PLO'rientering 23/2024
Formanden fortæller om ny aftale om fordeling af læger frem til sommeren 2025. Læs også status på økonomien, om Aftale25, om at praktiserende speciallæger kan fremsøge bagom-numre, Fælles Stamkort indføres til nytår, fravalg af genoplivning, ”dobbelttider”, ydelse 2142 og 8140, samtaleterapi må ikke udføres af KBU-læger, ny næstformand og ny udvalgsstruktur, nye regionale bestyrelser, Systematisk Efteruddannelse, kursus om praksisdrift og om trivsel, lukning mellem jul og nytår og telefonvagt. Endelig er der nyt fra PLO-Hovedstaden.
Indhold
- Nyt fra bestyrelsen: Ny aftale om fordeling af læger frem til sommeren 2025
- Status på økonomien i almen praksis
- Aftale25 – status på de få ændringer og nye honorarer
- Nu kan praktiserende speciallæger fremsøge jeres bagom-nummer – er det lagt ind?
- Fælles Stamkort indføres til nytår
- 60-årige kan snart fravælge genoplivning
- Elektronisk bestilling af ”dobbelttider” er ikke et krav – patienter skal henvises til telefonisk tidsbestilling
- Ydelse 2142 er ikke indeholdt i ydelse 8140
- Samtaleterapi (6101) må ikke udføres af KBU-læger
- Ny næstformand og ny udvalgsstruktur
- Nye regionale bestyrelser i PLO
- Planlæg din Systematiske Efteruddannelse
- Hvordan rimer rationel praksisdrift på trivsel og tid til de mest syge?
- Sæt fokus på din trivsel og bliv en langtidsholdbar læge
- Sekretariatet er lukket mellem jul og nytår, men der er telefonvagt
- NYT FRA PLO-HOVEDSTADEN
Ny aftale om fordeling af læger frem til sommeren 2025
I sidste uge blev det offentliggjort, at Indenrigs- og Sundhedsministeriet og Danske Regioner har indgået en aftale, der betyder, at der fra 1. januar og frem til sommer kun kan etableres nye lægekapaciteter i de 17 kommuner i Region Nordjylland og Region Sjælland, der ifølge parterne pt. har den dårligste lægedækning.
Ledige lægekapaciteter, der allerede er planlagt udmøntet eller overdraget til regionerne, vil ikke blive berørt. Og det vil også helt uforandret fortsat være sådan, at ydernumre og kapaciteter vil kunne sælges fra én læge til en anden, fx hvis en praktiserende læge vælger at gå på pension.
De 17 kommuner kan ses her, hvor man også kan læse mere om aftalen (ism.dk)
Aftalen betyder endvidere, at der i en periode på to år ikke kan ansættes flere speciallæger i almen medicin på sygehuse i Region Hovedstaden (dog fraset Bornholms Hospital) samt universitetshospitalerne i Aarhus, Aalborg, Odense og i Region Sjælland.
Der er tale om en midlertidig aftale, fordi det indgår i sundhedsreformen, at der fra 1. juli 2025 skal ske en overordnet fordeling af alment praktiserende læger ud fra en ny national fordelingsmodel, der tager udgangspunkt i borgernes behandlingsbehov og som fastsættes ved lov.
Til at rådgive ministeren om modellen er der nedsat en ekspertgruppe bestående af professor Jacob Kjellberg fra VIVE, professor Peter Vedsted fra Forskningsenheden for Almen Praksis, Aarhus Universitet, professor Kim Rose Olesen fra Syddansk Universitet samt deltagere fra Sundhedsstyrelsen og DSAM. PLO er i tæt kontakt med sidstnævnte om modellens udformning.
Jeg er helt enig med dem, der siger, at aftalen i sig selv ikke løser lægemanglen, og at den kun vil have begrænset effekt. Alene det faktum, at aftalen kun har virkning i et halvt år, hvor der kommer et begrænset antal nye læger til faget, og at eksisterende ydernumre som nævnt frit kan omsættes, vil have en stor begrænsning på effekten.
Når det er sagt, vil jeg imidlertid gerne understrege, at PLO bakker op om, at der skal flere læger ud de steder, hvor behovet er størst. Det har PLO længe efterspurgt. Jeg foretrækker også en national styring af ydernumrene frem for en regional, sådan at de værst stillede områder ikke bliver udkonkurreret af de bedst stillede.
Manglen på praktiserende læger løses imidlertid ikke alene ved en styring af ydernumrene. Løsningen er først og fremmest at uddanne flere speciallæger i almen medicin, og at der aftales bedre vilkår for at etablere klinik de steder, hvor manglen er størst, herunder færre patienter per læge. Det er noget, PLO helhjertet vil bakke op om.
Jeg har derudover en forventning om, at regionerne langt mere aktivt, end vi har set hidtil, bruger de muligheder, de har fået i sundhedslovens §227 stk. 7 for at tiltrække læger til områder med mangel på praktiserende læger.
Jeg ønsker jer alle en glædelig jul og et godt nytår.
Venlig hilsen
Jørgen Skadborg
Formand, PLO
Status på økonomien i almen praksis
Årets sidste prognose for økonomien i almen praksis er nu klar. På baggrund af ydelsesforbruget til og med november forventes det, at forbruget ender på 129 mio. kr. (svarende til 1,3%) under den økonomiske ramme.
Dermed forventes rammen for 2024 at blive overholdt, og PLO vil på den baggrund fortsat ikke vejlede om tiltag for at begrænse aktiviteten.
Hvis ikke rammen for 2024 var løftet med 146 mio. kr. med Aftale25, ville prognosen sandsynligvis have peget i retning af en overskridelse.
For yderligere oplysninger:
PLO Medlemsservice
Telefon: 3544 8490, plo@dadl.dk
-----
Aftale25 – status på de få ændringer og nye honorarer
Aftale25 træder i kraft 1. januar 2025. RLTN og PLO’s sekretariater er i gang med at indføre beslutningerne fra forhandlingsaftalen i en ny overenskomst, der erstatter OK22. Overenskomsten forventes klar primo januar.
Ændringerne er få og bl.a. følgende:
- Opstart af en frivillig fasttilknytning af praktiserende læger på botilbud. Den fasttilknyttede læge får et månedligt honorar, som udgør 2.144,02 kr./ 3.216,03 kr. for hhv. to eller tre timers månedlig rådgivning og/eller undervisning af personalet på bostedet. Beløb er ex moms og ikke omfattet af økonomirammen. En tilknyttet bostedslæge kan afregne ”besøg på ruten” (‘0491’) ved sygebesøg til beboere i modsætning til en ikke-bostedslæge, som må afregne besøg hos flere beboere som ’0102 - Behandling af 2. sikrede i samme hjem’ + ’1208 - Tillæg til konsultationshonorar til 2. og følgende sikrede ved samme besøg på institution’.
- ’2151 – Instruktion i brug af kliniske skemaer’ nedlægges pr. 1. januar. Instruktion i kliniske skemaer indgår fremover bl.a. som del af ’0101 - almindelig konsultation’, videokonsultation (0125) og behandling af 2. sikr. (0102), der alle hæves med 4,75 kr., samt i kronikerhonorarerne, der månedligt hæves med hhv. 5,11 kr. (0130), 5,70 kr. (0131) og 7,17 kr. (0132).
- Basishonorar hæves månedligt med 0,20 kr. pr. patient som følge af afskaffelsen af store bededag.
- Kronikerhonorarerne øges yderligere i de landsdækkende lægedækningstruede områder. Det månedlige honorar hæves med hhv. 47,78 kr. (0130), 26,56 kr. (0131) og 167,81 kr. (0132).
- Find de nye honorartabeller på plo.dk
- '0120 – specifik forebyggende indsats’ – hvor overenskomstens parter har aftalt en mindre justering af ydelsesbeskrivelsen, jf. nedenfor. Justeringen er alene en præcisering af, at afregning af ydelsen forudsætter, at der er et relevant lægefagligt behov hos patienten, og at ydelsen i øvrigt gennemføres med det faglige indhold og omfang, som fremgår af ydelsesbeskrivelsen på plo.dk - under Å for 'Årskontrol'.
- Køns- og aldersstandardisering anvendes fremadrettet i årsopgørelsen over praksis’ aktivitet pr. patient. Afvigelse ændres fra 25% til 20% gældende for højestegrænser beregnet på aktivitet fra og med afregningsåret 2025 – læs mere her på plo.dk. Ændringen er neutral, for så vidt angår økonomi og antallet af læger, der omfattes af en højestegrænse.
Læs mere i opsummering af Aftale25 (plo.dk)
For yderligere oplysninger:
PLO Medlemsservice
Telefon: 3544 8490, plo@dadl.dk
-----
Nu kan praktiserende speciallæger fremsøge jeres bagom-nummer – er det lagt ind?
Speciallægerne har nu fået adgang til bagomnumre til almen praksis - ligesom, at almen praksis i noget tid har haft adgang til de praktiserende speciallægers bagomnumre.
Derfor opfordrer PLO til at få registreret klinikkens bagomnummer via PLOFriFerie, hvis I ikke allerede har gjort det.
Send gerne opfordringen videre til relevant praksisperosnale hvis det ikke er dig, der står for at registrere lukkedage og bagomnumre.
For yderligere oplysninger:
Chefkonsulent Martin Bagger Brandt
Telefon: 3544 8302, mbb.plo@dadl.dk
-----
Fælles Stamkort indføres til nytår
Som vi har orienteret om senest i november, bliver Fælles Stamkort fra årsskiftet indført i alle lægepraksissystemer.
Fælles Stamkort deler patientens stamoplysninger på tværs af sektorer i sundhedsvæsenet og gør det muligt for patienter selv at dele oplysninger om fx pårørende, midlertidig adresse og det nye fravalg af genoplivning, som vi orienterer om længere nede.
Bemærk, at der er forskel på Fælles Stamkort og så de stamoplysninger, som klinikken har registreret på et stamkort eller lignende i lægepraksissystemet, og som kun klinikken kan tilgå.
Bemærk også, at opslag i Fælles Stamkort registreres i en automatisk logning, som var et krav fra myndighederne. PLO er bekendt med uklarheder om betydningen af denne automatiske logning, som patienten har adgang til at se via Min læge-app og Sundhed.dk. PLO er i dialog med både Lægeforeningen og myndighederne om denne problemstilling.
Læs om Fælles Stamkort her på plo.dk
For yderligere oplysninger:
Chefkonsulent Martin Bagger Brandt
Telefon: 3544 8302, mbb.plo@dadl.dk
-----
60-årige kan snart fravælge genoplivning
Fra den 15. januar 2025 kan habile personer over 60 år fravælge genoplivning ved hjertestop. Fravalget bliver juridisk bindende og registreres af patienten digitalt i Fælles Stamkort.
Hvorvidt en patient har fravalgt genoplivning, bliver tilgængelig for praktiserende læger direkte i lægepraksissystemet via Fælles Stamkort.
Der er desuden patientmateriale til venteværelset på vej til klinikkerne.
PLO opfordrer alle til at gøre sig bekendt med det tilgængelige læringsmateriale, så overgangen til den nye patientrettighed bliver så smidig som mulig.
For yderligere oplysninger:
PLO Medlemsservice
Telefon: 3544 8490, plo@dadl.dk
-----
Elektronisk bestilling af ”dobbelttider” er ikke et krav – patienter skal henvises til telefonisk tidsbestilling
På baggrund af en konkret sag i Landssamarbejdsudvalget (LSU) den 5. november 2024 vedrørende en formulering på en kliniks hjemmeside om, at patienterne ikke kan bestille tid hos både læge og sygeplejerske samme dag, udtalte LSU, at:
- Formuleringer på hjemmesiden ikke må give patienterne den opfattelse, at overenskomsten afgrænser patienterne fra at have konsultation af længere varighed eller hos både læge og klikpersonale samme dag, hvis det efter en konkret vurdering er muligt og nødvendigt for patienten.
- Klinikken godt må oplyse på hjemmesiden, at patienter ikke selv elektronisk kan bestille tid hos to behandlere samme dag. Hvis patienten vurderer, at der er behov for at tale med fx sygeplejerske og læge samme dag, skal patienten opfordres til at kontakte klinikken telefonisk med henblik på tidsbestilling.
For yderligere oplysninger:
PLO Medlemsservice
Telefon: 3544 8490, plo@dadl.dk
-----
Ydelse 2142 er ikke indeholdt i ydelse 8140
Landssamarbejdsudvalget (LSU) blev ved mødet 5. november 2024 forelagt et spørgsmål om, hvorvidt ydelse 2142 om vejledning i svangerskabsforebyggende metoder er indeholdt i ydelse 8140 i profylakseaftalen om lægeundersøgelse otte uger efter fødsel.
LSU var enige om, at ydelse 2142 ikke er indeholdt i ydelse 8140.
Der er klinisk og fagligt væsentlig forskel på det indholdsmæssige i ydelse 2142 og 8140 i forhold til prævention. Ydelse 8140 omfatter en generel drøftelse af prævention, hvor patienten informeres om de forskellige typer prævention, herunder muligheden for at blive gravid, selv om man ammer. Ydelse 2142 omfatter derimod vejledning i svangerskabsforebyggende metoder ved første henvendelse fra patienten eller ved overgang til ny præventionsmetode.
Hvis en generel drøftelse af prævention i forbindelse med ydelse 8140 fører til, at kvinden skal opstarte fx p-piller, vil det være naturligt at afregne både 0101 + 2142 ud over 8140.
I forhold til forudsætninger for at anvende ydelse 2142 henvises til ydelsesbeskrivelsen på plo.dk - under S for 'Svangerskabsforebyggelse'
For yderligere oplysninger:
PLO Medlemsservice
Telefon: 3544 8490, plo@dadl.dk
-----
Samtaleterapi (6101) må ikke udføres af KBU-læger
Landssamarbejdsudvalget (LSU) besluttede på sit møde 5. november 2024, at ordlyden i §61 i overenskomsten om, at samtaleterapi skal udføres af lægen, er tiltænkt patientens egen praktiserende læge, evt. en læge i hoveduddannelse i almen praksis, og derfor ikke må udføres af KBU-læger.
Dette skal bl.a. ses i lyset af flere forhold:
- Et KBU-forløb i almen praksis varer alene i seks måneder. En KBU-læge har ikke opnået ret til selvstændigt virke og kan derfor kun udføre underordnede funktioner under en anden sundhedspersons ansvar. En KBU-læge skal tilegne sig generelle lægekompetencer, som ikke knytter sig til specifikke specialer.
- Til ydelse 6101 knytter sig krav om, at den pågældende læge løbende sikrer sig at opretholde sine kvalifikationer i at gennemføre samtaleterapi ved at indgå i møder med andre praktiserende læger eller psykologer, og der knytter sig som oftest et længere forløb til samtaleterapiydelsen. Som læge skal du dokumentere kvalifikationer på forlangende af regionen, herunder deltagelse i supervisionsmøder.
For yderligere oplysninger:
PLO Medlemsservice
Telefon: 3544 8490, plo@dadl.dk
-----
Ny næstformand og ny udvalgsstruktur
PLO’s bestyrelse har valgt Niels Ulrich Holm som ny næstformand for PLO. Han afløser Mireille Lacroix, der for nylig er udtrådt som ordinært medlem af PLO’s bestyrelse. Det er anden gang, Niels Ulrich Holm bestrider posten som næstformand for PLO – han havde samme post fra 2015-2019.
Niels Ulrich Holm er 59 år og praktiserende læge i Roskilde. Han har gennem mange år været fagpolitisk aktiv - bl.a. som formand for PLO-Sjælland og som medlem af PLO’s bestyrelse.
I PLO’s bestyrelse er i øvrigt indtrådt Camilla Høegh-Guldberg, Morten Svenning Nielsen og Charlotte Lønskov Jensen fra henholdsvis PLO-Sjælland, PLO-Syddanmark og PLO-Nordjylland. De afløser henholdsvis Ulrik Hesislev, Mireille Lacroix og Dennis Staahltoft.
PLO’s bestyrelse har i øvrigt aftalt at forenkle udvalgsstrukturen samt oprette to nye udvalg:
- Aftaleudvalget, der overtager opgaverne fra Forhandlingsudvalget og Rekrutterings- og Fastholdelsesudvalget. Aftaleudvalget får PLO’s formand Jørgen Skadborg som formand.
- Opgaveudvalget, der blandt andet får til opgave at beskæftige sig med den nationale opgavebeskrivelse for almen praksis, vejledninger fra Sundhedsstyrelsen og tiltag i regioner/forretningsudvalg/sundhedsråd vedrørende almen praksis’ opgaveportefølje. Udvalget overtager samtidig opgaverne fra Akutudvalget og Udvalg for tværsektorielt samarbejde. Opgaveudvalget får næstformand Niels Ulrich Holm som formand.
Følgende udvalg fortsætter som selvstændige udvalg:
- Administrationsudvalget (med Camilla Høegh-Guldberg som formand)
- Digitaliseringsudvalget (med Karin Zimmer som formand)
- Uddannelsesudvalget og Efteruddannelsesudvalget (begge med Anders Dupont som formand)
Du kan se oversigt over medlemmerne af PLO's bestyrelse (plo.dk)
For yderligere oplysninger:
Chef for politik, analyse og kommunikation Jonas Heltberg
Telefon: 3544 8464, joh.plo@dadl.dk
Nye regionale bestyrelser
Mandag den 9. december 2024 sluttede valget til PLO’s repræsentantskab og dermed PLO’s fem regionale bestyrelser. Stemmeprocenten lå på 59. Det er højere end ved sidste valg i 2022, hvor det var 56% af medlemmerne, der stemte.
Bestyrelserne i alle fem regioner har konstitueret sig, og i to af de fem regioner er der valgt nye formænd.
Det er Dinah Høngaard fra PLO-Nordjylland, og Peter Wied, der er ny formand i PLO-Sjælland. De overtager posterne efter Charlotte Lønskov Jensen og Camilla Høegh-Guldberg.
De fem regionale formandskaber ser nu således ud:
PLO-Nordjylland
- Formand: Dinah Høngaard
- Næstformand: Dennis Staahltoft
PLO-Midtjylland
- Formand: Henrik Idriss Kise
- Næstformand: Allan Høg Poulsen
PLO-Syddanmark
- Formand: Birgitte Ries Møller
- Næstformand: Michael Haslund
PLO-Sjælland
- Formand Peter Wied
- Næstformand Eva Svava Hvolbæk
PLO-Hovedstaden
- Formand: Peder Reistad
- Næstformand: Jørgen Steen Andersen
De nye bestyrelser tiltræder den 1. januar 2025.
Planlæg din Systematiske Efteruddannelse
I år har PLO haft øget fokus på Systematisk Efteruddannelse (SE) med bl.a. særudgave af PLO’rientering, flere kursusdage og gruppebaserede tilbud samt en samlet lancering af udbuddet. Det skulle gerne give dig bedre mulighed for at vælge aktiviteter, der passer til dine behov.
Udbuddet i 2026 lanceres 1. maj 2025.
Fonden for Almen Praksis har sendt reminder til alle de læger, der i løbet af året har søgt tilskud for 0-2 af de 3 obligatoriske dage til SE. De dage, man ikke har fået brugt i 2024, kan bruges i 2025.
Vi opfordrer dig til at planlægge din SE for 2025 hurtigst muligt.
Vær opmærksom på, at dagene til SE først bliver registreret, når du søger tilskud. Har du gennemført dagene, men ikke fået søgt tilskud, så husk, du stadig kan søge her
Du kan fx:
- Deltage i klassiske SE-kurser
- Tage på konference med SE-dage
- Tage din efteruddannelse i din efteruddannelsesgruppe (SGE)
- Gennemføre SE i klinikken (SKGE)
I PLO Efteruddannelse arbejder vi på at styrke tilbuddene og kommunikationen om systematisk efteruddannelse. Hold dig opdateret via vores hjemmeside, PLO´rientering og PLO Efteruddannelses nyhedsbrev.
Læs om systematisk efteruddannelse, temaer og takster her på plo-e.dk
For yderligere oplysninger:
PLO-Efteruddannelse
Telefon: 3544 8416, Kurser.plo@dadl.dk
-----
Hvordan rimer rationel praksisdrift på trivsel og tid til de mest syge?
God organisering og rationel klinikdrift er fundamentet for at finde de mest syge patienter og have tid til dem.
Vi kan passe bedst på vores patienter, når vi passer på os selv og organiserer en arbejdsdag, hvor vi trives som kolleger. Lyder det interessant? Så skynd dig at melde dig til kurset: Professionel praksisdrift i:
For yderligere oplysninger:
Kursuskoordinator Michala Højbjerg Vinther
Telefon: 2843 6936, mhv.plo@dadl.dk
-----
Sæt fokus på din trivsel og bliv en langtidsholdbar læge
Hvem passer på lægen - og hvem passer på lederen? På kurset “Sæt fokus på din trivsel og bliv en langtidsholdbar læge” får du konkrete greb til at vedligeholde din trivsel i den travle hverdag i almen praksis.
Tilmeld dig her på tilmeld.dk
For yderligere oplysninger:
Konsulent Louise Skaarup
Telefon: 3544 8239, lsk.plo@dadl.dk
-----
Sekretariatet er lukket mellem jul og nytår, men der er telefonvagt
Hele Lægeforeningen holder lukket efter den 23. december 2024 til og med den 1. januar 2025. PLO og PLA’s sekretariat er således også lukket.
Hvis der den 27. eller den 30. december 2024 opstår spørgsmål, der ikke kan vente til den 2. januar 2025, er der etableret en telefonvagt, som du kan kontakte kl. 10.00-12.00 på telefon 3544 8500. Her vil du blive oplyst nærmere om, hvem du kan kontakte.
PLO's sekretariat ønsker alle medlemmer en glædelig jul og et godt nytår!
For yderligere oplysninger:
PLO Medlemsservice
Telefon: 3544 8490, plo@dadl.dk
NYT FRA PLO-HOVEDSTADEN
Rammeaftale om allergiudredning i forbindelse med priktest opsagt
Rammeaftalen om allergiudregning i forbindelse med priktest har været gældende i det gamle Frederiksborg Amt samt i Furesø, Rudersdal og Egedal kommuner. Aftalen er opsagt af Region Hovedstaden med virkning fra den 1. januar 2025.
Ansøgningsfrist til næste møde i Samarbejdsudvalget 16. januar
Samarbejdsudvalget vedr. almen praksis behandler ansøgninger om delepraksis uden for lægedækningstruede områder samt forlængelse af delepraksistilladelser, ansøgninger om generationsskifteaftaler, ansøgninger om lavere patientantal under 1.600 af særlige grunde, ansøgninger om forhøjelse af patientantal over 2.700 samt ansøgninger om fristforlængelse for besættelse af kapacitet. Næste møde holdes den 20. februar 2025, og der er frist for ansøgninger den 16. januar 2025.
Ansøgninger skal sendes via sikker mail att. Samarbejdsudvalget vedr. almen praksis.