Gå til indhold

Mangel på sundhedsprofessionelle: Vi har kun set toppen af isbjerget

Det er vigtigt at slå fast, at vi generelt har et godt og effektivt sundhedsvæsen i Danmark. Hver dag og nat får tusindvis af patienter hjælp og behandling af forskellige sygdomme. Men samtidig er det også sådan, at sundhedsvæsenet er presset. Det kan man se på de lange og voksende ventelister.

Af Camilla Noelle Rathcke, formand for Lægeforeningen
Bragt i Nordjyske, den 4. maj 2023

De ventelister, vi oplever nu, skyldes ikke mindst mangel på speciallæger, sygeplejersker, social- og sundhedsassister og mange andre sundhedsprofessionelle. Den mangel bliver desværre kun værre i de kommende år, så hvis ventelisterne skal ned og ikke stige igen, er vi i sundhedsvæsenet nødt til at bruge de kræfter, vi har, så klogt og effektivt som muligt. Ellers bliver manglen på sundhedsprofessionelle lig med længere ventelister i længere tid. Og manglen vil kun vokse. En helt ny analyse, som Lægeforeningen har udarbejdet, viser, at i 2030 vil der være behov for 40.000 ekstra sundhedspersoner i forhold til i dag. I 2045 vil der være brug for 100.000 ekstra sundhedspersoner til at tage sig af de mange flere patienter med brug for hjælp.

Allerede i 2030 forventes der at være 141.000 flere borgere over 70 år. Det er især det stigende antal ældre med behov for behandling, der gør, at Danmark får brug for mange flere sundhedspersoner. Desværre kan det ikke lade sig gøre at løse dette ved blot at ansætte flere, for der er simpelthen for få sundhedsprofessionelle at ansætte.af. Manglen på arbejdskraft er nemlig ikke kun en udfordring for sundhedsvæsenet, men rammer rigtigt mange brancher. Derfor er det ikke muligt at uddanne alle de sundhedsprofessionelle, vi kunne ønske os.

For at afbøde situationen skal vi bruge sundhedsvæsenets kræfter klogt, så vi får mest muligt sundhed ud af dem. Vi skal nedbringe overbehandling, automatisere opgaver og forebygge indlæggelser. Alt dette er forudsætninger for, at vi om 10 og 20 år kan have et sundhedsvæsen, der leverer de nødvendige sundhedstilbud til patienterne.

Det er også vigtigt, at regeringen, Folketinget og andre politikere forventningsafstemmer med os alle som borgere. Vores folkevalgte politikere skal tydeligt og åbent forklare, at mange af de tilbud, der er i sundhedsvæsenet i dag, vil blive tilpasset. Alle skal selvfølgelig tilbydes behandling til de sygdomme, de er ramt af, men da alle sygdomme ikke er lige alvorlige eller hastende, vil der komme mere fokus på de mennesker, der har størst behov. For der er ganske enkelt ikke sundhedsprofessionelle nok til, at opgaverne løses på samme måde som i dag.