. er beskrevet i bilag 1.

3.2. Ansvar

Udvalget refererer til Lægeforeningens bestyrelse.

Udvalget arbejder inden for rammerne af Lægeforeningens fastlagte politiske linje.  Hvis der ønskes indført større eller principielle afgivelser herfra, er udvalget forpligtet til at indhente Lægeforeningens bestyrelses godkendelse.

Udvalget rådgiver bestyrelsen om emner inden for udvalgets område.

Udvalget har selvstændig kompetence til at nedsætte ad hoc grupper til løsning af konkrete opgaver, projekter o.l. Grupperne sammensættes fleksibelt og alene afhængigt af opgavens karakter.

4. Udvalgsformandens opgaver og ansvar

Udvalgsformanden leder møderne og sikrer, at der udarbejdes dagsorden og mødereferat.

Udvalgsformanden kan repræsentere Lægeforeningen i forbindelse med deltagelse i eksterne møder og debatter inden for udvalgets arbejdsområde. Det gælder også ved personlige invitationer. 

Udvalgsformanden er ansvarlig for, at bestyrelsen er orienteret om væsentlige emner, som udvalget har behandlet/taget stilling til, eller som udvalget ønsker at behandle, og som har eller kan have betydning for Lægeforeningens politiske linje.  

I tvivlstilfælde sikrer udvalgsformanden afklaring af den politiske linje med Lægeforeningens bestyrelse eller Lægeforeningens formand, inden emnet kan behandles af udvalget, og/eller før udvalgsformanden eventuelt udtaler sig eksternt om emnet.

5. Udvalgets arbejdsformer

Udvalget holder minimum 4 møder årligt. Mødetidspunkt fastlægges forud for møder i Det nationale råd for lægers videreuddannelse.

Dagsorden for møderne fastlægges af udvalgets formand med bistand fra Lægeforeningens sekretariat og udsendes til udvalgets medlemmer senest syv dage forud for udvalgsmøderne.

Der udarbejdes et udkast til skriftligt mødereferat, der udsendes til udvalgets medlemmer senest 14 dage efter mødets afholdelse med henblik på eventuelle bemærkninger. Der fastsættes en frist på højst 14 dage for afgivelse af bemærkninger. Er der ikke kommet bemærkninger inden for den fastsatte frist, anses referatet for godkendt.

Fremsender udvalgsmedlemmerne bemærkninger til referatet udarbejdes nyt udkast til referat, som fremsendes til udvalgsmedlemmerne med henblik på endelig stillingtagen. Der fastsættes en frist på syv dage. Efter fristens udløb anses referatet for endeligt.

Udvalget fastlægger herudover selv sin arbejdsform og arbejdsdeling mellem udvalgets medlemmer.

6. Udvalgets sammensætning

6.1. Sammensætning

Lægeforeningens bestyrelse udpeger medlemmer af udvalget efter indstilling fra de forhandlingsberettigede foreninger.

Lægeforeningens bestyrelse udpeger formanden for udvalget. Formanden repræsenterer Lægeforeningen i Det Nationale Råd for Lægers Videreuddannelse.

Udvalget består derudover af i alt maksimum 15[1] medlemmer og har følgende sammensætning:

  • 3 medlemmer der repræsenterer hhv. YL, PLO og FAS i Det Nationale Råd for Lægers Videreuddannelse.
  • 9 medlemmer der er indstillet af Lægeforeningen og repræsenterer hhv. YL, PLO og FAS i de regionale videreuddannelsesråd (Nord, Syd og Øst).
  • 3 medlemmer med særlige forudsætninger inden for efteruddannelse indstillet af hhv. YL, PLO og FAS.
  • 1 observatør, der er repræsentant for FADL.
  • 1 observatør, der er repræsentant for Dansk Selskab for Medicinsk Uddannelse.

6.2. Medlemmers funktionsperiode

Udvalgsmedlemmer og -formand er omfattet af Lægeforeningens vedtægter om repræsentation i udvalg mv, pkt. 19 og pkt. 21 om ophør af medlemskab/repræsentation i en valgperiode og udpeges i henhold til disse.

7. Sekretariatsbetjening

Udvalget sekretariatsbetjenes af Lægeforeningens sekretariat.

8. Kommunikation fra udvalget

Udvalget kan beslutte at kommunikere særlige indsatser, færdige projekter, opnåede resultater eller lignende overfor medlemmer eller øvrige interessenter. Det sker efter aftale med Lægeforeningens kommunikationsafdeling og orientering af Lægeforeningens bestyrelse.

9. Tavshedspligt og habilitet

Et udvalgsmedlem er forpligtet til at iagttage almindelig diskretion i sin udøvelse af udvalgsarbejdet. Denne pligt gælder også efter udtrædelse af udvalget.

Et udvalgsmedlem er omfattet af almindelige habilitetsregler.

10. Godkendelse af kommissorium

Nærværende kommissorium er godkendt af Lægeforeningens bestyrelse den 20.01.2024.


[1] Ved sammenfald af repræsentanter i hhv. Det Nationale Råd for Lægers Videreuddannelse og de regionale videreuddannelsesråd reduceres antallet af medlemmer i udvalget tilsvarende.

 

Bilag 1. Udvalgets opgaver, samarbejdsrelationer og arbejdsform

Udvalgets opgaver skal løses med blik for sammenhængen mellem de enkelte opgaver, som falder i 3 kategorier:

I.                 Lægers prægraduate uddannelse

II.               Lægers videreuddannelse til speciallæge

III.             Lægers fortløbende efteruddannelse


Ad I. Lægers prægraduate uddannelse

Udvalgets opgave er at arbejde for prægraduat uddannelse af høj kvalitet. Herunder bl.a. arbejde for:

  • Gode rammer og vilkår for læring på studiet
  • Relevant indhold på studiet
  • Relevant pædagogik på studiet
  • Forudsætninger for en god overgang mellem prægraduat og postgraduat uddannelse

Udvalgets samarbejdsrelationer og arbejdsform på dette felt indebærer bl.a.:

  • Samarbejde med universiteterne, herunder deltagelse i aftagerpaneler ved de enkelte medicinstudier.
  • Nært samarbejde med FADL.
  • Efter konkret vurdering etablering af samarbejdsfora om særlige indsatser.
  • Koordinering med AC med hensyn til generelle uddannelsespolitiske tiltag fra Uddannelses- og Forskningsministeriet vedrørende universiteterne.

Ad II. Lægers videreuddannelse til speciallæge

Udvalgets opgave på dette felt er at arbejde for speciallægeuddannelse af høj kvalitet for alle læger, der ønsker at blive speciallæge. Dette skal ske gennem løbende formulering og udmøntning af en fælles stærk videreuddannelsespolitik, herunder bl.a. hvad angår sikring af:

  • Gode vilkår og rammer for læring under hele videreuddannelsesforløbet
  • Relevant pædagogik i videreuddannelsen
  • Relevant regulering og overvågning af uddannelseskvaliteten
  • Tilstrækkelig dimensionering af den lægelige videreuddannelse

Udvalgets samarbejdsrelationer og arbejdsform på dette felt indebærer bl.a.:

  • Fastlæggelse af mandatet for Lægeforeningens repræsentanters virke i Det Nationale Råd for Lægers Videreuddannelse under Sundhedsstyrelsen og dets underudvalg, herunder prognose- og dimensioneringsudvalget
  • Understøtte fælles mandat og interessevaretagelse for alle Lægeforeningens repræsentanter i de tre regionale videreuddannelsesråd for læger i Nord, Syd og Øst. Herunder afholde fælles koordinationsmøder om videreuddannelse mellem regionale og centrale repræsentanter.
  • Tæt koordinering med uddannelsespolitiske fora i regi af YL, PLO og FAS ved, at disse kan sætte dagsordenspunkter på udvalgets dagsorden, og sekretariaterne deltager i udvalgets møder og vice versa. Relevant dialog med og interessevaretagelse over for bl.a. Sundhedsstyrelsen, Danske Regioner og de enkelte regioner.

Ad III. Lægers fortløbende efteruddannelse

Udvalgets opgave er at fastlægge og udmønte Lægeforeningens overordnede efteruddannelsespolitik. Efteruddannelse er i særdeleshed relevant efter endt speciallægeuddannelse, men efteruddannelse angår alle læger. Konkret skal udvalget bl.a.:

  • På baggrund af medicinsk pædagogisk viden fastlægge en fælles overordnet politik om systematisk kompetenceudvikling for alle speciallæger, så fortløbende kompetenceudvikling sikres gennem relevant efteruddannelse i hele lægelivet og uanset placering på arbejdsmarkedet.
  • Arbejde for gode rammer for at de konkrete efteruddannelsesaktiviteter, som kan finde sted under ordnede gennemskuelige forhold og i tilstrækkeligt omfang for alle læger.

Udvalgets samarbejdsrelationer og arbejdsform på dette felt indebærer bl.a.:

  • Tæt koordinering med uddannelsespolitiske fora i regi af YL, PLO og FAS ved at disse kan sætte dagsordenspunkter på udvalgets dagsorden og sekretariaterne deltager i udvalgets møder og vice versa.
  • At levere faglige medicinsk-pædagogiske indspark til andre politiske eller faglige indsatser, hvor efteruddannelse er et element. Det kan være indspark til andre indsatser eller udvalg under Lægeforeningens bestyrelse. Og det kan – i det omfang dette efterspørges – være faglige input til forhandlingsdelegationer i regi af YL, PLO og FAS.