Gå til indhold

PLO'rientering 17/2024

Nyhed PLO

Aftale25 godkendt af PLO's repræsentantskab, regulering af honorarer pr. 1. oktober, status på økonomien i almen praksis, nye tilsynsrapporter for systemhusene og PLSP, nyt i Fælles Medicinbeslutningsstøtte, nyt gratis DGE-modul om ondt i maven hos voksne og kurset "Konsultationsprocesser" - nu på Bornholm. Endelig er der nyt fra PLO-Hovedstaden og PLO-Sjælland.

Mennesker rækker hænder op til hvad der ligner et møde
Indhold
  • Nyt fra bestyrelsen: Aftale25 godkendt af repræsentantskabet – nu er det op til dig
  • Honorarerne reguleres med 1,53% 1. oktober
  • Status på økonomien i almen praksis
  • PLO har gennemført tilsyn med systemhusene og PLSP
  • Nyt på vej i Fælles Medicinbeslutningstøtte (FMB)
  • Nyt gratis DGE-modul om ondt i maven hos voksne
  • Kurset ’Konsultationsprocessen’ - nu på Bornholm
Nyt fra Bestyrelsen: Aftale25 godkendt af repræsentantskabet - nu er det op til dig

Repræsentantskabet har her til aften med stemmetallene 31 for, 13 imod og 1 blank godkendt Aftale25, som vi indgik med RLTN tidligere på måneden. På den baggrund sendes aftalen til urafstemning blandt jer medlemmer primo november. 

Men før I skal til stemmeurnerne, drager jeg på tur rundt i alle fem regioner og fortæller om aftalen og svarer på spørgsmål.

Det afgørende ved Aftale25 er, at den sikrer, at vi kan passe vores arbejde uden at skulle bruge tid på at bekymre os om, hvor vi skal klippe en tå og hugge en hæl for ikke at ramme ind i et økonomiloft.

Aftale25 er en etårig aftale, der løfter den økonomiske ramme, så vi i 2025 kan komme den stigende efterspørgsel på vores ydelser i møde uden at risikere en modregning. Vel at mærke uden at der indføres nye ydelser, hvis vi ser bort fra den nye ordning med faste læger på bosteder. Og aftalen betyder, at vi helt ekstraordinært har fået løftet rammen bagudrettet for 2024 og 2023.

Alt i alt har vi på baggrund af aftalen en forventning om, at vi både i år og til næste år kan undgå en overskridelse af den økonomiske ramme og dermed krav om modregning. Og med aftalen undgår vi en modregning for overskridelsen af den økonomiske ramme i 2023.

Jeg kan godt forstå, hvis nogen undrer sig over, at aftalen kun er étårig. Men med regeringens udspil til en sundhedsreform ser vi ind i væsentlige forandringer og investeringer, og i det lys gav det ikke mening med en aftale, der rækker længere ud i tiden end til 2025. Derfor indeholder Aftale25 kun meget få nye tiltag ud over rammeløftet.

Det er blandt andet små skridt mod bedre vilkår i lægedækningstruede områder, hvor vi øger kronikerhonoraret, opretter pulje til rekrutteringstiltag og afsætter rammeløft til ekstra læger. Det er også ordningen med faste bostedslæger, der hjælper nogle af de mest sårbare borgere i vores samfund.

Aftalen indeholder derudover en proces for, hvordan vi kan indføre deling af journalnotater oprettet efter en skæringsdato på et endnu uafgjort tidspunkt i slutningen af 2026. Jeg er klar over, at der er delte holdninger til den sag blandt PLO’s medlemmer, men det er min og bestyrelsens klare vurdering, at et krav om deling af journalnotater er på vej under alle omstændigheder; dels fordi regeringen ønsker det, dels fordi der er en EU-forordning om det på vej. Med Aftale25 får vi indflydelse på processen, og den vil vi bruge til at sikre, at deling af journalnotater sker på den mest betryggende måde for os og for vores patienter.

Jeg ser frem til at komme rundt og drøfte Aftale25 med jer, og jeg håber, at så mange som muligt vil prioritere at komme. Nogle af møderne er det muligt at deltage i virtuelt.

Her kan I se tid og sted for de fem medlemsmøder, som alle foregår kl. 17:


På gensyn! 

Venlig hilsen 
Jørgen Skadborg
Formand, PLO 

Honorarerne reguleres med 1,53% 1. oktober

Reguleringen af honorarerne i almen praksis foretages på baggrund af to mekanismer: inflation (nettoprisindekset) og lønudviklingen blandt de ansatte i regionen (den særlige reguleringsprocent for regionen).

Nettoprisindekset vægter med 25%, og lønudviklingen på det regionale område vægter med 75%. Reguleringen i forhold til inflationen sker i henhold til den bagudrettede udvikling i inflationen det seneste halve år. Inflationen har i perioden været stigende.

De regulerede honorarer findes på denne side

For yderligere oplysninger:
PLO Medlemsservice
Telefon: 3544 8490, plo@dadl.dk

---

Status på økonomien i almen praksis

En opdateret prognose, baseret på aktiviteten til og med august, viser en forventet overskridelse af den økonomiske ramme for almen praksis for 2024 på 0,6% svarende til 62 mio. kr.

Det er et fald i forhold til seneste prognose, der på baggrund af tallene til og med juli viste en overskridelse af den økonomiske ramme på 0,8%, svarende til 81 mio. kr. 

Der er i modsætning til sidste år ikke nogen buffer på 0,6% rammeoverskridelse, og som udgangspunkt vil en overskridelse derfor blive modregnet i vores fremtidige honorarstigninger. 

PLO har dog, som tidligere nævnt, indgået en étårig fornyelse af overenskomsten om almen praksis med Regionernes Lønnings- og Takstnævn (RLTN), der blandt andet indebærer, at rammen for 2024 hæves med 146,7 mio. kr. Såfremt aftalen godkendes af PLO’s medlemmer, vil der således ikke længere være udsigt til en rammeoverskridelse. I stedet vil der være 84,7 mio. kr. op til rammen.

Det vides af gode grunde ikke, om Aftale25 godkendes af PLO’s medlemmer, da afstemningen først finder sted i november, og på den baggrund anbefaler PLO, at klinikkerne fortsat følger vejledningen om tiltag, som kan overvejes for at begrænse aktiviteten, uden at det går ud over patienterne.

Vejledningen kan ses her på læger.dk (bag medlemslogin) 

For yderligere oplysninger:
PLO Medlemsservice
Telefon: 3544 8490, plo@dadl.dk

-----

Download ny rapport, så du kan dokumentere, at PLO fører tilsyn med jeres systemhus og PLSP

Som dataansvarlig lægeklinik er man forpligtet til at dokumentere, at man har forholdt sig til, om klinikkens databehandlere lever op til databehandleraftalen og reglerne om beskyttelse af personoplysninger. Denne tilsynsforpligtelse hjælper PLO medlemmerne med, og PLO har netop i samarbejde med advokatfirmaet Kromann Reumert gennemført tilsyn med alle leverandører af journalsystemer til PLO’s medlemmer samt til leverandøren PLSP, der leverer en række fælles løsninger til PLO’s medlemmer.

Som konklusion på tilsynet er der udarbejdet en tilsynsrapport for hvert systemhus og PLSP, der nu er til rådighed bag login på PLO’s hjemmeside. 

Download og gem den tilsynsrapport, der hører til dit systemhus. Rapporten skal du bruge til at dokumentere, at PLO varetager tilsynsforpligtelsen for klinikken.

HUSK at downloade en kopi til dig selv!

Du finder tilsynsrapporten her bag login

Det overordnede billede er, at systemhusene og PLSP overholder databehandleraftalerne og reglerne i forordningen på de områder, som er blevet kontrolleret. Der er identificeret enkelte opfølgningspunkter hos nogle af systemhusene, som der nu arbejdes på at udbedre. PLO vil sørge for, at der følges op på dem ved næste tilsyn.

PLO vil ca. en gang årligt gennemføre et tilsyn med systemhusene og andre vigtige leverandører af løsninger til PLO’s medlemmer. Det er planen, at tilsynet i 2025 også vil omfatte løsningerne WebReq og Webpatient af leverandøren SynLab samt Region Syddanmark, for deres levering af Den Nationale Henvisningsformidling.

Du vil blive orienteret her i PLO’rientering, når der er nyt om tilsynsopgaverne, og når du skal downloade en ny tilsynsrapport. 

For yderligere oplysninger kontakt:
Chefkonsulent Nicholas Christoffersen
Tlf.: 3544 8459, nch.plo@dadl.dk

---

Nyt på vej i Fælles Medicinbeslutningsstøtte (FMB)

Sammen med udvalgte læger og Region Nordjylland arbejder PLO løbende på at udvikle og forbedre it-løsningen Fælles medicinbeslutningsstøtte (FMB).

Her i efteråret vil et større antal klinikker – der benytter Clinea eller XMO – teste et nyt modul til seponeringsstøtte samt et nyt modul til beregning af antikolinerg- belastning. Begge moduler bygger på vejledninger udgivet af Sundhedsstyrelsen og går hånd i hånd med patientsikkerhedshensynene beskrevet i de nye Vælg Klogt-retningslinjer inden for forebyggelse af uhensigtsmæssig polyfarmaci: ’Undgå medicin, som ikke er relevant, hvor bivirkninger overstiger de gavnlige virkninger, eller hvor patienten ikke længere ønsker medicinen. Vær særligt opmærksom på ældre, skrøbelige og multisyg.

Viser efterårets test af de to moduler positive resultater, vil PLO sammen med lægesystemerne aftale tidsplanen for den efterfølgende udbredelse til alle klinikker – forventeligt i løbet af 2025. 

For på samme måde at forbedre FMB – især ved at nedbringe mængden af advarsler - er frigives der den 1. oktober en opdatering af modulet vedr. reduceret nyrefunktion. Hermed gives der ikke længere dosisjusteringsadvarsel (forsigtighed), hvis dosis allerede er tilpasset efter patientens seneste eGFR-måling.

For yderligere oplysninger:
Chefkonsulent Martin Bagger Brandt
Telefon: 3544 8302, mbb.plo@dadl.dk

---

Nyt gratis DGE-modul om ondt i maven hos voksne

Ondt i maven hos voksne er et vidt begreb og et hyppigt symptom, som vi ofte bliver præsenteret for i almen praksis. Det kan skyldes alvorlig sygdom eller være følge af andre lidelser.

Det er vores opgave som læger at diagnosticere og behandle disse lidelser, og da ætiologien spænder vidt, kan det være svært at finde vej. Patienterne er ofte alment påvirkede og funktionshæmmede på trods af, at der kan være tale om en godartet lidelse.

Hvis du og din DGE-gruppe vil blive helt skarpe på, hvilke undersøgelser, der skal foretages for at stille den rigtige diagnose og dermed give den korrekte behandling, kan dette modul anbefales.

Modulet fokuserer på:

  • IBD (Mb. Crohns og colitis ulcerosa)
  • IBS (colon irritabile)  
  • Cøliaki
  • Mikroskopisk colitis (collagen colitis og lymfocytær colitis)


Modulet kræver, at én i gruppen er uddannet facilitator.

Læs mere om vores gratis facilitatorkurser-/uddannelse her

Læs mere og bestil et gratis DGE-modul her

For yderligere oplysninger:
Fonden for Almen Praksis 
Telefon: 3544 8498, euf.plo@dadl.dk

---

Kurset ’Konsultationsprocessen’ - nu på Bornholm

Det populære kursus ’Konsultationsprocessen’ som tidligere kun har været afholdt på Kalymnos, udbydes nu også på Bornholm. På kurset får du værktøjer til at styrke dine konsultationer og relationer til patienterne. Kurset er delvist systematisk efteruddannelse (SE) og delvist selvvalgt. 

Du kan læse mere om kurset og tilmelde dig her

For yderligere oplysninger: 
Kursuskoordinator Tina Holritz, 
Telefon: 3544 8322, kurser.plo@dadl.dk 

Nyt fra PLO-Hovedstaden

Ansøgningsfrist til næste møde i Samarbejdsudvalget 24. oktober

Samarbejdsudvalget vedr. almen praksis behandler ansøgninger om delepraksis uden for lægedækningstruede områder samt forlængelse af delepraksistilladelser, ansøgninger om generationsskifteaftaler, ansøgninger om lavere patientantal under 1.600 af særlige grunde, ansøgninger om forhøjelse af patientantal over 2.700 samt ansøgninger om fristforlængelse for besættelse af kapacitet.

Næste møde holdes den 28. november 2024, og der er frist for ansøgninger den 24. oktober 2024. 
Ansøgninger skal sendes via sikker mail

Nyt fra PLO-Sjælland

"Jeg har siddet i PLO-Sjællands bestyrelse, siden jeg blev valgt ind i januar 2023. Jeg har ikke fortrudt det et øjeblik, og jeg stiller selvfølgelig op igen!"

Opfordring til at stille op til valg i PLO-R af Eva Hvolbæk

At være i PLO-Sjælland udfordrer mig på andre måder end mit almindelige arbejde som praktiserende læge gør det. Det er andre kompetencer, jeg sætter i spil og udvikler i bestyrelsesarbejdet. 

  1. Jeg udfordres til at tænke på kollegaers samlede situation, det gælder både i forhold til arbejdsforhold som økonomiske forhold. Dette gælder også i forhold til de andre regionale bestyrelser på fx repræsentantskabsmøder.
  2. Jeg udfordres til at tage stilling til mine holdninger til arbejdsforhold, politisk interessevaretagelse og økonomi.
  3. Jeg udfordres til at ytre mig i større og mindre forsamlinger for at få givet min - og de praktiserende læger i Region Sjællands - mening til kende. 

Sammenholdet internt i bestyrelsen har overrasket mig!

  1. Vi kan være uenige, men diskuterer tingene i respektfuld tone, og ofte er det i denne diskussion/samtale, at jeg bliver mere bevidst om mine egne holdninger, og hvad der er vigtigt for mig. På den måde hjælper bestyrelsesarbejdet mig til at være mere bevidst om mine egne behov og forventninger i forhold til arbejdet som praktiserende læge.
  2. Vi har det sjovt! Vi er læger fra hele regionen, de fleste kendte jeg ikke i forvejen, men efter 2 år i bestyrelsen, føler jeg mig beriget af de relationer jeg har udviklet, det gælder både erhvervsmæssigt som privat. 

Hvad kræver det egentlig? Det kræver lysten til at arbejde med de organisatoriske forhold i almen praksis. Du skal have lyst og energi til at blande dig og sige din mening. Det forventes, at du er forberedt til bestyrelses- som udvalgsmøder, men mest af alt er det lysten, der driver værket. 

Vi har 8 bestyrelsesmøder og et internat om året. Vi er 6 repræsentanter og 6 suppleanter som arbejder ligeværdigt i bestyrelsen (formand og næstformand lægger selvfølgelig en del flere timer i bestyrelsesarbejdet end de andre).

Jeg kan kun på det varmeste anbefale, at DU stiller op til PLO-Sjællands bestyrelse, her kan du give din mening til kende og arbejde for dine egne og kollegaers arbejdsforhold. 

Du vil ikke fortryde det:) 

Skriv til PLO-Sjællands sekretariat på plo-sjaelland@dadl.dk og meld dit kandidatur. Det kan du gøre frem til d. 15. november kl. 12.00.

Grafik med ordene Valg i PLO

I år er der valg til PLO's repræsentantskab, som består af medlemmerne af PLO’s fem regionale bestyrelser. 

Læs mere