Kommissorium for Lægeforeningens Udvalg for Digitalisering og It
1. Udvalgets mandat og formål
Lægeforeningens udvalg for digitalisering og it er nedsat af Lægeforeningens bestyrelse og refererer til bestyrelsen i digitaliserings- og it-spørgsmål på sundhedsområdet.
Udvalgets mandat er beskrevet af bestyrelsen i nærværende kommissorium.
Udvalgets formål er at sikre, at Lægeforeningens interessevaretagelse på det digitaliserings- og it-politiske sundhedsområde er:
- Relevant og aktuel for Lægeforeningens medlemmer
- Velfunderet i relevant forskning, viden og erfaringer
- Prioriteret således at den fokuserer på det væsentligste
- Båret af synergi med fagforeningspolitiske interesser i Yngre Læger, PLO og FAS.
Målet med udvalget er at styrke Lægeforeningens rolle i det politiske arbejde som skal sikre patientsikkerhed, behandlingskvalitet og sundhedsøkonomisk rationelle beslutninger i forbindelse med ibrugtagning og anvendelse af digitale løsninger og it-teknologi i patientbehandlingen på sundhedsområdet.
2. Udvalgets opgaver
Udvalgets opgaver er at:
- følge den aktuelle digitaliserings- og it-teknologiske udvikling på sundhedsområdet, herunder gennem møder med relevante eksterne aktører som f.eks. Sundhedsdatastyrelsen og inddragelse af teknologisk viden og problemstillinger identificeret i beslægtede udvalg i PLO, Yngre Læger, FAS og Lægeforeningen
- vurdere hvilke problematikker, der kan kalde på politisk interessevaretagelse for Lægeforeningen
- levere forslag til Lægeforeningens bestyrelse om konkrete politiske indsatsområder.
3. Udvalgets emnefelt og afgrænsning
Udvalget skal arbejde politisk med data og it-teknologiudviklingens betydning for sundhedsvæsen, patienter og sundhedsprofessionelle – ikke mindst for lægers rolle og virke.
Eksempler på emneområder som ligger indenfor udvalgets emnefelt er:
- Generelle sikkerhedsmæssige aspekter ved anvendelse af it-teknologi og udstyr, der genererer patientdata for patienter og ansatte i sundhedsvæsnet. Herunder beskyttelse af data for patienter og ansatte i sundhedsvæsnet genereret i forbindelse med anvendelse af it-teknologi og udstyr.
- It-teknologi og digitale løsninger, som påvirker sammenhæng i sundhedsvæsnet, herunder
o Patientbårne teknologier og de data, det generer
o Kunstig intelligens og de data, det genererer
o IT-implementering
o IT der understøtter læge patient samspillet
o IT der understøtter patientsikkerheden
o IT der understøtter kerneopgaven
o Datadeling mellem aktører og
o Andre opgaver som følge af Lov om bedre digitalt samarbejde. - It-teknologi og digitale løsninger, som påvirker ensartet høj kvalitet og patientsikkerhed i sundhedsvæsnet
- It-teknologi og digitale løsninger, som påvirker relationen mellem læge og patient f.eks. telemedicinske løsninger
- It-teknologi og digitale løsninger, som påvirker lægefaget f.eks. forandrer specialer
- It-teknologi og digitale løsninger, som påvirker ressourceforbruget i et økonomisk trægt sundhedsvæsen.
Udvalgets emnefelt afgrænses af:
En arbejdsdeling med følgende andre udvalg i Lægeforeningen:
- Lægemiddel- og medikoudvalget (som varetager spørgsmål om teknologier, f.eks. robotkirurgi)
- Forskningsudvalget og Etisk udvalg (som varetager spørgsmål vedr. dataetik, data til forskningsformål etc.)
- Udvalg om uddannelse (som varetager opgaver vedr. fremtidens lægerolle)
En arbejdsdeling med Yngre Læger, FAS og PLO, som varetager interesser, som vedrører specifikke teknologiers indførelse og påvirkning af arbejdsmiljø og lægers konkrete vilkår for at løse deres opgaver i hverdagen.
4. Udvalgets sammensætning
Formanden for udvalget udpeges af Lægeforeningens bestyrelse blandt bestyrelsens medlemmer. Udvalget sammensættes af følgende:
- 1 medlem af LFB, denne er formand, udpeget af LFB
- 2 medlemmer udpeget af Yngre Læger
- 2 medlemmer udpeget af PLO
- 2 medlemmer udpeget af FAS
- 1 observatør fra LVS
- 1 observatør fra FADL
- mulighed for 1 obsevatør udpeget af LFB.
I udpegningen lægges vægt på erfaring med politisk arbejde samt interesse for og indsigt i teknologiudviklingens betydning for sundhedsvæsen, patienter og sundhedsprofessionelle.
Derudover har Digitaliserings- og it-udvalget mulighed for yderligere én observatør. Observatøren skal besidde særlige forudsætninger for at styrke udvalgets arbejde. Denne observatør udpeges af Lægeforeningens bestyrelse efter indstilling fra Digitaliserings- og it-udvalget.
5. Udvalgets arbejdsform
Udvalgets arbejde ledes og tilrettelægges af udvalgets formand i samarbejde med sekretariatet.
Herunder også relevant samarbejde mellem udvalget og andre fora i regi af Lægeforeningen, Yngre Læger, FAS og PLO. Antallet af møder i udvalget afhænger af behov og suppleres af virtuelle møder og Lægedebat. Typisk dog ca. 4 møder årligt.
Udvalget inddrager løbende eksterne relevante teknologifaglige kapaciteter for at kvalificere udvalgets arbejde, f.eks. fra IDA, fra universitetsmiljøerne (f.eks. DTU-sundhedsteknologi eller IT-universitetet) eller fra andre parter (f.eks. Syddansk Sundhedsinnovation eller Copenhagen Health Tech Cluster).